Lokalpolitiet lukker skranken
Politi Den lokale politistation lukker for personlig betjening. Fremover skal borgerne ringe direkte til politiet, hvis de vil tale med dem - eller benytte internettets mange muligheder for selvbetjening.

Lokalpolitistationen på Linde Allé 7 i Ballerup har lukket helt ned for personlig betjening. Indtil nu har borgere haft mulighed for at henvende sig i den meget begrænsede åbningstid hver torsdag klokken 16 til 18, men det er nu ikke længere en mulighed, fortæller Gitte Larsen fra lokalpolitiet:

»Det kræver simpelthen for mange ressourcer at skulle holde åbent hver torsdag. Vi binder minimum to mand til skranken i den tid – og de ressourcer vil vi meget hellere bruge på anden vis, nemlig ude på gaderne og i lokalområdet, hvor de gør meget mere gavn,« siger hun.

De opgaver betjentene løser i de to timer torsdag eftermiddag er af ren administrativ karakter som for eksempel at printe straffeattester til borgere. Men langt det meste kan faktisk klares på nettet i dag, forklarer Gitte Larsen:

»Alle borgere kan i dag selv bestille deres straffeattester på nettet ved hjælp af NemID i deres digitale postkasse, så det er faktisk meget nemt.«

Tyveri, hærværk og andre henvendelser kan også klares via ’borgerservice’ på politiets hjemmeside www.politi.dk.

Hvis man er meget usikker på nettet, må man i stedet en tur til Gladsaxes politistation, der stadig har åbent torsdag fra 16 til 18 eller helt til hovedkvarteret for Københavns Vestegns Politi i Albertslund, hvor der er døgnåbent.

Stadig liv på stationen

Selvom den lokale politistation i Ballerup lukker for personlig betjening er der stadig liv i lokalerne og politi i byen.

»Der er ikke nogen, der skal blive nervøse over, om der så kommer til at være mindre politi i området. Det er slet ikke tilfældet. Vi fortsætter med samme bemanding. Det er kun åbningstiden, der forsvinder. Vi vil hellere ud og møde folk end at sidde fastlås på stationen, så det handler udelukkende om, at vi får frigjort politifolk til at komme ud på gaden i stedet for at sidde på stationen de to timer hver torsdag,« understreger Gitte Larsen.

Mange numre til politiet

Hvis man har brug for politiet er der flere måder at få fat på dem – og forskellige numre alt efter hvad henvendelsen drejer sig om.

Hvis man har akut brug for hjælp skal man naturligvis ringe 112. Hvis man blot har brug for information eller vil indgive en anmeldelse eller komme med et tip kan man i stedet ringe 114, som er politiets landsdækkende servicenummer – eller man kan ringe direkte til Københavns Vestegns Politi på det sædvanlige hovednummer: 43 86 14 48.

Men hvis man vil have direkte kontakt til lokalpolitiet i Ballerup er der også mulighed for det. Vi har samlet en liste med navne og telefonnumre på de enkelte betjente, som er knyttet til bestemte områder i kommunen, herunder:

Kontakt til lokalpolitiet

Grantoften:
Ole: 72 58 74 02
Ditte: 72 58 05 56

Hede-Magleparken:
Sonny: 72 58 96 50
Christian: 72 58 05 55

Måløv:
Anne: 72 58 74 07
Tom: 72 58 74 11

Skovlunde:
Tom: 72 58 74 00
Dick: 72 58 77 71

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *