LSF fik 2-2 mod Vanløse
fodbold LSF havde set frem til weekendens kamp mod Vanløse, men nogle gange er forventningerne for store - og de blev heller ikke helt indfriet.

Der var lidt nervøsitet i starten fra begge hold og de første 10 minutter gik med at få organisationen på plads, og det så ud som om at Smørumdrengene have et lille overtag.

I det 12. minut gav gode kombinationer den første chance, da Marc Lind blev spillet fri. Men desværre lå bolden en anelse for langt fra ham, så det blev til et lille tjat, men ind ville bolden ikke.

I det 29. minut fik Vanløse et frispark ude i LSF’s højre side. Det blev effektivt ekspederet; et kort indlæg til forreste stolpe, hovedet på, og så stod det 1-0.

LSF-spillerne var tydeligt frustrerede, og det blev ikke bedre da Danny Riise så gult i det 29. og 39. minut – for så var det ud!

I anden halvleg blev der virkelig kæmpet og belønningen kom i det 61. minut, hvor Morten Larsen brillerede ved at sende en lang bold ind mellem Vanløses målmand og forsvar. Det så Marc Lind og han kom lige præcis foran Vanløses målmand – og selvom der blev lavet et frispark mod ham tog han smældet og lobbede bolden over målmanden – og så stod det 1-1.

Der blev kæmpet videre og trætheden begyndte at melde sig. Det høje pres på LSF’s bagerste kæde betød nogle gode kombinationer og desværre blev en Vanløsespiller spillet helt fri i det 84. minut, og så stod det 2-1.

Selvom Smørumdrengene var dødtrætte var der heldigvis enkelte dråber tilbage i tanken. I det 88. minut fik de et hjørnespark i højre side. En høj bold blev sendt ind i feltet af Emil Kjærsgaard og den blev snittet videre. Her stod Frederik Kragh og han tog bolden ned og kanonerede den ind i det lange hjørne til 2-2, et spark der også sikrede ham titlen som ’kampens spiller’.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *