Nyt projekt skal løfte Ballerup musikliv
mere_monitor_6.jpg
Papa Branca (t.v) og Frank Weinberger står bag den nye uddannelse/ungdomsprojekt ’Mere Monitor’, der skal give unge i Ballerup et unikt indblik i og praktisk erfaring i musikbranchen. Foto: Flemming Schiller
Monitor: Et helt nyt musikprojekt, ’Mere Monitor’ skal forynge og løfte Ballerups musikliv. Det bliver en slags musikalsk mesterlære, hvor unge skal lære om musikbranchen fra store navne og erfarne folk. Men der mangler penge.

De fleste tror, at musiklivet i Ballerup er ganske vitalt. Der er ofte gang i koncerter i Baghuset og i Baltoppen, men der er alligevel noget galt. For langt de fleste der spiller og arrangerer musikken er efterhånden kommet noget op i årene og de fleste har rundet de 60 år.

Det skal der gøres noget ved, mener Ballerup Kommune i følge Frank Weinberger. Han er daglig leder af Baghuset og Vognporten og er i gang med at stable et nyt uddannelsesprojekt på benene. Det skal uddanne unge mennesker til at begå sig i musikbranchen og samtidig løfte deres almene kompetencer indenfor musik.

Projektet hedder ’Mere Monitor’ og er et samarbejde mellem Ballerup Ungsdomsråd, kulturlivet, boligsociale initiativer og de kommunale ungdomstilbud. Målet er at forynge musiklivet i Ballerup, men det er også at vise de unge, der gerne vil satse på musikken, at det kræver hårdt arbejde og flid, hvis man vil til tops i musikbranchen.

Hård branche

»Vi skal have gennemsnitsalderen ned i Ballerups musikliv. Vi vil gerne lære de unge, hvad det vil sige at være i musikbranchen, der er en meget hård branche. Ikke bare at stå på scenen, men også hvad det vil sige at arbejde bag scenen. Sætte lys, lyd og alt det andet. Det handler om at give de unge nogle kompetencer og give den en forståelse for, at det er hårdt arbejde, hvis man vil klare sig i branchen,« siger Frank Weinberger, der arbejder tæt sammen med Jimmi Abildgaard, som går under kunstnernavnet Papa Branca.

Han vil arbejde tæt sammen med de unge på det nye projekt, der skydes i gang til april.

»Mange unge tror, at hvis man bare kommer i X-factor, så er man en stjerne. Men virkeligheden er jo helt anderledes. Det ærgerlige er, at mange så opgiver. Jeg vil lære dem, hvad der skal til for at klare sig i branchen, blandt andet at man ikke skal give op. Det er bare hårdt arbejde at komme op i den branche,« siger Papa Branca.

Musikkens mesterlære

Men ’Mere Monitor’ handler ikke bare om hårdt arbejde og om at lære. Det handler også om at skabe sig et netværk og få nogle praktiske erfaringer, der kan bringe den enkelte langt i musiklivet.

»Det er en slags mesterlære i musikbranchen. Vi lærer ikke de unge at spille, det må de selv klare, men alt andet kan vi lære dem. De kommer med ud på scenerne og arbejder med nogle af de bedste og ad den vej får de både færdigheder og ikke mindst et netværk, der er meget værd. Det hele afsluttes med en koncert i foråret 2017. Det kan vel sammenlignes med en afsluttende eksamen. Her kommer de unge selv i ilden og står selv til ansvar for deres indsats. Det er den bedste måde at lære tingene på. Undervejs vil der foregå en masse rundt om i byen, hvor de unge vil stå bag. Det er en slags praktik, hvor de unge vil fylde byen med musik,« siger Frank Weinberger, der samtidig vil satse på kendiseffekten.

Kendte dommere

»Vi har allieret os med et dommerteam, der gennem hele forløbet skal udvælge og coache de unge. Hoveddommer er Mel Gaynor fra Simple Minds, hvilket er noget af et scoop, men vi har også samarbejde med Paw Lagermann fra Infernal og Kim Nekroman fra bandet Necromantix, der ikke er så kendte i Danmark, men store i udlandet. Der er endnu et par dommere på plads, der også er kendte navne. Så det er i den grad kendte folk, der skal give de unge råd og modspil,« siger Frank Weinberger, der ser mange fordele i det nye projekt.

»Der er mange unge, som synes det er spændende at arbejde med musikbranchens mange elementer, men som ikke selv kan spille musik. Nu har de chancen for at blive en del af ’Mere Monitor’ hvor der i den grad vil være brug for folk der kan slæbe udstyr, lave lyd, lys, lave video, producere grafik og meget andet. Så det er en meget alsidigt projekt, vi er ved at skubbe i gang. Flere hundrede unge vil kunne bliver aktiveret i det her projekt« siger Frank Weinberger.

I alt bliver 10 unge udvalgt gennem det lange forløb og de vil ende med at få et komplet PR-kit til deres musik, en pladeudgivelse og som nævnt, at afholde koncert i Baltoppen i foråret 2017.

Mangler penge

Men der er stadig en lille hage ved det hele. For selvom folkene bag ’Mere Monitor’ har besluttet sig for, at projektet skal rulle, så mangler der stadig lidt penge for at alt kan blive optimalt.

»Vi har fået penge gennem Borgermillionen, men vi mangler de sidste midler for at dette projekt kan fungere som planlagt. Derfor har vi allerede sendt ansøgninger af sted til stort set alle lokale virksomheder af en vis størrelse. Også større virksomheder ude i landet har vi sendt ansøgninger af sted til. Det er faktisk mest de lokale, der ikke rigtig har svaret. Men vi håber stadig på, at de vil støtte ’Mere Monitor’ der er en banebrydende mulighed for unge til at få en fod indenfor i musikbranchen og give dem en stor chance,« siger Frank Weinberger.

Der er også oprettet en crowdfunding side på Kickstarter, hvor man kan donere med alt fra fem kroner og opefter. Jo mere man støtter med, jo mere får man tilbage i form af musik og t-shirts og alt muligt andet og samtidig giver musikken en mulighed for at fylde Ballerup med nye og unge talenter.
mere_monitor_4

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *