Motorvej indvies med manér
Motorvej-før-åbning-1.jpg
I en kommende weekend indvies den nye strækning på Frederikssundmotorvejen. Det sker med en masse aktiviteter på den endnu tomme vej søndag. Mandag morgen kører de første almindelige bilister på asfalten. Arkivfoto. Foto: Arkivfoto
På hjul Efter flere års anlæg bliver det nye stykke motorvej indviet i den kommende weekend.

Igennem flere år har Vejdirektoratet arbejdet på det nye fem kilometer lange stykke motorvej ved Smørum, der skal lede meget trafik udenom det trafikbelastede chokoladekryds ved Toms.

På søndag indvies det nye stykke motorvej så for fuld skrald. Samtidig med motorvejen åbner også Tværvej, og det er her, at Vejdirektoratet vil markere indvielsen af den nye motorvej.

Der vil være etableret en ’festplads’ ned ad Tværvej ved Smørum og der vil være adgang fra rundkørslen ved Kildedal Station. Her vil der være forskellige aktiviteter det meste af dagen med taler, udstillinger og lidt til smagsløgene.

På programmet er blandt andet en hoppeborg, køreture på motorvejen med amerikanerbilerne fra Bad Costum Car, Kroppedal Museum vil udstille oldtidsfund fra motorvejsudgravningerne og der vil være mulighed for at se de store biler fra Falck og Vejdirektoratet.

Desuden vil man kunne deltage i motorvejsløbet, der er arrangeret af løbeklubben SØAM. Her vil man kunne deltage i flere distancer på fem eller 12 kilometer samt en børnerute på to kilometer.

Løb og taler

Indvielsen begynder klokken 9 og en halv time senere begynder børne/familieløbet på to kilometer og klokken 10 skydes de to andre løb i gang. Det er også på det tidspunkt, at man kan køre i amerikanerbiler på den endnu tomme motorvej. Man kan få detaljer og melde sig til løbet på www.event4u.dk.

Klokken 12 byder anlægsdirektør Jens Holmboe fra Vejdirektoratet velkommen og der vil efterfølgende være taler af Egedals borgmester Willy Eliasen og Jesper Würtzen.

Klokken 12.30 vil de to borgmestre sammen med Albertslunds borgmester Steen Christiansen og Frederikssunds borgmester John Schmidt Andersen officielt indvi vejen hvorefter der er plads til events, udstillinger og til at få lidt at spise og drikke. Arrangementet slutter officielt klokken 13.30 hvorefter der skal ryddes op og gøres klar til at bilisterne kan indtage motorvejen mandag den 13. juli klokken 6 om morgenen.

Mange års graverier og nybyggeri er slut. Mandag er etape 2 af Frederikssundmotorvejen åbnet og når myldretiden igen indtræder i løbet af august, vil man kunne se, om effekten på eksempelvis chokoladekrydset er som planlagt.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *