Fællesskabets kunst
Laila-Bomose_Ove-Dalsgaard-10.jpg
»Flere har foreslået mig til Folketinget, men det har jeg sagt nej til. Jeg vil se den beslutning, jeg træffer i dag, i morgen,« fortæller Ove E. Dalsgaard. Foto: Flemming Schiller
interview Sognepræst Laila Bomose har mødt Ove E. Dalsgaard til en snak om betydningen af kunst for alle, hvorfor han aldrig blev landspolitiker og om at vandre på Caminoen.

Ove Dalsgaard træder ind ad døren i Præstegården og vi hilser – og nærmest samtidig går han ind i den forreste stue, peger på et maleri på væggen og udbryder:

»Det er sjovt. Ved du, hvor det er? Billedet forestiller Ballerup Kirke og de omkringliggende huse, inden Ballerup i årtierne efter 2. verdenskrig tog form, som vi kender den i dag. Og det billede derovre, dét er sjovt.«

Samtalen er i gang fra første sætning, en samtale, som udspringer af det nære, men altid i samspil med den store verden.

Begyndelsen

Jeg ved jo godt, at du som borgmester ikke har skabt det hele her i Ballerup, men du har været frontfigur

»Nej, det jeg altid har sagt, det er: Det er ikke mig – og heller ikke dig, men vi! Det mener jeg er utrolig vigtigt, når vi taler om fællesskabet, ikke mindst i en ny by, som Ballerup jo er. Man kan jo godt kalde byen en ’new town’ efter 2. verdenskrig, hvor S-tog først kom her til i 1949. Pludselig kunne man bo herude,« fortæller Ove Dalsgaard og fortsætter:

»Mange flyttede hertil, og så skulle de jo have noget at være fælles om. Derfor mødtes man og lavede klubber. Der var klubber i alle boligselskaber. Og det er dét fælleskab, som jeg synes er så vigtigt.Og her er kunsten afgørende. Jeg husker jo selv nogle af de skulpturer, som var i min barndomsby. Og da vi lavede gågaden i 1982, fik vi en keramiker, som hedder Nyholm, til at lave skulpturer til at sidde på. Tanken var så, at når man som voksen gik i gågaden med sine egne børn, så kunne man fortælle, at man havde siddet der og legede der – kunsten skaber på den måde identitet.«

Afgørende to procent

Hvordan kunne det lade sig gøre dér i fattig-firserne?

»Jeg har jo altid haft den positive tilgang. Jeg havde et godt valg der i firserne, og det gav jeg kunsten skylden for,« siger Ove Dalsgaard og slår en latter op.

»Vi var jo de første i landet, der skrev ind i vores lokalplan, at der skulle afsættes to procent af grundsummen til kunst, samt at der skulle være en kunstner med i hvert byggeri. Også selv om det var Henning Larsen. På den måde kom han til at tegne sit første almene boligbyggeri i Ballerup,« fortæller Ove Dalsgaard og rykker frem på sofaen, mens han fortsætter:

»Selv dem, der lavede vejene – det skulle ikke bare være en lige vej, der skulle være lidt kampesten og sådan. Så sad man der og snakkede med en kunstner, som havde den og den ide. Det inspirerer jo.«

Laila-Bomose_Ove-Dalsgaard-(4)

Mod til at miste fodfæste

Netop det med ideerne og inspirationen fører os over til at snakken om, hvordan det så ser ud i dag. Jeg fortæller, at jeg har talt med Ib Jensen fra Baltoppen LIVE om Ballerup Kommunes kulturpolitik, som netop afspejler, at kulturen er noget, man skal kunne genkende sig selv i.

»Ja og det mener jeg er vigtigt at fastholde,« afbryder Ove Dalsgaard, og med en lille ærgrelse i stemmen fortsætter han:

»Man lægger ikke så meget mærke til det i øjeblikket, men det er vigtigt at fastholde det med identiteten, det spændende og det at turde miste fodfæstet for en stund.«

Var man bedre til det før?

»Ja, man havde modet til det. Jeg mener, at det er vigtigt som politiker at have mod. Jeg er virkelig trist over, at man hele tiden går efter en tilfældig folkestemning. For eksempel med flygtningene. Det kan jeg simpelthen ikke bære. Og jeg synes ikke, at det bliver sagt. Det eneste, man taler om, er stramninger, og jeg siger ikke, at der ikke skal strammes, men det skal ikke være overskriften.«

Der farer en tristhed over Ove Dalsgaards ansigt, mens han taler, men han finder hurtigt tilbage og kigger på mig med fast blik:

»Vi har en humanistisk tilgang til tingene – dét skal være overskriften.«

Uddannet politiker

Hvor kommer din interesse fra politik egentlig fra?

»Den kommer helt fra min læretid som elektriker. Men det har nok altid ligget lidt til mig, for jeg kan faktisk huske, at jeg var en slags talsmand for eleverne på den skole, jeg gik på – uden at jeg har været politisk som sådan. Jeg vokset op i et hjem, hvor der var diskussioner og holdninger, men det var ikke et politisk engageret hjem. Så kom jeg som sagt i lære og vi havde en mestersvend, som hedder Svend Pukgaard, og han hev fat i mig og sagde: ’Du skal være formand for lærlingeforeningen.’ Jeg var ikke meget for det, men han sagde: ’Det skal du, jeg har holdt øje med dig.’ Og så kom jeg ind i den faglige del. Lærlingeforbundet havde god kontakt til Hovedforbundet, vi kom på højskolekurser både på Roskilde og Esbjerg – jeg blev skolet, kan man sige.«

Hvad fik du med derfra?

»Fællesskabet. Jeg har jo aldrig været en store taler eller agitator.«

Ove Dalsgaard stopper op og tænker et øjeblik over det sagte.

»Men jeg holdt meget af mennesker og fællesskab, det man kan sammen, det man kan løfte sammen. Lige nu er jeg for eksempel ved at skaffe penge til ramte børn i Burkina Faso, jeg har faktisk støttet dem i mange år. Når jeg holdt receptioner, har jeg altid sagt, at jeg ikke skulle have gave, men derimod skulle de støtte skolen i Burkino Faso. Det er en skole, som både har kunst og musik på skemaet, og de har været heroppe og spille til vores musikfestival.«

Nej til landspolitik

Indimellem holder Ove Dalgaard nogle pauser, mens han sidder og kigger lidt ud af vinduet. Pludselig afbryder han sin egen tale om fællesskabe og siger:

»Det sjove er, at jeg ikke går ind i grundejerforeningens bestyrelse. Hvorfor egentlig ikke? Det ved jeg ikke – men jeg går da til generalforeningen, jeg er revisor… tror jeg.«

Tror du?

Ove Dalsgaard slår en latter op.

»Eller suppleant,« tilføjer han med glimt i øjet.

Er det fordi du skal se, at der er udviklingspotentiale – der skal være noget, der rører på sig, for at du involverer dig?

»Ja og det er også grunden til, at jeg ikke er gået ind i landspolitik. Flere har foreslået mig til Folketinget, men det har jeg sagt nej til. Jeg vil se den beslutning, jeg træffer i dag, i morgen.«

Laila-Bomose_Ove-Dalsgaard-(9)

Man kobler fra

Jeg ved jo, at du nu er optaget af noget, som er langt fra politik, nemlig pilgrimsvandring. Vil du fortælle om det?

»Jeg har i mange år ønsket at gå pilgrimstur. Det udspringer faktisk af en fascination af Ballerup Byvåben, som jo både kæder kommunens to gamle middelalderkirker sammen med muslingeskallen, Skt. Ib skallen. Skt. Ib er jo Skt. Jakob, som Ballerup Kirke er opkaldt efter. Jeg fik trykt visitkort, hvor beskrivelsen af byvåbnet stod sammen med fortællingen om, at man har gået fra Ballerup Kirke til Skt. Jakobs grav og ud til Finisterre, som betyder verdens ende. Op igennem middelalderen var det jo en tur, man blandt andet kunne gå for at få aflad, og du kan godt se, at med 31 år som borgmester er der brug for aflad,« spøger Ove Dalsgaard.

Han fortæller, at det ikke er fordi, han er særlig religiøs, men det at gå turen gør noget ved ham:

»Man kobler fra og lever mere enkelt; men jeg fik dog lidt ballade med min kone, da jeg kom hjem – jeg gik turen sammen med min nabo, og han havde sendt SMS til sin kone allerede den første dag, mens jeg først gjorde det efter et par dage,« griner han.

»Så hvis man kan lide at gå, skal man altså få den oplevelse med i livet. Jeg kan se på den film, vi optog, at jeg er i så godt humør – jeg smiler, har det godt og hviler i mig selv.«

At blive set

Er det langsomheden, som gør det?

»Ja, der sker altså noget – man går fra herberg til herberg, og man går de kilometer, man nu kan. En aften kom vi til et herberg, og jeg gik igennem sovesalen og hilser med et engelsk ’hallo’ på et par andre gæster. Hvorefter min nabo siger: ’Du kan godt tale dansk til dem’, og da jeg vender mig om mod dem, udbryder den ene kvinde: ’Det er jo min gamle borgmester.’ Nu arbejder vi sammen på at skabe et herberg i Ballerup, for vi ligger jo på den nordlige del af ruten til Santiago de Compostela. Hvis vi nu kunne komme på landkortet på Sjælland som det eneste herberg, og så markedsføre Ballerup som pilgrimmenes by,« siger Ove Dalsgaard entusiastisk og fortsætter:

»Restauranterne kunne lave pilgrimsmenu-dia. Og byvåbnet kunne være et smykke. Hvis vi nu i fællesskab bliver kendt for det. Det er altså vigtigt, at man som by bliver kendt uden for sin egen bygrænse. Det er vigtigt, at vi tør lade os se udefra, og at folk ser os ud udefra – og gerne med en vis beundring,« slår Ove Dalsgaard fast.

Artiklen her er en del af serien ‘Præsten interviewer’

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *