I beredskabets kommandocentral
akutberedskabet_1.jpg
Der er nok at holde styr på, når de mange skærme og de mange opkald gløder i det store rum i Akutberedskabet. Foto: Flemming Schiller
Akuthjælp På toppen af en anonym kontorbygning ligger Region Hovedstadens Akutberedskab. Her sørger man for, at hjælpen til hovedstadens borgere kommer bedst og hurtigst muligt.

Hvis du har brug for hjælp fordi du kommer til skade, så ringer du efter hjælp. Det kan være ved sygdom eller små skader, hvor man har brug for at tale med en sygeplejerske eller en læge. Så ringer man til Akuttelefonen 1813.

Eller det kan være ved alvorligere tilfælde, hvor der er behov for en ambulance. Så ringer man til alarmcentralen 112 og så er hjælpen på vej. Enten ved at man får en sygeplejerske og eventuelt en læge i røret, der kan fortælle, om man skal se tiden an, gå til lægen eller der skal sendes hjælp ud.

Det kan også være, at man har ringet 112 og der bliver sendt ambulance og eventuelt lægebil eller andet ud til et ulykkestilfælde.

Hver gang går opkaldet til toppen af en anonym kontorbygning i Ballerup, hvor omkring 500 mennesker, heraf 100 sygeplejersker og 150 læger sidder klar til at rykke ud.

Her på tredje sal af kontorhuset på Telegrafvej holder Region Hovedstadens Akutbedredskab til, og det er her, at de 500 ansatte i alt holder styr på det komplekse net af opkald, ambulancer, sygetransporter og andre nødvendigheder, der skal sendes rundt til nødstedte borgere i hele regionen.

Her findes en række kontorer holdt i moderne indretning og lyse farver, der minder om en hvilken som helst virksomhed. Men inde bag et par ellers helt normale døre åbenbarer sig et enormt rum med skriveborde, fyldt med computerskærme og en travl stemning, der, især om aftenen og natten er intens.

Det er her, at sygeplejersker og læger holder til, og står klar, til at rådgive over telefonen eller rykke ud, når borgerne har brug for hjælp.

Her begynder det hele

»Vi er den præhospitale virksomhed og det hele begynder her. Vi har både 1813 og 112 og vi sørger for, at ambulancer, lægebiler, helikoptere og sygetransporter kommer rigtigt frem.
Vi har et samarbejde med Falck, Københavns Brandvæsen og Frederiksberg Brandvæsen. Desuden koordinerer vi indsatsen ved større ulykker og vi holder også styr på hvilke hospitaler, der har flere pladser i forbindelse med større indsatser,« siger Birgitte Rav Degenkolv, vicedirektør i Akutberedskabet.

Huset sørger også for f.eks psykiatrisk udrykning, mens man hidtil også har samarbejdet med Region Sjælland om de tre redningshelikoptere. De overgår dog nu til Region Midtjylland, der fremover skal have ansvaret for driften af den nationale helikopterordning.

Og så holder den meget omtalte Akuttelefon 1813 til på adressen.

1813 med pil opad

»Vi har jo haft en del modvind i begyndelsen med 1813. Det blev besluttet med meget kort varsel, at tjenesten skulle oprettes og vi har haft bemandingsproblemer fra begyndelsen. Det er ikke så let at finde folk, der gerne vil arbejde om aftenen og natten. Men når det så er sagt, så er det blevet meget bedre og vi har helt klart fået nedbragt ventetiden for patienterne,« siger Birgitte Rav Degenkolv, som også fremhæver mange af de andre gode ting ved Akuttelefonen.

»Der er en sygeplejerske, som tager imod patienterne og foretager den første vurdering og er det nødvendigt kan en læge efterfølgende tage stilling til, om der skal foretages en yderligere indsats. Samtidig er ventetiden blevet kortere fordi vi nu kan koordinere, hvor der er kortest ventetid på akutmodtagelserne og akutklinikkerne og idet vi får en hurtig vurdering af patienterne, så kan vi målrette behandlingen og det gør hele behandlingen smidigere,« siger Birgitte Rav Degenkolv, som mener, at man startvanskelighederne til trods, er på vej til at få tingene til at fungere.

»Vi har også fået et effektivt computersystem, hvor vi kan følge patienterne hele vejen og dermed er vi med det samme klar over, hvad deres sygdomshistorik er og hvordan vi bedst muligt kan sætte ind,« siger vicedirektøren, som dog stadig godt kunne bruge nogle flere hænder, der kan bemande telefonerne om aftenen og natten.

For det er, når de praktiserende læger lukker, at 1813 tager over og sørger for, at hjælpen er nær, også om aftenen.

Hektisk arbejdsplads

I det store lokale med udsigt over Ballerup og omegn er der ret stille lige nu, hvor det er formiddag, men når mørket falder på, så skifter lokalet totalt karakter og bliver en travl, men tjekket kedel, hvor man på forunderlig vis holder snor i de mange tusinde opkald, der hver dag og nat, året rundt, tikker ind og som hver gang kræver helt speciel ekspertise eller psykologisk indsigt i det enkelte tilfælde. Og samtidig sørger for, at hver enkelt får en behandling, der skal give en god oplevelse af sundhedsvæsenet.

Og selvom begyndelsen på 1813 den 1. januar var besværlig, så viser en undersøgelse, foretaget af Region Hovedstaden, at 94 procent af patienterne svarer, at de i høj grad eller i nogen grad følte, at de følte sig hørt og forstået af den sygeplejerske, som de talte med i telefonen, ligesom 94 procent af patienterne oplevede, at sygeplejerskens måde at spørge ind til skaden eller sygdommen var virkelig god eller god. 91 procent af patienterne oplevede det samme, når de talte med en læge.

Dog oplevede 20 procent, at det tog for lang tid at komme igennem på 1813. Men samlet set er Birgitte Degenkolv ganske godt tilfreds med resultaterne, som patienterne udtrykker det, selvom hun fortsat kan se plads til forbedringer.

»Vi er ganske godt tilfredse, selvom 1813 fik en noget besværlig start. Og selvom vi stadig slås med underbemanding, der har været endnu mere udtalt i ferieperioder, så må vi sige, at missionen om at give bedre og mere målrettet service og behandling er lykkedes,« siger hun.

Og det skyldes i høj grad engagerede og dygtige medarbejdere, samt en ny måde at tænke på, der har gjort at Akuttelefonen og akutberedsskabet generelt opleves som en hjælp og et effektivt værn mod de skavanker og dårligdomme, der rammer byens borgere.

Fakta: Ballerup og beredskabet

Omkring 4900 personer ringede til Akutberedskabet i august måned fra Ballerup, Skovlunde, Smørum og dele af Værløse.

Cirka 1600 var børn og 3300 var voksne.

Omkring 2000 personer blev henvist til en form for akut behandling.

Cirka 800 personer blev bedt om at henvende sig til egen læge dagen efter.

Omkring 1100 personer kan klare tingene selv.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *