Træt af reformen
Debat Folkeskolereformen er noget bras. En bunke skrald er blevet smidt i hovedet på os elever.

Vi går i skole til senere på eftermiddagen, hvilket betyder at vi har mindre fritid og tid til for eksempel sportsaktiviteter.

Jeg går i ottende klasse, og jeg savner en følelse af frihed. Jeg har i flere år undret mig over, hvorfor de ikke lytter til os. De kan åbenbart ikke se, at reformen ikke fungerer. Livet er altså andet end skole, og man lærer lige så meget i fritiden som man gør i den daglige undervisning.

En gennemsnitlig skoleelev skal være i skole i 11.000 timer fra 0. til 9. klasse – det er uden tvivl noget af det højeste i verden – før reformen var det 8.000 timer. Hvorfor?

Hvorfor kan politikere og deres kontorarbejdere, der sjældent befinder sig på en skole, få lov til at bestemme det? De har ingen anelse om hvordan det føles at gå i skole nu til dags.

Jeg er ikke lavet til at sidde ned på en stol i 7½ time om dagen og lytte til en lærer, som plaprer om alverdens begreber, som jeg ikke skal bruge i resten af mit liv, og som samtidig kaster os elever rundt som basketbolde.

Undervisningen skal koordineres bedre, der skal være mindre uro, lektiepresset er for højt og listen fortsætter. Folkeskolereformen har ikke ændret noget positivt, hvilket er et kæmpe nederlag ifølge min mening.

Hvornår lytter de til os? Der skal jo også være tid til at være barn.

6 kommentarer om “Træt af reformen”

  1. Rene siger:

    Jeg som forældre til et barn i 7 klasse kan kun give dig ret, og da det er mit ansvar at opdrage mit barn, vil jeg give reformen en lang næse og tager mit barn fri så hun kan passe sin sport og sit fritidsliv når der er behov for dette.

  2. Niels Dybdahl siger:

    Skolereformen blev i sin tid udarbejdet på grundlag af ønsker fra Danmarks Lærerforening. Politikerne troede at lærerne vidste hvad der var godt for eleverne og at de dermed “lyttede til brugerne”. Men desværre glemte de at teste om reformen virkede efter hensigten før de satte den i drift over hele landet. Det må man aldrig gøre, men det sker igen og igen på skoleområdet.

  3. Rene siger:

    Ballerup Kommune bør gå i front lige som Frederiksberg og få søgt om dispensation om fritagelse af lektie cafe samt uu undervisning, det giver ingen mening, at fortsætte med dette da vores elever i forvejen drukner i lektier, og lærene bruger de ekstra timer til normal undervisning. Samtidig var reformen lagt op til at vores elever var “dumme” elever målt på verdensplan, og der derfor skulle sættes ind for en mere gennemgribendne undervisning. MEN MEN jeg har netop i Fredags kunne konstaterer at der er sket fyrringer af flere medarbejder på TEC Ballerup samt TEC Frederiksberg, medarbejder som varetager vores elever med særlige behov, med begrundelsen “at der forventes at komme færre børn med særligt behov” det vil sige at man IKKE forventer at der vil blive optaget elever med ordblindhed, indlæringsvanskligheder, mangel på forståelse, og mange andre punkter der kan definerer en elev med særligt behov. Så mon ikke denne folkeskolereform trænger til et gennemsyn.

  4. Karsten Kriegel siger:

    Jeg er helt enig med René. Ballerup bør gå foran ligesom Frederiksberg og få dispensation, så vi kan lave om på USU.

    Allerede nu er der mulighed for at konvertere USU til tolærerordning. Så det er simpelthen manglende vilje fra flertallets side til at handle.

  5. anette siger:

    Her vil enhver politiker jo sige, at det sørme da heller ikke er meningen, at man skal høre på en lærer der plaprer løs dagen lang. Man skal have en spændende og anderledes skoledag med variation, men sandheden er, at der slet ikke er tid til at planlægge anderledes undervisning, og mange skoler har slet ikke råd til, at to lærere skal med klassen ud af huset. Det er blevet til længere dage uden variation og uden kvalitet. Jeg tror det er ødelæggende på den lange bane. For Guds skyld – æd stoltheden og lav det om!

  6. Rene siger:

    Jeg har netop idag kunne konstatere at min datter kommer hjem med endnu en bog som skal læses, så nu er hun igang med 2 bøger med et samlet sidetal på 752 sider, og til den ene bog skal hun dagligt skrive referat af et kapitel til næste dag. Siden sommerferien har hun ikke været sammen med veninderne efter skole, er meldt ud af byggeren, og har måtte opgive en af sine idrætsgrene. Alt for at kunne nå sine lektier, og lad det være sagt hun ligger ikke i den dårlige ende af elever, jeg tør slet ikke tænke på de elever med særlige behov. Der har været mange dage hvor hun nærmest har tigget og bedt om at blive fritaget for at gå i skole, tætheden har helt sikkert meldt sin ankomst. Jeg som forældre overvejer kraftigt at tage mit barn ud af skolen i en lang periode, så hun kan samle kræfter, og undgå at gå ned med stress. Hun går kun i 7 klasse, så kære folkevalgte se nu at få lavet den reform om.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *