Mette kom (også) til Møllen
mette_f_flygtningehusbesøg_16-copy-2.jpg
Foran en stor stabel af puder og dyner får Mette Frederiksen en snak med Niels Gulbech-Eiruff og borgmester Jesper Würtzen. Foto: Flemming Schiller.
Mette Frederiksen besøgte mandag formiddag den gamle Mølle, der nu er et livligt sted for byens nye medborgere.

Venligboerne er et begreb, der har bredt sig til hele landet. I Ballerup holder de primært til på Gl. Rådhusvej, hvor den gamle mølle nu er center for en lang række aktiviteter og snart skal indrettes til boliger for en række af de nye flygtninge, der kommer til kommunen.

Mandag formiddag besøgte socialdemokraternes formand, Mette Frederiksen, Møllen for at høre om den indsats, der foregår i huset og i Ballerup generelt.

Samtidig fik hun en snak med flere af de fremmødte flygtninge og ikke mindst garden af lokale socialdemokrater, der ligeledes var mødt frem.

En af drivkræfterne i Møllen, Niels Gulbech-Eiruff, fortalte om det store arbejde, som han og de frivillige har gjort og de mange ting, der foregår i huset.

Hjælp til selvhjælp

»Vi henter møbler og samler og sorterer det her. Men vi har også et syværksted, en supplerende sprogskole, cykelværksted, fællesspisning og et kommende haveprojekt. Så der er masser af ting i gang. Men det er også hjælp til selvhjælp. Vi kræver, at de nye medborgere skal deltage aktivt. Det handler om at komme bedst muligt i gang her i Ballerup,« siger Niels Gulbech- Eiruff.

Han viste partiformanden rundt og borgmester Jesper Würtzen var en aktiv og fortællende del af rundvisningen i de mange rum fyldt med tøj, møbler, sko og legetøj.

Det var en imponeret Mette Frederiksen, der kiggede sig omkring.

»Det er et vigtigt sted, og en af vejene til integration. Der er masser af lokal energi og det er vigtigt, at man her møder de nye borgere hurtigst muligt. Men det kan ikke stå alene. Vi skal have de mennesker ud i arbejde og ikke bare i praktik eller på skole. Det er en stor opgave, som vi står overfor, også lokalt, så derfor må vi også kræve noget af de mennesker, der kommer her. Derfor skal vi tænke nyt og anderledes i forhold til flygtningene. Men sådan et sted som her på Møllen er klart et eksempel på, at man skal inddrage de nye borgere hurtigt og lade dem være en del af lokalsamfundet,« siger Mette Frederiksen, der efter rundvisningen skulle videre i et travlt program.

Ikke politisk

Men de lokale venligboere og socialdemokrater fik hilst på partiformanden og de frivillige fik vist, at en indsats nytter noget. Dermed fulgte Mette Frederiksen efter Johanne Schmidt Nielsen, der i forrige uge besøgte samme sted. Men det handler ikke om, at stedet kun er åbent for politikere fra rød blok.

»Vi er ikke-politiske, så alle er velkomne. Det handler om at møde de nye medborgere og få dem ind i lokalsamfundet, det handler ikke om politik. Så hvis nogen af de lokale kommunalbestyrelsesmedlemmer kan få deres bagland til at komme forbi, så er de hjerteligt velkomne,« siger Niels Gulbech-Eiruff.

5 kommentarer om “Mette kom (også) til Møllen”

  1. Toke Solvind siger:

    At skrive at Mette Frederiksen er rød-blok er nostalgi. Desværre viser Socialdemokratiet gang på gang at de ikke længere støtter en rimelig omfordeling af ressourcer. Istedet er Socialdemokraterne hoppet med på DF vognen, og lader de svageste slåes om krummer, medens de rigeste forgyldes.

    Hvad handler dette om:
    Venligboerne i Ballerup samler møbler og tøj ind til vores nye naboer. I 2016 er det planlagt at Ballerup skal modtage 70-80 flygtninge. Disse flygtninge kommer til et midlertidigt værelse, nogle gange et hotelværelse i en anden kommune. Når kommunen finder en ledig lejlighed som er til at betale, bliver de tildelt denne. Venligboerne hjælper flygtningene med tillæg til indflytning således at de kan indrette deres lejlighed eller midlertidige bolig uden meromkostning. Venligboerne er frivillige og donationerne kommer fra nær og fjern.
    Venligboerne skaber også ekstra sprogundervisning og andre aktiviteter.
    Problematikken:
    I Ballerup, såvel som i andre kommuner, er det svært at finde en bolig som kan betales af en person på integrationsydelse. Integrationsydelsen er på 5.200,- brutto om måneden. Når kommunen tager de billigste lejligheder til flygtninge, skaber det naturlige spændinger, da lokale borgere også kan have brug for et meget billigt sted at bo. Som venligboere forsøger vi at give flygtninge en god start i Ballerup, og få dem til at føle sig velkommen.
    De fleste flygtninge vil meget gerne integreres, lære dansk og have et arbejde. Mange er dog flygtet fra krig, og nogle er flygtet uden at få familien med. Det kan være svært at holde modet oppe når ens kæreste er fanget i en krigszone.
    Hykleriet:
    Mette Frederiksen og Socialdemokratiet stemte for den nye integrationsydelse og de stemte også for udskydelsen af familiesammenføring, således at mange nu skal vente endnu længere på at få deres børn herop. Hvis de er så heldige at få lov til familiesammenføring, skal de finde ud af at betale for rejsen. Hvordan skal en flygtning, som har fået alle sine værdier taget fra sig på rejsen herop, og derefter sat på en ydelse, som ingen danskere kan forventes at leve af, spare op til at få sin familie fløjet herop?
    Hvordan kan det forventes at disse nye naboer kan skabe sig en fornuftig tilværelse, i et samfund hvor politikerne går forrest med en retorik, som skaber had mod dem?
    Venligboerne gør alt hvad de kan for at løse problemerne lokalt, og det ville klæde politikere, som besøger venligboerne, at gøre det samme på borgen.
    Venligboerne i Ballerup er meget glade for vores socialdemokratiske Borgmester Jesper Würtzen, som støtter venligboerne så godt han kan under de nuværende regler. Desværre gjorde Jesper og venligboerne på Møllen ikke nok ud af at fortælle Mette, at hendes ageren i Folketinget ikke passer ind i venligboernes arbejde, og at hun meget gerne må revurdere hvilken retning hun trækker Socialdemokratiet i.

  2. Mikael Wandel siger:

    Jamen, så jeg vi frem til at en fra den borgerlige blok får invitation til at mødes med venligboerne !

  3. Niels Gulbech-Eiruff siger:

    Kære Mikael Wandel,

    Som jeg udtalte til lokalavisen, så er alle velkomne på Møllen uanset hvilket parti/blok, man tilhører.
    Venligboerne er en samling frivillige med forskellig politisk observans, hvis formål er, at de nye medborgere vi modtager her i byen skal føle sig velkomne, trygge og have et godt liv mens de er her, baseret på hjælp til selvhjælp.
    Hvad de respektive frivillige har af politiske holdninger i det offentlige rum, må stå for deres egen regning og har intet med Venligboerne på Møllen, at gøre.
    Vi er på ingen måde hverken en politisk organisation, en forening eller en skummel sekt. Vi er en samling Balleruppere, som med glæde hjælper vores nye medborgere.

    Nu er det således, at vi sender ikke invitationer ud til politikere, som gerne vil besøge os. De henvender sig selv til os fordi de har interesse i, at få yderligere information om vores landskendte projekt og opleve “live” hvorledes vi sammen med vores nye medborgere får det hele til, at fungerer.

    Men jeg vil her gøre en undtagelse og inviterer dig til, at besøge os på Møllen en mandag i tidsrummer kl. 10.00-13.00, hvor du vil kunne opleve hele myretuen og møde en masse herlige mennesker af forskellige nationaliteter.

    Herlige hilsner og tusind tak for din interesse for vores Venligboer-projekt.

    Niels Gulbech-Eiruff

  4. Mikael Wandel siger:

    Hej Niels

    Tak for dit svar, jeg vil gerne komme forbi en dag til en snak. Tidsrummet må vi så lige tage et nærmere kig på, da det er mens jeg arbejder under normale omstændigheder.

    Mikael

  5. Niels Gulbech-Eiruff siger:

    Kære Mikael,

    Glæder mig til, at se dig på Møllen.
    Alternativt kan vi også finde en lørdag fra 10.00 – 14.00.

    Niels

Skriv et svar til Mikael Wandel Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *