Færdigbehandlede kommer hurtigere hjem fra hospitalet
Sygeplejerske-patient-hospitalCOLOURBOX-copy.jpg
Det går hurtigere med at komme hjem fra hospitalet efter endt behandling. Foto: Colourbox
ældre For få år siden havde Ballerup Kommune store problemer med at få folk hjem fra hospitalet, når deres behandling var færdig. Men nu har en effektiv indsats båret frugt.

Tidligere havde Ballerup – ligesom mange andre kommuner i Region Hovedstaden – meget svært ved at få folk hurtigt hjem fra hospitalet, når deres behandling var overstået. Mange lå i dage og uger og ventede på, at kommunen var klar til at tage imod med den rette hjælp – og i de rette omgivelser.

Men efter en ihærdig indsats har kommunen fået vendt den udvikling, så Ballerup i dag ligger bedre en gennemsnittet for alle kommuner i regionen. Og kigger man på vores nabokommuner Furesø, Egedal, Albertslund, Herlev og Glostrup er Ballerup den mest effektive til at få folk hjem fra hospitalet hurtigst muligt.

Samlet set lå færdigbehandlede patienter fra Ballerup Kommune og ventede på at komme hjem fra hospitalet i 497 dage i perioden januar-september 2015, til sammenligning var tallet året før i 2014: 2113 dage.

Det var især mange ældre borgere, som ikke bare kunne sendes hjem i eget hjem, fordi de havde behov for omfattende pleje, hjælp og genoptræning.

Fra tre til ni dage

I 2014 gik der gennemsnitligt ni dage, fra en patient blev erklæret færdigbehandlet på et hospital, til vedkommende kunne sendes hjem til Ballerup Kommune. I 2015 var den gennemsnitlige ventetid nedbragt til tre dage. Og samtidig har man ikke længere nogen, der venter i mere end tre uger, hvorimod der i 2014 var mange der ventede i fire, seks og otte uger – nogle endda endnu længere.

»Vores helt store problem var, at vi havde fået ophobet en pukkel, hvor vi havde rigtig mange færdigbehandlede borgere, der lå og ventede på en plejehjemsplads eller en midlertidig plads og genoptræning,« fortæller Dora Fog, der er afsnitsleder i Ballerup Kommunes afdelingen for hjælpemidler og visitation.

»Så for cirka halvandet år siden besluttede vi at sætte særligt fokus på dette for at få det ændret,« tilføjer hun.

Ved hjælp af en særlig taskforce blev der sat en række initiativer i gang. Blandt andet blev der ændret på kriterierne for plejehjemspladser, der kom mere specialiseret personale i hjemmeplejen og så blev der udnævnt fem særlige udskrivelses-sygeplejersker, som skulle tage sig af lige netop disse borgere – og sørge for at de kom hjem til kommunen så hurtigt som muligt.

»Vi prøver mange forskellige ting af, for at finde ud af hvad der virker. Og det er glædeligt at se, at vores indsats har båret frugt,« siger Dora Fog.

Forventningen er da også, at det bliver endnu bedre, når kommunen senere i denne måned åbner de 15 nye korttidspladser, der kommer til at ligge i det tidligere ældreaktivitetscenter Parkhuset.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *