Trygheden skal diskuteres
Tryghed Ballerup har en af de højeste indbrudsrater i landet. Nu skal nabohjælp på dagsordenen ved et borgermøde.

Det virker afskrækkende. Når beboerne i et kvarter hjælper hinanden, holder øje med hinandens huse og sørger for, at det ser beboeligt ud. Så tænker de fleste indbrudstyve sig om en ekstra gang, inden de bryder ind i et måske ferietomt hus. Derfor er nabohjælp vejen frem i kampen mod de mange indbrud, som hærger de fleste kommuner, også Ballerup.

På den baggrund er Det Kriminalpræventive Råd og TrygFonden gået sammen om at afholde et borgermøde i Tryg Danmarks hovedkvarter på Klausdalsbrovej 601 i Ballerup.

Målet med mødet er, at sætte fokus på at gøre de lokale kvaterer trygge med nabohjælp.
Her kan de fremmødte få gode råd til, hvordan man kan få tyven til at fravælge deres hjem med råd fra både politet, Det Kriminalpræventive Råd, TrygFonden og ikke mindst en tidligere indbrudstyv, der kan fortælle om de mange ting, der gør hjem attraktive og lette at bryde ind i.

Kedelig statistik

Baggrunden for, at mødet netop bliver afholdt i Ballerup er blandt andet, at Ballerup rent faktisk er en af de kommuner i landet, hvor der sker flest indbrud pr. 1000 indbygger. Der skete 596 indbrud i Ballerup Kommune i 2013, og med et indbyggertal på 48514 giver det 12,3 indbrud pr. 1000 indbyggere. Det tal er kun overgået i Albertslund Kommune.

»Alle vores tryghedmålinger viser, at indbrud bekymrer folk. Derfor vil vi sætte ind og lære folk om nabohjælp. Der vil være rigtig mange gode ting at lære, og vi ved, at nabohjælp virker. Hvis beboerne på en vej eller i et kvarter tager ansvar for hinanden og f.eks holder øje med hinandens huse, holder øje med mistænkelige personer og eventuelt konfronterer dem, hvis de ’lusker’ rundt osv. Det er det der gør, at indbrudstyve vælger det område fra,« siger Reinholdt Schulz fra TrygFonden.

Bedre naboer

Udover vigtigheden af at holde indbruddene fra døren, og gøre det svært for tyvene at operere i området, så er der også en anden gevinst ved nabohjælp.

»Det giver øget tryghed, men der er også et socialt element i nabohjælpen. Fra andre områder, som vi har haft fokus på, og hvor det rent faktisk har virket, der får folk også et bedre forhold til hinanden. De lærer hinanden bedre at kende. Og det kan jo smitte positivt af i mange andre sammenhænge,« siger Reninholdt Schulz.

Erfaringer med nabohjælp viser, ifølge arrangørerne, at man kan undgå omkring hver 4. indbrud og så er det endda gratis at være med.

Politi og tyve

Mødet afholdes torsdag den 20.november fra klokken 17.30 til klokken 20. Der vil være indlæg fra borgmester Jesper Würtzen, Lars Lypart fra lokalpolitiet i Ballerup, Per Larsen, tidligere chefkriminalinspektør og nuværende rådgiver for kriminalitetsforebyggelse i Københavns Kommune, Robert Nyborg, tidligere indbrudstyv samt Lone Harlev, projektleder for Det Kriminalpræventive Råd og TrygFondens projekt Nabohjælp. Endelig vil der være mulighed for at stille spørgsmål.

Hvis man er interesseret i at være med, skal man melde sig til senest torsdag den 13.november på ballerup.nabohjaelp@mannov.dk. Man skal oplyse navn, bolig-eller grundejerforening samt antal deltagere.

Alle som deltager får, udover en masse gode råd og inspiration, også mulighed for at være med i en konkurrence, hvor grundejer- eller boligforenigen kan vinde 10.000 kroner, som kan bruges til fælles fornøjelser som en fest, nye legeredskaber, fodboldmål eller noget helt fjerde.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *