Fredag 28. April 2017
Annoncering | Lavselvannoncer.dk | Er avisen udeblevet? | Hvem er vi
»Det er den syge som sætter dagsordenen, man skal have lov til at have sit eget liv til det sidste, man skal have lov til at have sit kærlighedsliv, ryge sin cigar eller have sit dyr med. Det er det, der hedder livskvalitet, og derfor må man godt ryge og danse på bordene - hvis man kan,« siger hospicechef Lise-Lotte Andersen. Foto: Flemming Schiller
Livet først som sidst
interview Sognepræst Laila Bomose har besøgt Hospice Søndergaard for at tale med hospicechef Lise-Lotte Andersen om dagligdagen på hospice. Hun troede det skulle handle meget om døden - men det handlede mest af alt om livet.
Skrevet af Af Laila Bomose, præst i Ballerup Sogn - 11. februar 2016, 17:00:16

Selv om jeg har været på Hospice Søndergaard før, bliver jeg faktisk et øjeblik i tvivl om, hvorvidt jeg er gået forkert. For på vej mod indgangspartiet går jeg igennem en legeplads. Jeg må derfor vende mig om for at tjekke skiltet endnu en gang. Men den er god nok, og jeg træder ind i en reception med levende lys og blomster, og et hus som virker ganske levende på trods af, at mange kommer for at afslutte deres liv.

Jeg spørger hospicechef Lise-Lotte Andersen, om hun vil præsentere stedet for mig?

»Jamen det er et trygt og kærligt hus, hvor det for mange mennesker handler om, at de skal afslutte deres liv – uden at de ved, hvad det går ud på eller hvad man så skal eller kan. Det giver nogle tanker både hos den syge, men også hos de pårørende. Man skal selv tage beslutningen om at være her, og det er så vores opgave at tage vel i mod de mennesker og høre, hvad vi kan hjælpe med, høre, hvad de gerne vil nå og hvad de vil, men det er en tværfaglig beslutning, som tages, når den syge har været her nogen tid,« forklarer Lise-Lotte Andersen

Vi indretter os

Så det er det hele menneske I ser?

»Ja. Det eneste, vi ikke har er en respirator, men ellers kan vi behandle alle ting lige så godt som på hospitalet. Det vigtigste er, at den syge får lindret deres plagsomme symptomer, får en samlet søvn og nyder den mad, de holder af – når de har lyst. Man kan få sin livret hver eneste dag, for det er os, der indretter os efter den syge og ikke omvendt. Og det skal man vænne sig til, hvis man kommer fra et hospital.«

Mange kommer vel, fordi de godt ved, at tiden snart er inde…

»Nej, nej,« afbryder Lise- Lotte Andersen og fortsætter:

»Det er ikke alle, der har forholdt sig til det. I dag lever vi i et behandlingsfokuseret land, hvor man groft sagt kan få behandling om formiddagen og dø om eftermiddagen. Kort sagt. Men nogen skal jo sige stop, og det er ofte den syge selv, der må sige, at nu kan jeg ikke tåle det her mere, jeg kan mærke, at det ikke hjælper mig. Den slags samtaler mangler stadig alt for ofte i behandlingssystemet,« siger hun.

Afklaring

Er der så nogle, som kommer for at finde ud af, om det er her, de står?

»Ja, det kan man sagtens. Man taler med en læge, når man kommer ind, og vi er altid nysgerrige for at se, hvad der driver et menneske til det han eller hun vil. Vi er ikke dem, der siger, at behandlingen ikke hjælper,« siger Lise- Lotte Andersen bestemt og fortsætter:

»Lige som vi heller ikke skal tage håbet fra folk, men vi er dem, der kan spørge det syge menneske, hvad du havde forestillet dig nu. Men det er et samarbejde med de afdelinger, hvor folk er kommet.«

Det er jo paradoksalt, at den samtale skal foregå her…jeg mener, den skulle vel have foregået langt tidligere?

»Ja, det er paradoksalt – jeg oplever også tit, at folk ikke ved, om deres behandling er lindrende eller helbredende, når de kommer.«

Men der skal jo også et stort mod til at gå op imod behandlingssystemet?

»Jo, men man kan jo også bare spørge den syge, hvordan vedkommende egentlig har det med behandlingen og hvad er det, der er vigtigt lige nu,« siger Lise Lotte Andersen.

Tråde samles

Når man så bor her – er det så de store eksistentielle samtaler, som fylder eller er det i virkeligheden de rammer, som bliver sat gennem miljøet her, som skaber ro?

»Det er en god kombination. Det er ikke altid de store eksistentielle samtaler, for nogen ved godt, hvorfor de er kommet her. Andre igen har ikke taget stilling til, om det er her, de skal komme til kræfter, måske er de her også mellem to behandlinger for at samle kræfter til næste behandling. Man vælger typisk sin samtalepartnere, nogle er gode til den del, andre er gode til ens personlige hygiejne. Vi har også en præst, som kommer flere gange om ugen, som er kan være en samtalepartner om livets i særdeleshed. På den måde bliver der samlet nogle tråde og bundet nogle sløjfer i folks liv. Men tit er det jo de praktiske spørgsmål som fylder; hvordan børnene nu skal klare sig, om ens ægtefælde har råd til at blive i huset osv. Her kan man tale med socialrådgiveren om de ting, man måske skulle have haft afklaret for længst,« siger Lise-Lotte.

Livskvalitet

Man skal ikke tale længe med Lise-Lotte Andersen for at mærke, at hun er en kvinde, som tør sige, hvad hun tænker og som tør gå ind på de områder, man normalt holder sig lidt fra, og som har energi til sit arbejde.

Hun fortæller, at rigtig mange ikke har erfaring med at skulle sige farvel, og ofte har helt basale spørgsmål om, hvad man må og skal i den situation.

»Så det er rigtig væsentligt at møde de pårørende og høre, hvad de er kede af og bange for. Men igen, det er den syge som sætter dagsordenen, man skal have lov til at have sit eget liv til det sidste, man skal have lov til at have sit kærlighedsliv, ryge sin cigar eller have sit dyr med. Det er det, der hedder livskvalitet, og derfor må man godt ryge og danse på bordene – hvis man kan,« siger Lise- Lotte Andersen og bryder ud i en varm latter, som blot understreger, at det hér mener hun.

hospice_2

Huset er jo specielt i sin udformning. Jeg har lagt mærke til, at det er et hus med meget glas og mange udgange. Kan du sige noget om grundtanken rent arkitektonisk?

»Ja, det er tegnet efter inspiration af evighedstegnet, det er lige som to cirkler, som mødes, så der på den måde er to indergårde og så er der så alt det udenom. Vi har valgt, at huset ikke er opdelt i områder, og der er masser af glas og farver, boligerne ligger nordvendt, så man ikke får direkte sollys i hovedet, for det bryder mange sig ikke om i denne fase af livet. Samtidig er der også plads til alle vores arrangementer, forskellige arbejdsfællesskaber og til køkkenet, der kan lave mad uden at forstyrre. Derudover har det også været vigtigt at gøre huset lokalt, invitere og inddrage naboer – vi har for eksempel en børnehave, som kommer en gang om ugen og får læst historie i stuen.«

De frivillige

Forestillingen om at hospice er et dystert og alvorligt sted, er sejlivet, og Lise Lotte Andersen nikker bekræftende, da jeg præsenterer hende for den forestilling. Hun fortæller, at selv om der er fred og ro i huset, er der også meget latter og glæde, hvilket kan overraske mange.

»De mange frivillige, som er tilknyttet huset, er med til at skabe rammerne – de sørger, for, at der er lys i stagerne, blomster i vaserne og kaffe på kanden. De må alt undtagen deltage i pleje. De kommer med det bedste, vi kan give hinanden, nemlig vores tid,« siger Lise-Lotte Andersen.

Så I bryder på mange måder med nogle tabuer her?

»Ja, for vi har det svært med døden. Og det tror jeg skyldes, at vi kan behandle så meget. Døden er ikke rigtig tilladt,« siger Lise Lotte Andersen og fortsætter:

»Døden er en mest af alt en utilsigtet hændelse på et hospital, et spørgsmål om, at behandlingen ikke rakte. Og vi taler heller ikke om det der hjemme, vi har flyttet det hele ind på institutionerne. Men døden er noget, man skal tale om inden.«

Hvor mange bliver egentlig sendt hjem herfra?

»15-20 procent bliver sendt hjem for en periode, hvor de er rettet op. De bliver jo ikke raske, men måske kan de klare sig hjemme med kommunal hjælp eller hjælp fra vores udegående teams, som samarbejder med hjemmeplejen hos den enkelte.«

Hvad er et liv værd?

Kan man sige, at det kaos, som kan komme ind, når livet slutter, får I på en eller anden måde grebet?

»Ja, lige præcis. Der er mulighed for at få samlet lidt op, hvis man vil. Og hvis man har nogle hemmeligheder, så kan man jo liste dem ned i sygeplejerskernes lommer, for så har man jo delt dem med nogen, og så er det måske ikke så farligt,« siger Lise Lotte og kigger på mig.

I den senere tid har man igen talt om aktiv dødshjælp. På hospice dør man jo den naturlige død. Men hvad siger du til tanken om aktiv dødshjælp?

»Jamen, det er jo aflivning af mennesker og det er heldigvis forbudt,« udbryder Lise- Lotte Andersen og fortsætter:

»Man kan gøre så meget forskelligt for at lindre den syge. Og ofte er det jo også de pårørende som er plaget. Derfor kan jeg være bekymret for, at den byrde, man som syg, handicappet eller gammel kan synes, man er for familien, er den, som driver værket i forhold til at sige, at så det er den vej, jeg skal. Man dør som man har levet. Og for nogen går det stille og roligt for andre er det lang tid om at afslutte. For hvad er et liv egentlig værd?« spørger Lise Lotte og læner sig tilbage i stolen, inden hun slutter:

»Jeg er rent ud sagt bekymret for, at de andre kommer til at bestemme her. OK-fonden, som ejer huset, har jo den vision, at man skal leve sit liv hele sit liv. Og hvad er så livskvalitet? Ja, det må man spørge den anden om – jeg mener, så svært er det jo ikke,« slutter Lise-Lotte Andersen med et varmt smil.

En samtale er sluttet. Udgangspunktet var at tale om døden, men den kom til at handle om livet.

Dette interview er en del af serien ‘Præsten Interviewer’. Læs de øvrige artikler fra Laila Bomose her:Præsten Interviewer

Print artikel Print artikel

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

LÆS AVISEN ONLINE
DAGENS MEST LÆSTE NYHEDER
HÅNDVÆRKERGUIDEN
SENESTE BILLEDGALLERI