Onkel Reje og alle ungerne
onkel_reje_30-copy.jpg
Onkel Reje hælder saftevand ud af ørerne og Niller skal smage - til stor jubel for børnene i salen. Foto: Flemming Schiller
Børneklubben Søndag den 30. august var der åbningsfest for Ballerup Børneklub i Baltoppen LIVE.

»Prutte prutte prutte prutte, prutte er et dejligt ord. Prutte prutte prutte prutte, jeg har lært det af min mor. Prutter det er sjovt, for prutter er forbudt, og det er ikke flovt, når røven siger trut. Prutte prutte prutte prutte, prutte er et dejligt ord.«

Min fireårige kan slet ikke sidde stille på stolen af bar begejstring over den latrinære topunderholdning fra scenen i Baltoppen LIVE.

Billedgalleri: Åbningen af Ballerup Børneklub

Det er søndag formiddag og åbningen af Ballerup Børneklub bliver markeret med en festlig optræden af børnenes yndlingsonkel – DR Ramasjangs helt egen ’Onkel Reje’.

Med rødmossede kinder, sørøverhat og viltert hår og skæg indtager han scenen med elguitar og hans uundværlige pibe i mundvigen.

onkel_reje_37-copy

Ungerne klapper og griner, da hans hjælper på scenen Niller er forsvundet, men selvfølgelig indfinder sig i samme sekund Onkel Reje er gået bag scenen for at lede efter ham. Men sjovest af alt er nu og engang prutter. Og dem er der nok af i Onkel Rejes show, der er befriende politisk ukorrekt og rammer helt plet hos det unge publikum.

Fuldt hus til åbningsfesten

Ballerup Børneklub er for alle 0-6-årige i Ballerup og omegn. Det er Ballerup Bibliotek, Baltoppen LIVE, og Baltoppen Bio, der er gået sammen om at skabe denne nye børneklub, som byde på masser af sjove arrangementer i lokalområdet – og rabatter på forskellige børneforestillinger i Baltoppen.

På nuværende tidspunkt er 280 børn meldt ind i klubben, der kom godt fra start med en total udsolgt åbningsfest i Baltopppen LIVE.

250 børn og forældre var mødt op til sjov og ballade med Onkel Reje. Inden selve showet var der morgenmad, ansigtsmaling, balloner og mulighed for at lave sit helt eget badge med farvet papir, tusser og glimmerlim.

Det var en stor succes og allerede før dørene åbnede klokken 10 stod en lang slange af klapvogne blandet med små og store mennesker i kø for at komme ind.

»Det er gået over al forventning og vi har fået megen ros fra familier for arrangementet,« fortæller Pauline P. Raff fra Ballerup Bibliotek.

Mormødre med lange tasker

På scenen får Onkel Reje liret et hav af skjulte voksenvitser af – fint flettet ind i det ellers børnevenlige show.

»Er der nogle mormødre til stede,« spørger han ud i salen.

Men der er ikke rigtig nogen der tør melde sig – af frygt for hvad det utilregnelige fjolleonkel kan finde på.

onkel_reje_20-copy

»I ved godt hvordan en mormor ser ud ik?,« spørger han.

»Det er sådan en dame med meget lange tasker,« tilføjer han.

Og både børn og voksne griner – forhåbentlig med helt forskellige billeder på nethinden.

Han får også leveret anti-bade-klassikeren, som i hvert fald er meget populær hjemme hos min tre- og fireårige:

»Jeg kan ikke li’ at gå i bad, jeg kan ikke li’ at gå i bad. Jeg lugter og er ligeglad, for jeg kan ikke li’ at gå i bad,« skråler han i kor med flere af unge fans omkring scenen.

I kø for en selfie med Onkel Reje

Som prikken over i’et på en herlig børnefestlig formiddag tager Onkel Reje sig god tid til at hilse på alle børnene efter showet, hvor man kan få taget et billede sammen med ham. Og det er populært.

Efter mange lange minutter bliver det også vores tur, og begge unger får en flyvetur af den sjove onkel mens mor fotograferer. Siden har alle, der har mødt vores børn, fået lov til at beundre de to laminerede billeder af Onkel Reje med en unge på hver arm.

Jo, Ballerup Børneklubs åbningsfest var et hit.

onkel_reje_41-copy

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *