Politi uge 50
døgnrapporten Her er sidste uges døgnrapport fra Københavns Vestegns Politi:

Kørsel uden førerret i Ballerup

Lørdag den 12. december klokken 01.15 standsede en politipatrulje en personbil på Hedeparken. Det viste sig at føreren kun var 16 år og havde derfor ikke et gyldigt kørekort. Han blev sigtet for at køre uden førerret. Han erkender sigtelsen.

 

Forsøg på tricktyveri i Ballerup

Fredag den 11. december klokken 14.30 blev en 93-årig kvinde udsat for forsøg på tricktyveri i sit hjem på Klokkerhaven i Ballerup.

En gerningskvinde kontaktede den 93-årige under påskud at være fra hjemmeplejen og skulle tjekke hendes arm. Den 93-årige syntes det hele var lidt mærkeligt og sagde, at hun ville kontakte sin nabo. Herefter forsvandt gerningskvinden med det samme.

Hun beskrives som: Kvinde, udenlandsk, ca. 25 år, ca. 170 cm høj, slank kropsbygning, langt mørkt hår. Hun var iført en mørk jakke og lange mørke bukser.

Københavns Vestegns Politi modtager gerne oplysninger fra vidner eller andre i sagen. Henvendelse kan ske i dagtimerne på hverdage til Jesper Siholte Hansen på telefon 72 58 96 55 eller døgnet rundt på telefon 43 86 14 48.

 

Forsøg på tricktyveri i Ballerup

Fredag den 11. december klokken 11.15 forsøgte en gerningskvinde at begå et tricktyveri mod en 89-årig mand på hans bopæl på Kornvænget i Ballerup.

Gerningskvinden skaffede sig adgang til boligen under påskud at være fra hjemmeplejen, hun sagde at mandens arm skulle testes for bakterier, hvorpå hun vaskede armen og satte et plaster på.

Hun gik ud på gangen og rodede i en kommode, men da hun ikke fandt noget, gik hun tilbage til manden, fjernede plasteret og gik herefter fra lejligheden.

Der er et sparsomt signalement af gerningskvinden, der beskrives som: Kvinde, ca. 160 cm, almindelig kropsbygning, og hun var iført sorte lange støvler.

Københavns Vestegns Politi modtager gerne oplysninger fra vidner eller andre i sagen. Henvendelse kan ske i dagtimerne på hverdage til Jesper Siholte Hansen på telefon 72 58 96 55 eller døgnet rundt på telefon 43 86 14 48.

 

Tricktyv narrede 94-årig

Onsdag den 9. december klokken 11.41 blev en 94-årig kvinde udsat for et tricktyveri i sin lejlighed på Sennepshaven i Herlev. En ukendt mand kontaktede hende og fortalte, at han skulle besigtige lejligheden for vandskader.

Den ældre kvinde lukkede ham ind i lejligheden, hvor han gik rundt og lyste med en lygte. Han forlod derefter lejligheden, men kom tilbage cirka fem minutter senere og stjal den 94-årige kvindes pung fra hendes håndtaske.

Gerningsmanden beskrives som: Mand, anden etnisk udseende end dansk, 25-30 år, cirka 170 centimeter høj, almindelig kropsbygning, sort kort hår, mørke øjne. Han var iført brunt tøj.

Københavns Vestegns Politi modtager gerne oplysninger fra vidner eller andre i sagen. Henvendelse kan ske i dagtimerne på hverdage til Jesper Siholte Hansen på telefon 72 58 96 55 eller døgnet rundt på telefon 43 86 14 48.

 

Mindre færdselsuheld i Måløv

Tirsdag den 8. december klokken 16.35 skete der et mindre færdselsuheld på Måløv Byvej ved et lyskryds.

Den ene bilist foretog en u-vending i krydset og kørte derved frem for ubetinget vigepligt og blev påkørt af en anden bilist. Der skete ingen personskader ved uheldet, oplyser Københavns Vestegns Politi.

 

Bilist ramte cyklist i højresving

Mandag den 7. december klokken 08.10 skete der et mindre færdselsuheld på Egebjergvej, hvor en bilist påkørte en cyklist ved et lyskryds.

Bilisten foretog et højresving ind foran cyklisten, som blev ramt ved dette. Der skete ingen personskader ved uheldet, oplyser Københavns Vestegns Politi.

Bilisten blev sigtet for at overtræde sin vigepligt.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *