Fredag 28. April 2017
Annoncering | Lavselvannoncer.dk | Er avisen udeblevet? | Hvem er vi
»Det er en glæde at give sine evner videre og hjælpe andre på den måde. Mange siger faktisk, at det er løn i sig selv,« siger formand for Ældresagen i Ballerup, Henning Broman. Foto: Flemming Schiller
De ældre er sagen
Interview Sognepræst Laila Bomose har besøgt formanden for lokalafdelingen af Ældresagen, Henning Broman, til en snak om hans engagement og foreningens arbejde her i Ballerup.
Skrevet af Laila Bomose, præst i Ballerup Sogn - 22. januar 2016, 13:46:00

Jeg ankommer til Ældresagens lokaler i Præstevænget 20. Formand Henning Broman tager imod, og på et stort bord i kontoret ligger et bjerg af kuverter.

»Det er nye medlemmer i 2015,« siger Henning Broman med en lille stolthed i stemmen og spørger:

»Hvor mange tror du, der er?«

Svaret kommer han selv med:

»Cirka 650!«

Så udgangspunktet sat for at tale om ældresagen som medlemsforening, og hvorfor så mange gerne vil være medlem af Ældresagen.

Hvad er huset her for et sted?

»Det er et hus med en masse forskellige aktiviteter for ældre. Vores hovedattraktion ligger om tirsdagen, hvor der er underholdning, foredrag om forskellige emner og musik. Arrangementet er åbent for alle ældre, men der er jo begrænsede pladser,« siger Henning Broman med henvisning til det store lokale, hvor der i øvrigt sidder et engelskhold, mens interviewet foregår.

Ud over sprogundervisningen er der en lang række aktiviteter, blandt andet IT-vejledning, petanque, gymnastik, bowling, musik, besøgsvennetjeneste og en slags retshjælp.

»Drejer det sig om juridiske spørgsmål, kræver det selvfølgelig, at man er jurist, og det er jeg,« fortæller Henning Broman, som indtil sin pension var dommer ved retten i Glostrup.

Han fortæller, at der også er en bankmand, som hjælper med økonomiske spørgsmål.

Følge ansvaret til dørs

Det var netop retshjælpen, som fik Henning Broman til Ældresagen. Han var gået på pension og havde egentlig planer om at skulle sætte sit hus i stand, men efter et par måneder henvendte han sig til Ældresagen for at høre, om de havde brug for hans hjælp. Og inden han fik set sig om, var han engageret i bestyrelsens arbejde, hvor han nu er formand, og som han siger:

»Når jeg nu har taget et ansvar, må jeg også følge det til dørs.«

Hvor mange timer lægger du hernede?

»Det er et fuldtidsjob. Det er ikke hver dag, men der er meget at se til. Min kone beklager sig også over, at det er svært at få tid til at holde ferie. Vi har ikke noget sekretariat, så folk ringer ofte til formanden, det vil sige mig. Ældre har jo ikke samme livsmodul eller ugemodul. Er du erhvervsdrivende er søndagen den bedste dag, men er du ældre, er det den værste, fordi der ikke sker noget,« fortæller Henning Broman.

Yngre ældre

Henning Broman skelner mellem ældre og yngre ældre.

»De yngre er dem, der måske lige er gået på pension, som sagtens kan klare sig selv og har pengene og mulighederne og bevægeligheden. De yngre ældre mangler vi til at sætte aktiviteter i værk,« siger Henning Broman og fortsætter:

»Mange har måske den opfattelse, at de har haft ansvar hele deres liv, og derfor skal de ikke være forpligtede her. Men det er ellers sjovt at være med her. Det er en glæde at give sine evner videre og hjælpe andre på den måde. Mange siger faktisk, at det er løn i sig selv,« siger Henning Broman.

Grundtanken

Hvilken rolle spiller Ældresagen?

»Jamen udover at være en støttefunktion, som vi allerede har været inde på, sætter Ældresagen også en politisk dagsorden. Vi er ikke partipolitiske, men vi er ældrepolitiske. Vi er ikke enøjede, for vi kan også se, at der er andre i samfundet, så vi kan ikke rage til os på andres bekostning, men vores grundtanke er, at der skal tages rimeligt hensyn til dem, der har skabt dette samfund,« slår Henning Broman fast og uddyber:

»Vi bliver hørt på rådhuset og har et fortrinligt samarbejde med byens politikere. Der er selvfølgelig en vis konkurrence med Seniorrådet om, hvem der skal mene noget, men vi ønsker et samarbejde, så vi udnytter resurserne bedst muligt til gavn for flest.«
Husværten Preben kommer ind for at hente kaffen, og Henning Broman afbryder sig selv og siger:

»Det har du ikke hørt, Preben, men sidste år kom der cirka 650 medlemmer.«

»Årh det er da fantastisk, så er vi da langt over 7000,« udbryder Preben.

»Det topper jo på et tidspunkt,« siger Henning Broman og fortsætter med fokus på sagen, som næsten afslører hans lange arbejdsliv som politifuldmægtig og siden dommer:

»Det er de store årgange lige nu, men på et tidspunkt begynder det at gå den anden vej. Men det er også en udfordring, at samfundet får færre resurser. Kommunen er så venlig at stille lokaler til rådighed, som vi ikke betaler for, for det er vigtigt med lokaler og et fast sted. Derudover har vi også en organisation at tilbyde; vi har et blad, vi har en hjemmeside og forbindelse med rigtig mange organisationer. Men vi kunne stadig godt tænke os et bedre samarbejde, så vi ikke går hinanden i bedene med hensyn til arrangementer på tværs af kommunen og sognene.«

Nye familiemønstre

Men tilbyder I det samme?

»Nej, vi kan tilbyde noget, som for eksempel biblioteket ikke kan, og det er omsorg. Hvis nogen har det skidt, så snakker man lidt. Er folk ensomme, så prøver vi at få dem med. Og dukker folk ikke op, ringer vi hjem til dem,« siger Henning Broman.

Kan I mærke, at familiemønstret har ændret sig?

»Ja, folk kommer og beder om hjælp til noget, hvor man indimellem tænker, om de ikke har familie, som kunne hjælpe med det. Måske har de børn, men så ønsker de ikke at være til besvær, eller også ønsker børnene ikke at hjælpe,« siger Henning Broman med stilfærdig, men bestemt stemme.

»Men til gengæld er jeg lidt loren ved det med at være længst mulig i eget hjem. Det har man heldigvis også lavet om her i kommunen, så det hedder længst muligt i eget liv. Det er vist borgmesteren, som har fundet på det. For det at sidde mutters alene, det er da ikke en ordentlig tilværelse,« slår Henning Broman fast og Ældresagens fælleskabsfølelse skinner tydeligt igennem hans holdning:

»Vi vil så gerne lave netværk, så man også kan mødes på kryds og tværs. På den måde kan man også hjælpe hinanden, for jeg oplever tit, at folk mangler nogen, de kan gå hen til og få ordnet nogle af de dagligdagsting, som man kæmper med. Man kan jo ikke ringe til en tømrer, bare fordi man skal have et søm i væggen.«

Et travlt hus

Døren går op igen og en kvinde kommer ind, Henning hilser med et venligt ’Hej Grethe’ og siger henvendt til mig:

»Nu kommer kagerne.«

Han forklarer, at Grethe er gift med Preben, som er i gang med kaffen. Jeg spørger Grethe, om hun er med til alle arrangementerne?

»Ja, næsten, jeg bruger det meste af en arbejdsuge, og det har jeg gjort de sidste 11 år,« siger hun.

Du møder også mange mennesker på den måde?

»Ja netop,« svarer hun og haster videre med kagerne i favnen.

Man er ikke et øjeblik i tvivl om, at det er et travlt hus med engagerede frivillige. Selv om formanden på formandens side i det nye blad med rettidig omhu opfordrer medlemmerne til at være loyale over for Ældresagen, når konkurrenterne melder sig på banen. Det kan måske synes paradoksalt i forhold til alle de nye medlemmer, som stakken på bordet vidner om, men Ældresagen skal være et fællesskab, som kan mærkes. Og så vidner de mange indmeldinger om de ændringer, som kan ses i samfundet lige nu i form af besparelser.

Drømmen

Men det åbner også for nye muligheder. Blandt andet er der nu et forhenværende posthus nede ved stationen, som Henning Broman har gjort sig ganske konkrete tanker om – tanker, som han mener kan styrke de ældres liv i Ballerup:

»Man skal lave et ældrecenter dernede – det er tæt på stationen og nemt at komme til, uanset om man kommer fra Måløv, Skovlunde eller Ballerup. Så skulle vi dele huset med for eksempel en ungdomsklub, som kunne være der om aftenen. Samtidig kunne man fra kommunens side samle en masse drift under et tag, og vi kunne åbne en cafe med en fast, lønnet medarbejder,« forklarer Henning Broman.

»I andre kommuner, for eksempel København, har man haft stor succes med sådan et hus,« slår Henning Broman fast og afleverer slutreplikken:

»Hvis bare vi får rammerne, skal vi nok udfylde dem.«

Dette interview er en del af serien ‘Præsten Interviewer’. Læs de øvrige artikler fra Laila Bomose her: Præsten Interviewer

Print artikel Print artikel

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

LÆS AVISEN ONLINE
DAGENS MEST LÆSTE NYHEDER
HÅNDVÆRKERGUIDEN
SENESTE BILLEDGALLERI