Mongol Rally part 3: En uge i Iran
mongol-rally3-Bro-i-Esfahan-copy.jpg
»Naturen i landet er storslået. Store røde bjerglandskaber så langt øjet rækker og marker liggende i patchwork mønster. Der er store asfalterede veje, der fører én tværs over bjerge og sandede ørkener med små sand tornadoer,« fortæller Mia om sit møde med Iran. Dette billede er fra en bro i Esfahan. Foto: Mia Ansbjerg
Rejsebrev 3 Mia Ansbjerg fra Ballerup er en del af ’Team Strange Fellows’ i billøbet Mongol Rally 2015. Sammen med tre andre skal hun køre 15.000 kilometer fra London til Sibirien i en Renault Clio. Her er tredje del af turen:

»Hello, how are you? Where are you from?« Konstant bliver man afbrudt i sine egne tanker og mødt af et smil og et vink. »Welcome to our country.« Det er Iran, og det var fantastisk.

Team Strange Fellows har nu indtaget Mellemøsten. Ikke på den krigeriske måde selvfølgelig, men med fire hjul på asfalten og pedalen trykket godt ned.

Iran blev land nummer 13 i bogen, og det blev i alt til syv oplevelsesrige dage i landet. Intet mindre end 2300 kilometer blev tilbagelagt, og her skal det tilføjes, at kun fire dage var køredage.

mongol-rally3-Bil-på-vej-til-Tehran-copy

Ikke ferie men eventyr

Mongol Rally er ikke for hvem som helst. Når du tilmelder dig, er der mange advarsler om, at det ikke er en ferie, men et eventyr. Der er ingen kære mor, og kommer du i problemer, er du fuldt ud afhængig af dig selv, dit team og de andre hold, som man eventuelt har valgt at køre i konvoj med.

Lægger man tidspres på grund af visumregler samt pengeproblemer på grund af sanktioner fra de udenlandske banker oven i, så har man svaret på, hvad et ægte eventyr går ud på. Og Iran gav os det hele.

I eventyr ved man aldrig helt, hvordan det ender, før man har læst slutningen, og selv om der er mange forhindringer for hovedpersonen på vejen, har man altid en forventning om, at det nok skal gå godt til sidst! Og i dette tilfælde endte det også godt for Team Strange Fellows.

mongol-rally3-Moske-i-Esfahan-copy

Iran lykkedes

I de 23 dage, hvor løbet har kørt, har teamet mødt medgang og modgang. Otte hold har nået mållinjen i Sibirien allerede, men mere end det dobbelte har måtte smide håndklædet i ringen.

Hjulene på en Porsche er gået i brand og har udbrændt bilen, en anden bil er tippet over og er blevet totalskadet. Det er barske vilkår, der venter, og ikke alle er stærke nok til at klare mosten.

Mottoet for løbet lyder: ’Hvis intet går galt, er alting gået galt’, men teamet har spurgt sig selv om, hvad hvis alting rent faktisk går galt?

Den følelse har ramt mig et par gange. Uden pas eller visum har jeg måttet løbe rundt mellem Borgerservice og ambassader for at få det hele til at gå op i en højere enhed. Iran har stået højt på ønskelisten siden starten af løbet, men med begge ben solidt placeret i Danmark og uden visum til Iran, så drømmen om syv dages eventyr meget sort ud.

Da to af holdkammeraterne kommer fra England, er der strenge regler for dem, når de vil besøge Iran. De skal vises rundt af en guide under hele deres ophold og bo på hotel, så man altid ved, hvor de er. Derfor valgte hele teamet at bruge denne løsning.

Om det var held i uheld er svært at svare på, men da jeg ringede til guiden for at afbestille mit ophold, forsikrede manden mig om, at jeg med mit danske pas kunne rejse til Iran og få et visum ved ankomsten i lufthavnen.

Uden invitation, uden godkendelseskode fra regeringen, uden returbillet og kun med et telefonnummer til en mand, som jeg aldrig har mødt, bookede jeg flybilletten til Iran fredag aften.

Lørdag morgen stod jeg med begge ben i 40 graders varme på iransk grund.

mongol-rally3-Vejskilt-til-_-copy

Smukke kvinder

På trods af en del rejseerfaring i rygsækken var denne rejse den mest nervepirrende nogensinde. At rejse til et land man ikke kender reglerne ordentlig i, uden de rigtige papirer og uden den fjerneste anelse om korrekt etikette, var faktisk ubehageligt. Jeg kan godt lide at forberede mig ordentligt, så det var svært at få sovet natten forinden.

Flyet skulle mellemlande i Istanbul og som den eneste sad jeg parat med tørklæde viklet akavet rundt om hovedet inden flyet skulle videre til Iran. De unge piger kiggede smilende på hinanden og så på mig. Ingen havde tørklæde på! Fra det øjeblik indså jeg, at iranere er et meget afslappet folkefærd.

Da vi landede på iransk jord iførte kvinderne sig smukke tørklæder i forskellige farver, og der bliver prøvet grænser af, tør jeg godt sige! Mørkt bølget hår hænger løst ned ad kvindernes kinder og specielt de unge piger har tørklædet hængende løst over knolden i nakken. Kvinderne er topstylede og smukke. Selv lignede jeg en pose kartofler i mit alt for store tøj.

Hverken familie, venner eller Team Strange Fellows vidste, at jeg var i Iran, så det var et glædeligt gensyn, da jeg pludselig dukkede op på hotellet. Teamet var træt efter at have krydset grænsen til Iran fra Armenien. Et gedemarked, der tog ni timer. Pas, der skal tjekkes, og forsikringspapirer til bilen, der skal godkendes. Iran er uden tvivl den sværeste grænse, som teamet kommer til at krydse.

mongol-rally3-Gruppebillede-i-Esfahan-copy

Afslappede iranere

Naturen i landet er storslået. Store røde bjerglandskaber så langt øjet rækker og marker liggende i patchwork mønster. Der er store asfalterede veje, der fører én tværs over bjerge og sandede ørkener med små sand tornadoer. De 800 kilometer, som jeg fik lov til at køre fra det nordlige Iran til byen Esfahan, var alt andet end kedelige.

Teamet var trætte på den strækning. Dagen forinden var jeg løbet ind i en iransk mand på gaden, der var nysgerrig efter, hvem jeg var, og hvad jeg lavede i Iran. Før jeg vidste af det, kørte jeg rundt i bil sammen med hans kæreste og en ven. Den ene time tog den anden og med gåtur i parken og klatring på bjerg, blev det besluttet at ende dagen med barbecue i deres lejlighed.

Hele teamet var samlet, tørklæderne røg af og der kom vist også en enkelt vodka på bordet. Det var en fantastisk aften, og jeg siger det gerne igen: iranerne er et meget afslappet folkefærd.

Det var lange dage på de iranske veje, når teamet bevægede sig mellem byerne, men med alle de glade smil, vink og dyt man fik med på vejen, føltes det ikke så galt igen. En bil kørte tæt på rallybilen foran os. Han ville bare give dem frugt. En anden bil gav tegn til stop. En pige sprang ud, stak sin mobiltelefon i hånden på drengene fra vores team, så hun kunne få billeder med pigerne, bilen og hende selv. Et andet team var på spanden, da det ikke er muligt at hæve penge i Iran og de havde måtte betale det hele ved grænsen. En familie inviterede dem ind og gav dem husly.

Der er ingen grænse for gæstfriheden i Iran. Det er helt overvældende.

mongol-rally3-Bazar-i-Tehran-copy

En skjult perle

Iran præsenterede os for tre byer: Tabriz, Esfahan og Tehran. Alle helt forskellige med hver deres charme. Esfahan er en del af UNESCO’s verdensarvsliste med sine store gamle moskeer, broer og bazarer. Tehran er travl og moderne med ungdom og liv. Der er noget for en hver smag. Og hvis det ikke er nok for dig, så tag til Iran for at møde folket.

Et folk, der er serviceminded og gør en dyd ud af at hjælpe hinanden. Et folk, der undskylder, når en tolder i lufthavnen ikke er til at finde eller kommer med en stol, når man sidder på gulvet og oplader sin computer. Et folk, der er interesseret i, hvem du er og hvad du laver, uden at der er en bagtanke bag. Et folk med humor, stil og en stor respekt for dig.

Så lov mig, hvis du nogen sinde besøger Iran, så udvis den samme respekt over for dem, som de udviser for dig. Et uspoleret sted, hvor turismen ikke har overtaget, og hvor det europæiske stress og jag endnu ikke har indtaget. Det er en skjult perle, så lad være med at sig det til alle de andre.

Følg turen

I næste kapitel følger vi Team Strange Fellows videre færden, når de udforsker de lande, der slutter med ”stan”. Mia er dog kortvarigt tilbage i Danmark, hvor hun vil forsøge at få visum til Rusland inden hun endelig er tilbage i bilen i Tadsjikistan.
Følg med her: Mia i Mongol Rally

mongol-rally3-Baby-i-Esfahan-copy mongol-rally3-Bro-i-Esfahan-2-copy mongol-rally3-Clio-på-vej-til-Tehran-copy mongol-rally3-Esfahan-bazar-copy mongol-rally3-Fremmed-og-Ross-i-Tehran-copy mongol-rally3-Mia-sammen-med-par-fra-Tabriz-copy mongol-rally3-Moske-i-Esfahan-2-copy mongol-rally3-Parkeringsplads-på-hotel-i-Tehran-copy mongol-rally3-Venter-på-et-andet-team,-på-vej-til-Tehran-copy

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *