Politi uge 20
døgnrapporten Her er sidste uges døgnrapport fra Københavns Vestegns Politi:

Indbrud i lejlighed

Mandag den 11. maj mellem klokken 15 og 19 var der indbrud i en lejlighed på Højbjergvej i Herlev. Gerningsmanden skaffede sig adgang til lejligheden ved at bryde hoveddøren op, og der blev blandt andet stjålet smykker og kontanter.

 

Narko- og spirituskørsel

Tirsdag den 12. maj klokken 22.50 stoppede en politipatrulje en personbil på Ballerup Byvej grundet en overhaling højre om og kørsel over for rødt lys.

Føreren, en 36-årig mand fra København, blev skønnet påvirket af alkohol og euforiserende stoffer, anholdt og kørt til blodprøve på Albertslund Politigård.

Derudover kørte han uden et gyldigt kørekort og blev sigtet for at køre uden førerret.

 

Kørsel uden kort

Torsdag den 14. maj klokken 00.35 standsede en patruljevogn en bilist på Ågerupvej. Da betjentene undersøgte sagen lidt nærmere viste det sig, at bilisten, en 37-årig mand fra Ballerup, var frakendt kørekortet og han blev derfor sigtet for kørsel i frakendelsestiden. Han erkendte sig skyldig. Da han havde flere sigtelser for samme forseelse blev hans bil beslaglagt og den er nu på vej til at blive konfiskeret.

Fakta: Bøder og fængsel

At køre bil hvis man er frakendt førerretten er en dyr affære. Kørsel i frakendelsestiden kan endda koste fængselsstraf anden gang, oplyser Københavns Vestegns Politi.

Er man frakendt førerretten, koster det en bøde første gang, man alligevel fører bil.

Bødestørrelsen afhænger af førerens indkomst. F.eks. er bøden 10.000 kroner, hvis man tjener 250.000 kroner årligt. Tjener du 400.000 kroner, er bøden på 16.000 kroner.

Anden gang man kører, er straffen 10 dages fængsel, som kan gøres betinget mod en indtægtsbestemt bøde og afvikling af 30 timers samfundstjeneste.

Tredje gang skal man 20 dage i fængsel, og derudover kan bilen konfiskeres.

Fjerde gang koster 30 dages fængsel.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *