Fuldt hus hos DTU
DTU-Martin-Vigild-copy.jpg
Bachelordekan på DTU Martin Vigild glæder sig over den stigende interesse for ingeniørfaget. Foto: DTU
uddannelse Et rekordstort antal ansøgere til DTU’s uddannelser betyder, at DTU må lukke samtlige uddannelsesretninger, på nær én, med adgangskvotient.

Ikke mindre end 2.041 nye studerende fik i sidste uge besked om, at de havde fået plads på deres ønskede uddannelse på DTU i Ballerup eller Lyngby. En fremgang der fordeler sig med stigning på seks procent på diplomingeniøruddannelsen og knap én procent på civilingeniøruddannelsen.

»Tallene sender et klart signal om, at både ingeniøruddannelserne og DTU er blevet mere populære hos de unge. Danmark har brug for flere ingeniører, og det er derfor også glædeligt at interessen for at blive ingeniør lader til at vokse,« siger bachelordekan Martin Vigild.

Skal have endnu flere studiepladser

Men der er stadig mange som søger og ikke kommer ind; unge mennesker som kunne blive gode ingeniører uden at de nødvendigvis har et gymnasiegennemsnit på ni eller derover, mener Martin Vigild og uddyber:
»Vi har på DTU set et stigende antal ansøgere i løbet af de sidste år, og den tendens glæder vi os over. Men faktum er, at vi som samfund kommer til at mangle 13.500 ingeniører og scient’er om 10 år, og den problematik er vi stadig nødt til arbejde aktivt med. Derfor vil vi til næste år arbejde på at oprette flere studiepladser, så endnu flere kan få deres førsteprioritet opfyldt.«

De mest søgte uddannelser på DTU har i år været ’Byggeri og infrastruktur’, ’Bygningsdesign’ og ’Softwareteknologi’ på diplomingeniøruddannelsen, hvor man på civilingeniøruddannelsen ser øget søgning på retninger som ’Kemi og teknologi’, ’Vand, bioressourcer og miljømanagement’ og ’Strategisk analyse og systemdesign’.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *