Fodboldpioner runder de 85 år
Ejvind-Thunø-1.jpg
Ejvind Thunø nyder stadig fodbolden fra sidelinien. Men ellers passer han haven og ser frem til at fejre sin halvrunde dag med familien. Foto: Flemming Schiller.
Rund dag Ejvind Thunø er institution i Ballerups fodboldliv. Nu ser han mest til fra sidelinien, men bolden ruller stadig i den nu 85-åriges liv.

Fodbold er for mange stærkt vanedannende. Både at være med til og at se på. Det kan Ejvind Thunø i den grad snakke med om. Han fylder 85 år i dag den 9. juli og har i over 70 år beskæftiget sig med fodbold på lokalt plan, dels som aktiv, men i særdeleshed som en del af arbejdet bag grønsværen.

Han begyndte som aktiv spiller i begyndelsen af 40’erne i det daværende BB 27, der senere kom til at hedde Ballerup Idræts Forening og senest BSF. Han måtte dog opgive den aktive karriere i 1949 på grund af en lungeinfektion, men fortsatte altså arbejdet som holdleder, i spillerudvalget og senere som bestyrelsesmedlem. Desuden var en han ganske aktiv i avisspalterne, hvor han i mange år skrev om den lokale fodbolds op- og nedture.

Igennem årene var han med til et utal af arrangementer og stævner, hvor han var med til at trække i trådene og arrangere og har også skabt flere forbindelser til f.eks Lindau i Tyskland og East Kilbride i Skotland.

Det er en herre med udsigt og indsigt, der nu runder de 85 år.

Passer huset

I dag er Ejvind Thunø ikke så aktiv i bestyrelsesarbejde i BSF længere. Nu er han mest på lægterne.

»Jeg har trukket mig fra BSF-bestyrelsesarbejdet. Nu er jeg kun i bankoforeningen, hvor jeg har været i 51 år. Men jeg kommer stadig til kampene, især hjemmekampene, hvor jeg har adskillige adgangskort. Det sker, at jeg misser en kamp indimellem, men jeg forsøger at være til alle hjemmekampe,« siger Ejvind Thunø, der efter eget udsagn er meget aktiv i hus og have, der skal passes.

På selve dagen er der ikke nogen konkrete planer, men alle er velkomne i hjemmet på Præstevænget, hvor han nok vil være klar til at tage imod, hvis nogen skulle finde på at kigge forbi og sige tillykke.

Lørdag er han så med familien på Ølstykke Kro, hvor de 35 gæster skal fejre den aktive og friske fodbold-nestor behørigt.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *