Venstre bytter pladser
mikael_wandel.jpg
Mikael Wandel overtager Connor O’Hanlons plads i Kommunalbestyrelsen fra februar til juni. Foto: Arkivfoto
Politikere Venstres kommunalbestyrelsesmedlem Connor O’Hanlon holder orlov i fem måneder og overlader pladsen til Mikael Wandel.

I sidste uge kunne vi fortælle at enhedslistens Mette Hedegaard holder orlov og afløses af Stine Rahbek Pedersen. I denne uge skal vi over på den anden side af Kommunalbestyrelsens hesteskoformation i mødesalen, hvor unge Connor O’ Hanlon normalt sidder.

Fra 1. februar går han nemlig på orlov i fem måneder for at aftjene sin værnepligt. I hans stol kommer 38-årig Mikael Wandel i stedet til at sidde frem til sommerferien.

Mikael Wandel har det sidste år været formand for Venstre i Ballerup – og nu får han mulighed for at sidde med i Kommunalbestyrelsen samt i Kultur- og Fritidsudvalget, hvor Connor O’Hanlon også har plads.

Til gengæld bliver det partifællen Christian Skjæran, der tager O’Hanlons plads i Erhvervs- og Beskæftigelsesudvalget.

Mikael Wandel glæder sig til at blive en del af Kommunalbestyrelsen og Kultur- og Fritidsudvalget:

»Jeg forventer, at jeg kommer til at deltage aktivt i de beslutninger, der skal tages inden for kultur- og fritidsudvalget – og forhåbentligt komme med inspiration til gode løsninger der er til gavn for borgerne i Ballerup. Og så forventer jeg, at til trods for at man ikke er politisk enige, at man bliver hørt og der kommer en god dialog ud af de forskellige synspunkter,« siger han.

Mikael Wandel flyttede til Ballerup fra Lyngby for fire år siden. Han har kone og tre børn og arbejder som traficplanner hos Haugsted Aircargo i Københavns Lufthavn.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *