Pilgrimsrejsen begynder i Ballerup
pilgrimsrute.jpg
De nye små skilte der viser, hvor pilgrimsruten gennem Ballerup er. Det tager omkring halvanden time at gå de seks kilometer pilgrimsvandring gennem Ballerup. Foto: Privatfoto
Vandretur Ballerup har fået seks kilometer opmærket pilgrimsrute som en del af det europæiske rute-netværk.

En seks kilometer lang rute er nu blev mærket op og gjort klar til at folk kan vandre pilgrimsruten i Ballerup. I samarbejde med Ballerup Kommune er vandrestien nu en del af det europæiske pilgrimsrute-netværk og dermed behøver man ikke at tage tusinder af kilometer væk for at vandre på en del af de populære ruter.

Med opmærkningen af pilgrimsruten gennem kommunen bliver en rød tråd gennem Ballerups historie endnu tydeligere. For pilgrimmenes skytshelgen er Sankt Jakob, som også Ballerup Kirke er knyttet til. Og pilgrimmenes symbol er den karakteristiske muslingeskal, som man også kan genfinde i Ballerups byvåben fra 1935.

I forenklet form genfindes muslingeskallen nu i de skilte, der som perler på en snor leder pilgrimsvandrere de ca. seks kilometer gennem Ballerup Kommune. Hvor ruten når et sted, hvor der kan være tvivl om den rette vej, finder det øvede øje hurtigt et af de små blå-gule skilte.

Ruten gennem Ballerup er kun en lille del af et helt net af ruter gennem hele Europa – alle ledende mod endemålet Santiago de Compostela i Nordspanien, der huser Sankt Jakobs grav og derfor har været mål for pilgrimme siden middelalderen.

Formanden har skiltet

Det er frivillige i Foreningen af Danske Santiagopilgrimme, der nu i fire år har arbejdet på at opmærke stierne i Danmark i samarbejde med kommunerne. På Sjælland går ruten fra Helsingør og bl.a. gennem Ballerup til Roskilde og videre mod syd og vest.

Ruten følger ikke nødvendigvis de århundredgamle pilgrimsveje, da mange af dem er blevet til rigtige veje og derfor ikke egnede vandreruter, forklarer foreningens formand, Vibeke Mørdrup.

Hun har selv været ude med skruetrækker og skilte i Ballerup og lover, at pilgrimsvandring er en særlig oplevelse:

»Man kobler af og får tænkt en masse, mens man går, og får oplevet naturen på en mere intens måde end ved at køre i bil eller cykle. Folk på pilgrimsvandring er også anderledes fortrolige over for hinanden – kristen eller ikke-kristen er der et fælles mål,« siger Vibeke Mørdrup.

Rute på rekordtid

Hvis man selv har fået lyst til at snuse til pilgrimsoplevelsen i mini-udgave, skal man afsætte cirka halvanden time til turen gennem Ballerup. Den første vejviser findes på kanten af Furesø Kommune ved skovbrynet i Jonstrup Vang. Herefter fortsætter turen ad Lundegårdsstien, gennem Ballerup forbi kirken, videre ad Centrumgaden over Hold-an Vej og Ballerup Boulevard gennem Hede-Magleparken og Haraldsminde til ruten forsætter ind i Albertslund Kommune.

Bemærk, at skiltningen er ”ensrettet” fra nord mod syd – så skiltene springer ikke i øjnene, hvis man vælger at tage turen den anden vej.

Hvis det giver appetit på mere pilgrimsvandring, er der yderligere information at hente på foreningens side santiagopilgrimme.dk, hvor man kan se mere om muligheder og ruter.

Melder lysten sig til at tage hele turen gennem Europa, så skal man afsætte et halvt år til det.
Pilgrimsruten skal i øvrigt ikke forveksles med to af Ballerups cykelruter, den 16 km lange Sankt Jacobsrute og den 12 km lange Kilderute, som også er grundigt afmærket med skilte.

1 kommentar om “Pilgrimsrejsen begynder i Ballerup”

  1. Vil prøve ruten i morgen!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *