Naturen skal være lidt mere vild
vild-natur-2-copy.jpg
Første ’’vilde plet’’ er i Damgårdsparken bag rådhuset, hvor naturteamet har samlet de mange nedfaldne grene og smidt dem oveni et stort brombærkrat, der nu skal være et endnu bedre spise- og gemmested for smådyr og planter. Foto: Benny W. Jakobsen
grene Ballerup Kommune vil lade grenaffald og andet dødt ved ligge i naturen i stedet for at lave det om til flis.

Når storm, blæst og voldsom sne får grene og træer til at knække som tændstikker plejer kommunens folk at indsamle grenaffaldet og hakke det til flis. Men som noget nyt er park- og naturteamet begyndt at eksperimentere med andre og mere ’’vilde’’ måder at rydde op på.

»Som vi lige har oplevet – først med det voldsomme snevejr og derefter stormen Gorm – var der mange steder, hvor træer og grene knækkede. Vores førsteprioritet i sådanne situationer er selvfølgelig hurtigst mulig at få fjernet alt det, der kan være til fare for mennesker,« fortæller kommunens biolog Benny W. Jakobsen.

Men mange steder kan de nedfaldne grene og væltede træer faktisk gøre rigtig god gavn for både plante- og dyreliv, og derfor skal det ikke bare per automatik smides i flishakkeren.

Vilde med vilje

»De steder hvor det giver mening og ikke ligger i vejen, vil vi lade det døde ved ligge. Det danner levegrundlag for langt flere planter og dyr som kan gemme sig i krattet. Vi kan godt være lidt mere ’’vilde med vilje’’,« siger Benny W. Jakobsen.

Som eksempel nævner han Damgårdsparken bag rådhuset, hvor park- og naturteamet allerede har lavet de første blivende kvasdynger af nedfaldne grene, som de har samlet sammen og smidt oveni et stort brombærkrat.

»Det er jo ikke Rosenborg Slotshave og vores parker behøver ikke kun bestå af plyssede græsplæner,« siger Benny W. Jakobsen og understreger at det naturligvis kun bliver på områder, hvor grene og kvas ikke ligger i vejen.

»Det er den vej vi vil gå – at blive lidt mere vilde i naturen i stedet for bare at slå det hele ned. For det der måske lige umiddelbart er ’’affald’’ for os mennesker er altså rigtig gode levesteder og føde for andre planter og smådyr,« tilføjer han og forklarer at kvasbunkerne med tiden vil blive nedbrudt af mikroorganismer og svampe og dermed indgå i naturens store kredsløb.

vild-natur-(1)-copy

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *