De sidste brikker falder på plads
Søndergård-grønne-arealer.jpg
I løbet af de kommende måneder får Søndergård en boldfælled og en multibane, så områdets beboere kan få gang i boldspillet. Foto: Privatfoto
Søndergård Søndergårdskvarteret i Måløv er ved at være færdigt. Nu får området en multibane og en boldfælled.

Siden den første lokalplan for Søndergård blev vedtaget i 2001 er den nye Måløv-bydel vokset frem på den anden side af banen.

En enkelt grund er stadig til salg, men ellers er der snart fuldt udbygget – dog mangler området stadig sit længeventede fælleshus, der – hvis den nye plan holder – gerne skulle stå færdigt i slutningen af 2016.

I øjeblikket er fire totalentreprenører ved at udarbejde forslag til fælleshuset. De skal aflevere deres projekter i denne måned, og herefter vil en dommerkomité bestående af politikere, fagdommere og beboerrepræsentanter udvælge vinderprojektet, så byggeriet kan sættes i gang så hurtigt som muligt.

Sport og natur

Nogle af de sidste brikker, som falder på plads i Søndergård henover sommer og efterår, er anlæggelsen af en multibane ved Tueholmen på den grønne område mellem affaldspladsen og børnehuset samt at få færdiggjort boldfælleden ved Myrholmen.

Boldfælleden er sådan set klar, men der har været problemer med vand, og derfor skal området drænes og derefter skal der opsættes flytbare mål, så områdets beboere kan bruge græsarealet til boldspil.

Multibanen ved Tueholmen kommer til at bestå af en indhegnet bane – med forskellig opstribning, så den kan bruges til flere forskellige former for sport. Rundt om banen kommer der til at være en form for aktivitetsplads med forskellige lege- eller motionredskaber og faldunderlag. Belægningen får nogle vilde farver, så den ikke bliver til at overse. Og der kommer lys på banen, så den også kan bruges om aftenen.

En følgegruppe af beboere i Søndergård har været med til at beslutte, hvilke funktioner multibanen skulle have samt hvordan den i øvrigt skulle tage sig ud.

Til efteråret bliver der også lagt sidste hånd på beplantningen i boligområdet. Flere af de grønne områder omkring søen og op mod banen vil blive udstyret med staudebed, der skal skabe lidt mere variation i det grønne.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *