Mongol Rally part 5: På eventyr i Tadsjikistan
Mongol-Rally-part-5-4-copy.jpg
Rejsebrev 5 Mia Ansbjerg fra Ballerup er en del af ’Team Strange Fellows’ i billøbet Mongol Rally 2015. Sammen med tre andre skal hun køre 15.000 kilometer fra London til Sibirien i en Renault Clio. Her er femte del af turen:

Skrat, brum og så et stort brag efterfulgt af en lyd, der umiskendeligt mindede om en udstødning, der blev flået af. Mongol Rally bider for alvor tænder og Team Strange Fellows har de sidste par dage været i duel mod Pamir Highway i Tadsjikistan. Det er ikke for tøsedrenge og pattebørn, og det er i hvert fald heller ikke for små Renault Clio’er.
Dog er stillingen Clio 1, Pamir Highway 0.

Tadsjikistan viste sig at være en stor mundfuld. Vi førsøger i øjeblikket at nå Mongoliet inden vores visum udløber. En langt større udfordring, end vi lige havde forudset.

Teamet blev genforenet i hovedstaden Dushanbe i Tadsjikistan og vi brugte de første par dage på at gøre den lille bil klar til strabadserne. Tid, der viste sig at være vel spenderet.

I samme ombæring blev 10 timer på den lokale politistation også prøvet af, da en af drengene fra Team Mongol Story (som Team Strange Fellows følges med, red.) fik stjålet sin iPhone. Et politisystem, der ikke fungerer overhovedet, kombineret med dovne politimænd. En oplevelse teamet gerne havde været foruden.

Det er efterhånden ved at blive en kliché, men intet går helt som planlagt. De tre dage, som var beregnet til at tilbagelægge de mange kilometer i Tadsjikistan, udviklede sig til 10. Det kan ikke understreges nok, at det er naturen, der hersker på disse kanter.

Lige på grænsen

M41, som til dagligt går under navnet Pamir Highway er en ’’motorvej’’, der snor sig gennem bakkede landskaber omringet af gigantiske bjergtoppe og om sommeren er nogle af disse veje oversvømmede. Ruten fungerer som forsyningsvej til de omkringliggende lande, og er derfor en vigtig del af Centralasien.

Allerede på vej ud af hovedstaden mødte vi de første problemer. Bilen blev ved med at overophede, når det gik op ad bakke. Tre andre teams var med i konvojen og første dag blev der kun tilbagelagt omkring 150 kilometer. Vejene var gode i starten. Asfalterede, men dog lange.

Det spændende og nervepirrende ved første halvdel af Pamir Highway er, at den løber på grænsen til Afghanistan. Kun med en flod til at opdele de to lande. Vi var ikke klar over, hvor tæt vi egentlig befandt os på grænsen, før vi forsøgte at slå lejr klokken 2 om natten midt i grænsezonen mellem de to lande.

Bevæbnede tadsjikiske soldater gelejdede os hurtigt væk fra området. Heldigvis med et smil i stedet for en kugle for panden.

Næste morgen var der dog nye boller på suppen, da vi blev vækket med et riffelskud. Flere bevæbnede soldater spankulerede rundt i lejren, og først da vi bevægede os halvsovende ud af teltene opdagede vi grunden. Afghanistan var kun et stenkast væk, og som grænsesoldater var deres opgave at få os væk så hurtigt som muligt.

En tidlig morgen ved daggry, hvor alle langsomt er ved at vågne op til dåd, er det svært at forestille sig, at der overhovedet kan foregå farlige handlinger i Afghanistan i øjeblikket. Alt åndede fred og idyl.

Umuligt terræn

Senere på ruten fik vi adgang til et lokalt tadsjikisk/afghansk grænsemarked, hvor alt fra grøntsager til beklædning udveksles. Lokale afghanere med turban og kvinder klædt i smukt dekorerede blå burkaer spankulerede rundt imellem traditionelt klædte tadsjikere med høje hvide hatte, der minder om te-varmere. En helt unik og interessant oplevelse, der kun gav endnu mere blod på tanden for en dag at se Afghanistan indefra.

Landskabet ændrede sig hurtigt fra varme frodige omgivelser med små byer og butikker på vejen til kolde, snedækkede bjergtoppe og veje, som selv en russisk jeep ville takke nej til.
Vi indså da, at vi var kørt forkert!

På grund af de mange oversvømmelser i sommerens løb var vi blevet rådet til at køre gennem Wakhan Valley i syd. Et eftersigende eventyrligt smukt område, men dog meget længere rute til Kirgisistan. Ufrivilligt fik vi skiftet kurs og endte i stedet for i Rushkala. En meget kortere rute på et kort, men et fuldstændig umuligt terræn. Bakkede veje med sten på størrelse med kampesten, som rev de små dukkebilers undervogne til plukfisk.

Tre broer måtte vi genopbygge ved hjælp af sten og træstumper. Og to større knæhøje vandløb blev forceret på bedste vis. Her stod bremserne af på Team Mongol Story, som var del af konvojen, hvilket resulterede i, at de måtte fires ned ad bjergskråninger med slæbereb.

For enden af bjerget døde koblingen på en anden bil. De små maskiner smuldrede mere og mere dag for dag.

En af dagene blev der kun tilbagelagt 35 kilometer på ni timer, og oftest bestod dagene kun af ét enkelt måltid bestående af en pakke nudler.

Der var frost på teltene om morgenen og is i opvasken. Det har været nogle helt fantastiske dage i den barske natur.

Hjulet eksploderede

Da konvojen nåede tilbage på ruten og ind i de større byer blev lokale mekanikere sat i sving, som et andet operationshold med en bypass-patient. Det er utroligt, hvad de kan udrette med så få midler!

Menneskene i området er gode som dagen er lang og uanset, hvor du kommer hen mødes du af et smil. Væk fra al moderne kommunikation, som dog findes i området, men benyttes meget sjældent, mærkes denne nærhed endnu mere tydligt end ellers. Pamir området er eventyrligt, og det er klart anbefalelsesværdigt for enhver med mod på eventyr.

Med kurs mod grænsen lugtede Clio’en pludseligt mærkeligt, og med røg fra baghjulet holdt vi ind til siden. Venstre baghjul var eksploderet og fuldstændig lavet om til hullet gummi.

Teamet blev på mirakuløst vist mødt af de tre samme mekanikere, som havde bragt de andre biler i konvojen tilbage til livet. De skiftede hjulet og satte nyt dæk på fælgen og inviterede os herefter over til et glas vodka.

I en firehundrede hestes brandert forlod vi dem igen med gode minder og i højt humør.
Nu er vi i Kirgisistan, hvor der arbejdes på at anskaffe visum til Kasakhstan.

Læs de øvrige artikler fra turen her: Mongol Rally

Mongol-Rally-part-5-(3)-copy Mongol-Rally-part-5-(5)-copy Mongol-Rally-part-5-(6)-copy Mongol-Rally-part-5-(7)-copy Mongol-Rally-part-5-(8)-copy Mongol-Rally-part-5-(9)-copy Mongol-Rally-part-5-(10)-copy Mongol-Rally-part-5-(11)-copy Mongol-Rally-part-5-(12)-copy Mongol-Rally-part-5-(13)-copy Mongol-Rally-part-5-(14)-copy Mongol-Rally-part-5-(15)-copy Mongol-Rally-part-5-(16)-copy Mongol-Rally-part-5-(17)-copy

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *