Penge til flere flygtningeboliger
Bevilling Ballerup skal modtage flere flygtninge end planlagt og derfor skal der nu findes mere midlertidig indkvartering. Derfor er der sat 1,4 millioner kroner af.

Som de fleste nok har bemærket, er der en ganske uoverskuelig og voldsom flygtningesituation i det sydlige Europa, hvor flygtninge fra især borgerkrigen i Syrien, men også andre steder, strømmer mod Europa. Selvom presset er størst i Sydeuropa, så forplanter presset sig også til andre dele af Europa, deriblandt Danmark og Ballerup.

Det betyder som tidligere beskrevet, at Ballerup Kommune skal modtage i alt 31 flygtninge i løbet af året, hvilket er 15 flere end hidtil og dermed en fordobling i det forventede antal.

Det giver nogle indkvarteringsudfordringer, som Ballerup Kommune nu skal i gang med at løse. Derfor har kommunalbestyrelsen netop afsat 1,4 millioner kroner til at investere i ombygninger i nuværende ejendomme, så de kan gøres klar til at huse flygtningene.

Det er endnu uvist, hvilke ejendomme der kan bruges udover de 9-11 pladser, der allerede er fundet. En af de muligheder, som Ballerup Kommune har haft i kikkerten er det nedlagte Hotel Grantoften, hvor kommunen kunne leje sig ind efter den igangværende renovering. Det skal nu forhandles med Kollektivbyen Grantoften.

Permanente boliger

Meningen er, at de ankomne flygtninge skal placeres i permanente boliger med tiden og derfor leder Ballerup Kommune efter egnede permanente boliger i den almene boligmasse såvel som i private udlejningsejendomme, i de kommunale udlejningsboliger og i kommunal fremleje.

De midlertidige boliger står ikke i kø fordi der er ganske få ejendomme, der kan bruges til formålet. Et af de oplagte valg er det tidligere kompetencecenter på Ejbyvej i Skovlunde, hvor der vil være plads til cirka fem personer, alt efter sammensætningen. Også Møllens anneks i Ballerup, hvor der kunne bo fire personer, når der er indrettet f.eks badefaciliteter.

De sidste pladser er altså endnu uafklarede, men Ballerup Kommune vil i den kommende tid lede efter de billigst muligeindkvarteringer, der er samtidig indregnet den buffer i bevillingen, at der kan blive tale om midlertidig hotelindkvartering, hvis der ikke findes egnede boliger.

Efter planen ankommer der fem nye flygtninge om måneden til Ballerup i 2015, men de sidste af de tildelte 31 flygtninge ankommer måske helt frem til 1. februar 2016.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *