Tommelen ned for kunsten
Kend-din-kunst-3-samtale.jpg
Der er meget kunst i Ballerup. Men med de nye besparelser kan det godt være, der vil komme mindre kunst i gadebilledet. I hvert fald er det rådgivende organ, Kunstrådet, nu blevet nedlagt. Foto: arkivfoto
lukning Ballerup Kommunes Kunstråd er blevet nedlagt som en konsekvens af sparerunden.

De store besparelser på det kommunale budget kommer nu til at koste kunsten dyrt. I hvert fald har kommunalbestyrelsen besluttet at nedlægge Kunstrådet fra den 1. januar og dermed spare 400.000 kroner på budgettet.

Besparelsen er en nødvendighed som følge af, at Ballerup Kommune skal spare en masse millioner, men det er ikke en besparelse, som er voldsomt populær. I hvert fald ikke hos formanden for Kultur- og Fritidsudvalget, Tom Nielsen (A).

»Jeg synes det er ærgerligt, at vi er nødt til at nedlægge Kunstrådet. Men det har været svært at finde de mange besparelser, så derfor er det en af de ting vi må gøre. Det er den kunstfaglige del af rådet,som vi nu sparer væk og der vil stadig være noget tilbage til en række aktiviteter. Men Kunstrådet, som vi kender det, bliver nedlagt nu, og det er ikke noget jeg holder af,« sagde Tom Nielsen ved årets sidste kommunalbestyrelsesmøde.

Beslutningen betyder konkret, at Kunstrådets budget bliver reduceret med 400.000 kroner og at der nu er 430.000 kroner tilbage til den fremtidige kunstindsats i byen. Deraf er de 100.000 kroner øremærket til børnekunstpuljen.

Kernevelfærd er bedre

Selvom nedlæggelsen ikke var gjort med smil på læben af politikerne, så var det også set fra Venstres side ganske nødvendigt.

»Vi havde også gerne set, at Kunstrådet var blevet, men for Venstre er kernevelfærd det vigtigste. Kunst og kultur er for os ikke kernevelfærd, ikke sammenlignet med ældrepleje og den slags. Så derfor er nedlæggelsen af Kunstrådet nødvendigt i det sparekatalog vi har,« sagde Kåre Harder Olesen (V).

Kunstrådet har blandt andet haft til opgave at rådgive det politiske niveau om kunstforhold, at udarbejde forslag til igangsætning af nye kunstprojekter, at forestå rådgivning og samarbejde om kommunalt nybyggeri og større renoveringer, hvor den kommunale kunststøtteforanstaltning bruges, at udarbejde forslag om indkøb af kunst og at tildele midler til sikring af børns mulighed for at arbejde med professionelle kunstnere, der kan skabe dialog med børn i alderen 0-16 år.

Det er nu op til Kultur- og Fritidsudvalget at beslutte, hvordan man fremover vil løse kommende opgaver indenfor kunstområdet i Ballerup Kommune.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *