De reddede Janus’ liv
janus-1-copy.jpg
Tre redningsfolk og en taknemmelig ’patient’ ved dusøroverrækkelsen på politigården. Fra venstre Mogens Vestergaard Hansen, Grith Boesen, Janus Emkjær og Martin Hartvig Jansen. Foto: Ulrich Wolf
Dusør En normal tur hjem fra arbejde blev til en unik dag for tre af hverdagens helte, som fik dusør for at redde en medborgers liv.

Janus Emkjær er en 59-årig tømrermester fra Skovlunde. Han er en stærk fyr, der er vant til at bygge huse, løbetræne og holde sig fit. Han fejler aldrig noget og er bestemt ikke en mand, der er udstyret med et svagt helbred.

Men alligevel var det ekstremt tæt på, at han aldrig var kommet hjem fra den løbetur, han var ude på sammen med sin kone 22. august sidste år.

Selv opdagede han ingenting. Men det gjorde tre tilfældige forbipasserende den famøse eftermiddag i Skovlunde, og det reddede Janus’ liv. Og derfor var de tre indstillet til en dusør ved ceremonien på politigården i Albetslund. Og de fire fik set hinanden og talt sammen for første gang denne eftermiddag.

Troede det var skrald

»Jeg opdagede ingenting. Jeg var ude at løbe, som jeg plejer og havde det fint. Jeg har aldrig fejlet noget og har ikke mærket noget som helst. Jeg var endda i gang med at løbe nogle ekstra kilometer den dag. Og pludselig så slukkede lyset. Jeg kan intet huske før ti dage senere da jeg vågnede op på hospitalet,« siger Janus Emkjær. Men faktum er, at Janus faldt om med et hjerteanfald på sin løbetur og i det samme kom Grith Boesen hjem fra arbejde og opdagede en ’bylt, der lå på vejen.

»Jeg troede faktisk, at det var noget skrald, ja undskyld, men så så jeg, at det var et livløst menneske. Jeg kan noget førstehjælp, så jeg gik i gang med hjertemassage,« fortæller Grith Boesen, mens hun sidder sammen med Janus og hans kone samt de to andre redningsmænd fra den dag, Mogens Vestergaard Hansen og Martin Hartvig Jansen.

Da Grith Boesen havde givet hjertemassage et stykke tid kom Mogens Vestergaard kørende forbi i sin bil og Grith nærmest sprang ud foran bilen for at få ham til at stoppe. Han overtog hjertemassagen og i det samme kom også Martin Hartvig Jansen til og hjalp til. Grith fik ringet 112 og efter et kvarter kom ambulancen. Men allerede inden havde Mogens fået kontakt til en politivogn i nærheden, der havde en hjertestarter i bilen og mens han dirigerede den til stedet, fortsatte Martin med at give hjertemassage til Janus.

»Der kom sådan nogen lyde fra dig indimellem, så jeg fortsatte bare med hjertemassagen, selvom vi vist var lidt hårde ved dig,« siger Martin næsten undskyldende.

Politiet kom til og med hjertestarteren gik de i gang med livreddende behandling. Men meldingen var klar. Hvis ikke de tre havde grebet ind og sat gang i behandlingen, så havde Janus formentlig ikke overlevet eller kunne være endt med hjerneskade.

Dybt taknemmelig

Og det var en dybt taknemmelig Janus Emkjær, der mødte sine redningsmænd m/k denne eftermiddag i kantinen på politigården.

»Det er mærkeligt at møde jer, for jeg husker jo ingenting. Men jeg er naturligvis dybt taknemmelig, for uden jer var jeg her nok ikke,« sagde Janus Emkjær, mens hans øjne bliver røde. Det er tydeligt, og naturligt, at han bliver berørt af situationen. Alle omkring bordet bliver berørt. Han giver de tre hver et gavekort som tak for hjælpen. Men selvom Grith, Mogens og Martin bliver glade for den lille erkendtlighed, så er de enjge om, at det vigtigste er, at Janus er i live og har det godt.

»Vi er glade for at kune mødes med ham og at kunne se, at han har det godt. Det er det vigtigste for os,« siger Mogens Vestergaard Hansen.

Psykiske men

Og selvom det nu er et halvt år siden, så har Janus stadig lidt eftervirkninger fra den skæbnesvangre dag.

»Jeg tabte 6,5 kilo muskelmasse og jeg genoptræner stadig. Men ellers har jeg det godt. Jeg fik en ny hjerteklap og det viste sig, at jeg rent faktisk havde en medfødt hjertefejl, som ingen havde lagt mærke til. Heller ikke jeg. Fysisk er jeg ved at være i gear igen, og jeg regner med at kunne arbejde om en måned. Men psykisk har det taget hårdt på mig. Jeg lider af angst og det har jeg ellers aldrig gjort før. Så det sætter sig sine spor. Men jeg er rask, og det kan jeg takke tre fremmede mennesker for,« siger Janus Emkjær.

Under alle omstændigheder viser det, at dusøren har sin berettigelse. Ikke så meget for pengene, men anerkendelsen. At man gør en ekstraordinær indsats. I dette tilfælde var det, at man turde hjælpe et andet menneske, forskellen mellem liv og død. Og det er netop derfor, at dusøren gives.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *