Han er Ballerups yngste læge med det største skæg
læge_3.jpg
Hedeparkens nye læge Nadeem Anwar med stetoskop og skæg i sin nye klinik. Den har han overtaget fra en læge, som havde haft den i 40 år, så der var en stort arbedje med at renovere klinikken,. Den fremstår nu lys og moderne. Foto: Foto: Flemming Schiller
Ny i kitlen Nadeem Anwar har overtaget en 40 år gammel lægepraksis i Hedeparken. Med sine 38 år er han Ballerups yngste praktiserende læge og møder sine patienter med lægestandens måske største skæg.

Når man besøger sin læge, så har man i de fleste tilfælde en meget indgroet forestilling om, hvordan sådan en ser ud. En stoisk, ældre herre med briller og en tydelig diktion, der professionelt undersøger patienterne i sin hvide kittel.

Men det verdensbillede er, som så meget andet, under opbrud. Ind ad døren er trådt nye, unge læger med nye tanker og nye fremtoninger. En af de mest markante er den nye praktiserende læge i Hedeparken, Nadeem Anwar, 38 år, opvokset på Vestegnen, pakistanske rødder og bosiddende i Ishøj.

Han er uddannet i medicin fra Københavns Universitet og haft sin turnus på Gentofte og Herlev hospitaler og har altså nu overtaget den gamle praksis i Hedeparken fra Birger Praetorius. Og Nadeems fremtoning er frisk, ligefrem og energisk og så kan han endda fremvise et skæg, som mange måske kunne blive lidt stødt over. Især fordi det sidder på en mand med anden etnisk baggrund end dansk. Men det generer ikke Nadeem Anwar.

Fagligheden er vigtigst

»Jeg er da nok en mønsterbryder, men jeg er dansk og ser ud som jeg gerne vil. Nogen af mine venner synes også, at sådan kunne jeg da ikke se ud når jeg skulle sidde i en praksis og møde patienter, men så er der næsten gået sport i det. Jeg mener, at det er det faglige, man skal bedømmes på. Hvis jeg møder folk ligeværdigt og har fagligheden i orden, så kan jeg ikke se problemet,« siger Nadeem Anwar. Og det kan patienterne tilsyneladende heller ikke, for han har stort set kun mødt positive miner hos de gamle og nye patienter. Blandt andet fordi han har beholdt den oprindelige sekretær, som har været på stedet i mange år.

»Hun har virkelig gjort et stort arbejde for at fortælle folk, at de lige skulle se mig an og give det en chance. Og det har de gjort,« siger Nadeem Anwar.

Bedre arbejdsliv

Han blev uddannet speciallæge i almen medicin i 2013 efter at have arbejdet som hospitalslæge på diverse hospitaler i Region Hovedstaden i nogle år. Men han kørte sur i det og ville have større indflydelse på sin egen arbejdsdag.

»Jeg blev lidt træt af skiftende vagter og minimal indflydelse på mit arbejdsliv. Så jeg lagde en plan og fandt ud af, at jeg gerne ville være praktiserende læge. Her møder man folk og det er fagligt udfordrende og derfor fulgte jeg den vej. Og det har jeg bestemt ikke fortrudt,« siger Nadeem Anwar, der nyder mødet med patienterne, hvad enten de er fra Hede-Magleparken eller fra det omkringliggende villakvarter. Alle slags mennesker. Dermed kan han også aflive fordommen om, at han kun tager patienter med indvandrerbaggrund.

»Jeg har rigtig mange danske patienter, faktisk flest etnisk danske patienter. Så jeg er almen praktiserende i ordets egentlige forstand,« siger han og kigger stolt rundt i klinikken, som han har brugt et halvt år på at sætte i stand.

»Den var slidt, så jeg måtte renovere den og modernisere den meget. Det er dyrt, så jeg har virkelig knoklet for at gøre den klar,« siger han. Et par af møblerne har han overtaget fra den hidtidige ejer og har dermed fundet en stil mellem gammelt og nyt.

Det store arbejde til trods ville Nadeem ikke bytte for noget andet, for nu har han fundetmeningen med lægegerningen. Og samtidig kan han planlægge sin tilværelse, hvor der også skal være plads til konen og de fire børn i Ishøj.

Andet end ballade

Og selvom dette på ingen måde skal være en artikel, der skal diskutere integrationspolitik, så vil Nadeem gerne se sig selv som en møsterbryder og som en person, der sætter en anden dagsorden.

»Jeg mener det er vigtigt, at folk med indvandrerbaggrund viser, at de kan andet end det image, som er mest fremme i medierne. Men jeg kommer også selv fra en omgangskreds, hvor folk er læger, jurister og ingeniører. Så jeg kender ikke så meget til den side,« siger Nadeem Anwar.

Under alle omstændigheder er den nye læge i Hedeparken en mand, som sætter sig et mål og når det, hvad enten det er at få sin egen praksis, at møde patienterne på en frisk og dynamisk, men stadig faglig solid måde eller at gro lægestandens måske største skæg.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *