Kommunen bød erhvervslivet velkommen
erhvervsnytårskur_2016_1.jpg
Et stort fremmøde i Atriet på rådhuset, da Ballerup kommunes nytårskur for erhvervslivet blev afholdt fredag eftermiddag. Foto: Flemming Schiller.
Erhverv Fredag var der nytårskur på Ballerup Rådhus, hvor det lokale erhvervsliv var inviteret indenfor til et godt nytår og en kommunal salgstale.

Omkring 200 var inviteret og de fleste mødt op, da Atriet på Ballerup Rådhus fredag eftermiddag var rammen om Ballerup Kommunes nytårskur. Her møder kommunen erhvervslivets udsendinge og ønsker godt nytår.

Men kuren er også et udstillingsvindue for begge parter. Erhvervsfolkene får mødt hinanden, udvekslet visitkort og ideer og får samtidig en bid brød under uformelle former. Ballerup Kommune får solgt sig selv og sine visioner for samarbejdet mellem parterne.

Nye tiltag

Da alle var bænkede og havde fået noget i glasset og på tallerkenen, tog borgmester Jesper Würtzen ordet og bød velkommen. Han præsenterede nye relevante ansigter, som kommunaldirektør Eik Møller og den nye chef for Teknik- og Miljøforvaltningen Steen Pedersen.

Han præsenterede dernæst en række nye tiltag, som Ballerup Kommune har gang i overfor det erhvervsliv, som er så vigtigt for kommunens brand og kasse.

Han præsenterede også det nye og forøgede erhvervsteam, der nu tæller fem ansatte og som fremover hedder det mundrette anglificerede navn, Business Ballerup.

»Det går godt for erhvervslivet i Ballerup og når det går godt for dem, så er det også godt for kommunen. Det er vigtigt for os, at være i dialog med erhvervslivet og vi vil bakke op om vore virksomheder på alle de måder vi kan,« sagde borgmesteren og fortsatte.

»Vi har 32000 private arbejdspladser og 9000 offentlige arbejdspladser i Ballerup. Samtidig har vi rigtig mange uddannelsesinstitutioner, og vi arbejder på at bygge bro mellem dem, så de får et givtigt samspil,« sagde Jesper Würtzen.

Gode kontakter

Derefter gik ordet til Musa Kekec (A), formand for Erhvervs- og Beskæftigelsesudvalget, der især lagde vægt på at virksomhederne skal opfatte kommunen som professionelle, nysgerrige, tilgængelige, ansvarlige og relationsskabende.

Derefter var der taletid chefen for Business Ballerup, erhvervsudviklingschef Jette Rau, der igen opfordrede til dialog og til, at virksomhederne kontakter kommunen, når de har brug for det.

Hun fortalte, om den nye grafiske identitet for Business Ballerup og at kommunen vil udgive nyhedsbrev og erhvervsmagasiner. Desuden arbejder Business Ballerup på kontakter i Kina, som det lokale erhvervsliv også kan nyde godt af. Endelig vil kommunen sætte fokus på iværksættere og iværksætteri.

Der var klapsalver, da de kommunale repræsentanter takkede af med opfordringen om at 2016 forhåbentlig bliver et godt år med et frugtbart samarbejde for begge parter.

Netværk og håndværk

Efter de kommunale indslagvar der mere erhvervsspecifikke taler med Bolette van Ingen Bro, der talte om netværk inden en længere mingle- og netværks pause. Efter pausen gik folketingspolitikeren Mathias Tesfaye på og talte om vigtigheden af de håndværksmæssige fag for fremtidens generationer.

Da mørket var faldet på, var seancen slut og der kunne netværkes, snakkes og hænges ud inden rådhuset lukkede for weekenden og nytårskuren 2016 var veloverstået og forhåbentlig havde udstyret de mange fremmødte erhvervsfolk med tro på det fremtidige samarbejde i en af landets største erhvervskommuner.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *