Politi uge 36
døgnrapporten Her er sidste uges døgnrapport fra Københavns Vestegns Politi:

Indbrud i kælderrum i Ballerup

I perioden 18. til 24. august har der været indbrud i flere kælderrum i højhuset på Bispevangen. Politiet har modtaget syv anmeldelser fordelt på dagene fra 22. til 25 august, men i følge beboere derude er der tale om flere kælderrum. Disse er dog ikke blevet meldt til politiet.

Betjente var derude den 23. august, hvor beboere viste dem forskellige effekter – blandt andet et stemmejern fundet i kælderen. Men de kunne dog ikke påvises som indbrudsværktøj, oplyser lederen af lokalpolitiet i Ballerup, Lars Lypart.

 

To villaindbrud

Torsdag den 3. september mellem klokken 10.25 og 16.25 var der indbrud i en villa på Kringholmen i Herlev. Gerningsmanden brød et værelsesvindue op og stjal blandt andet elektronik fra hjemmet.

Søndag den 6. september var der igen indbrud i en villa i Herlev – denne gang på Grønsvinget, hvor der mellem klokken 09.20 og 17.25 var ubudne gæster.

Her var gerningsmanden brudt ind gennem et vindue i bryggerset og havde blandt andet stjålet kontanter.

 

Knive i bilen – og intet kørekort

Torsdag den 3. september klokken 19.34 stoppede en politipatrulje en personbil på Linde Alle i Ballerup.

Føreren, en 19-årig mand fra Skovlunde, var ikke i besiddelse af et gyldigt kørekort og blev sigtet for at køre uden førerret.

Derudover havde han en ulovlig kniv på sig og blev sigtet for overtrædelse af våbenloven. Han erkender begge sigtelser.

Det viste sig at passageren i bilen også havde en ulovlig kniv på sig, og han blev derfor også sigtet for overtrædelse af våbenloven. Samtidig blev han sigtet for at være i besiddelse af euforiserende stoffer. Han erkendte også begge sigtelser, oplyser Købehavns Vestegns Politi.

 

Tyveri fra varebil

I tidsrummet fra torsdag den 3. september klokken 21 til fredag den 4. september klokken 06.30 var der indbrud i en varebil på Skinderskovvej i Herlev. Gerningsmanden knuste højre bagrude og stjal blandt andet diverse værktøj.

 

Tyverier i Ballerup Centret

Lørdag den 5. september var der lomme- og tasketyve på spil i Ballerup Centret. I tidsrummet 11.30 til 12.15 gik det ud over en 58-årig kvinde, der uden at opdage noget fik stjålet sin pung fra indkøbsnettet i indkøbsvognen.

Klokken 15.45 var det så en 38-årig kvinde, der var uheldig. Hun var inde for at prøve tøj i en sportsforretning og forlod et øjeblik prøverummet. Da hun kom tilbage var hendes taske væk.

 

Spirituskørsel i Ballerup

Lørdag den 5. september klokken 20.15 stoppede en politipatrulje en personbil på Ring 4 ved Ballerup, da føreren ikke havde tændt for bilens kørelys.

Føreren, en 29-årig kvinde fra Holbæk, blev skønnet påvirket af alkohol, hun blev anholdt og kørt til blodprøve på Gladsaxe Politistation. Hun erkender sigtelsen.

 

Flere nummerpladetyverier

I løbet af sidste uge har nummerpladetyve haft travlt i Ballerup og Måløv. Hele syv anmeldelser har politiet fået fra folk, der han fået stjålet nummerpladerne fra deres parkerede biler.

Ballerup Lokalpoliti opfordrer alle til at få skruet deres nummerplader fast – det bliver i øvrigt lovpligtigt fra 1. november.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *