V: Boykot lugter af symbolpolitik
besparelser Enhedslistens udmelding om, at Ballerup bør boykotte det udskældte omprioriteringsbidrag er ret uforståelig. Det ligner ren symbolpolitik, mener Venstre.

I forrige uge var Mette Hedegaard fra Enhedslisten ude med et forslag om, at Ballerup skal følge i hælene på andre kommuner, blandt andre København og boykotte det omprioriteringsbidrag, der betyder væsentlige besparelser i kommunerne.

Hun mener, at det er på tide at sende et signal til regeringen og til KL om, at bidraget er uacceptabelt og at kommunerne ikke vil finde de penge, som regeringen kræver for at skære ned på velfærden i kommunerne.

Læs artiklen her: Ø: Ballerup skal også boykotte regeringens spareplan

Men den udmelding stiller Venstres Kåre Harder Olesen sig noget uforstående overfor.

»Det er mig komplet uforståeligt, hvad Mette Hedegaard egentlig mener og vil. Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg heller ikke er vild med det omprioriteringsbidrag og det har jeg også fortalt de relevante steder. Men det er den ramme, der er aftalt. Desuden er det en misvisende udmelding. For det er jo ikke penge, vi har. Det er penge vi får mindre, og derfor kan man ikke bare boykotte bidraget. Jeg synes det mest af alt ligner symbolpolitik,« siger Kåre Harder Olesen.

Han efterlyser et klart svar på, hvad det egentlig er, som Enhedslisten vil, når de snakker om boykot.

Afventer noget konkret

»Som sagt kan man ikke bare bruge pengene, for det er ikke penge vi har. Med mindre de ikke vil overholde servicerammen, for så bliver det dyrt. Så kan man hæve skatten og det vil desuden give andre konsekvenser, hvis man ikke overholder servicerammen. Så det tror jeg ikke, vil ske. Under alle omstændigheder mangler jeg noget konkret om, hvad det skal indeholde, så jeg afventer, at det vil ske på det kommende kommunalbestyrelsesmøde,« siger Kåre Harder Olesen, som ikke forholder sig til, at både Helle Tiedemann og borgmester Jesper Würtzen har udtrykt sig positivt på facebook om tanken om en ’boykot’.

»Jeg har ikke set noget konkret, der fortæller mig, at borgmesteren og socialdemokraterne generelt, bakker op om en boykot. Så det forholder jeg mig ikke konkret til. Men jeg efterlyser helt klart en udmelding fra Enhedslisten, ellers ser jeg det blot som tom symbolpolitik,« siger Kåre Harder Olesen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *