»Det er ikke iskold business det hele«
laila_siemens_9.jpg
Siemens’ kommunikations-chef John Finnich Pedersen kalder virksomhedens samarbejde med lokale skoleklasser for et ’frirum’. »Det er rart at beskæftige sig med noget helt andet en gang imellem og på den måde have med andre mennesker at gøre,« siger han. Foto: Flemming Schiller
Interview Sognepræst Laila Bomose har besøgt Siemens, hvor hun har fået en snak med kommunikationsdirektør John Finnich Pedersen om hans og firmaets sociale ansvar og rolle i lokalsamfundet.

Jeg skal mødes med kommunikationsdirektør John Finnich Pedersen i elektronikkoncernen Siemens, som ligger i Lautrupparken. Bygningen, som huser Siemens og som ligger ved Føtex i Lautrupparken, er stor og kvadratisk med lange rækker af smalle vinduer. Men når man kommer ind, kan man næsten ikke få det anonyme og regelrette ydre til at passe.

Der er udkig til alle etager fra indgangspartiet. Etagerne er forbundet af trapper og broer og husets tag er i glas. Der er en cafe for medarbejdere og gæster og små sofaarrangementer indbyder til at sætte sig og tale sammen.

Socialt engagement

Samtalen foregår i lokalet med navnet Røntgen og navnet afslører et af Siemens produktionsområder. Men det er ikke det, vi skal tale om. Vi skal tale om betydningen af en international virksomheds engagement i Ballerup. Om hvorfor en virksomhed som Siemens har et samfundsansvar i det lokale, og hvordan det udmønter sig. Vi skal tale om CRS (corporate social responsibility) som på dansk betyder samfundsansvar.

Kommunikationsdirektør John Finnich Pedersen har været ansat hos Siemens i over 20 år. Han er ikke en mand, med de store armbevægelser, men man skal ikke være længe i hans selskab for at bemærke vægten bag hans ord. Der er passion og præcision i hver sætning.
John Finnich Pedersen forklarer indledningsvis, hvordan CSR er en del af Siemens.

»Vi er en virksomhed, som blev født i Berlin i 1865, og allerede den gang engagerede man medarbejderne; man lavede fritidsaktiviteter, der var fællesspisning og formentligt den første virksomhed, som indførte pension, fem dages arbejdsuge, virksomhedslæge… Går man på arbejdermuseet i Bredde kan man i øvrigt se meget mere om den tid,« fortæller John Finnich- Pedersen.

Hvad får man som virksomhed ud af CSR?

»Jamen, grundlæggeren af Siemens sagde, at hvis man ikke giver nogle af de penge tilbage, som firmaet tjente, til dem, som havde skabt det, ville pengene brænde i hans hænder.«

Ikke for sjov

Men hvordan udspiller det samfundsmæssige ansvar sig så i et samfund, hvor Siemens opererer i hele verden, og hvor medarbejderne ikke nødvendigvis bor i Ballerup?

»Vi laver ikke CSR aktiviteter, fordi vi synes det er sjovt, vi gør det, fordi det er med til at understøtte forretningen. Det giver os et bedre image, men handler også om aktiviteter på nogle områder, hvor vi ser nogle udfordringer. Der er ikke nok unge, som interesserer sig for teknologi; der er for få ingeniører, og der er for få på erhvervskolerne, som arbejder med teknologi. Det er de områder, vi fokuserer på. Det er jo afgørende betydningsfuldt for en virksomhed som os, at der er ingeniører nok. Det handler jo også om vores kunder og samarbejdspartnere,« forklarer John Finnich Pedersen.

Han fortæller, at startskuddet til det lokale engagement kom lige da han blev ansat. Det var i forbindelse med offentliggørelsen af, at der blev uddannet 1000 færre ingeniører per år.

»Hos Siemens talte vi om at skrive til regeringen eller Dansk Industri, men hvorfor ikke gøre noget i lokalsamfundet? Jeg tog derfor kontakt til Ballerup Kommune. Det var ikke sikkert, at vi kunne hjælpe så meget, men vi ville gerne advokere for, at der kommer flere med interesse for teknologi.«

Adoptionsordning

Siemens fik derfor etableret en adoptionsordning, hvor de fulgte en klasse fra 7 til 9. klasse.
»Ambitionen var en aktivitet om måneden og det foregik typisk på den måde, at Siemens deltog i en matematik- eller fysiktime. Næste time gik man så ud i verden for at se, hvordan teorierne blev brugt. Havde man lært om lyd, så prøvede man f.eks at arbejde med en ultralydsscanner.

Det var store forhold for skolerne, hvor man typisk sidder med mindre forsøg,« siger John Finnich Pedersen og fortsætter:

»Jeg tror, at det er vigtigt, at der kommer nogle afbræk i skolehverdagen og at mankommer ud nogle steder, som man ikke selv kunne komme, og hvor det også var tilladt at lave fejl, for det er en afgørende del af det at lære.«

Bred effekt

»Vores succeskriterium var, at valgte blot en fra hver klasse en teknisk uddannelse, så var det en succes. Men da vi evaluerede efter de første tre år, kunne vi se, at det også have haft den effekt, at nogen var blevet mere ambitiøse med, hvad de ville uddanne sig til. Vi kunne ikke umiddelbart se, at der var flere ingeniører, men der var flere, som typisk ikke ville have læst videre, som kom i gymnasiet og læste videre derfra, lige som flere også fik bedre karaktere,« fortæller John Finnich Pedersen

Har I stadig de forløb?

»Ja, vi er i gang med femte forløb nu og undervejs har vi haft op til 13 ordninger, som også indbefatter andre områder end skoleklasser. Men vi har knap så meget fokus på det tekniske, derimod mere på, hvad man forventer som virksomhed af sine ansatte, hvordan man kommer ind i rummet til en jobsamtale og så videre.«

Mangler de unge den viden i dag?

»Ja, og måske især nogle af dem fra de lidt hårdere ramte familier.

Men er der en stil og fremtoning, som er vigtig at lære?

»Ja, passion – at lære at være på, når man er på,« slår John Finnich Pedersen fast.
John Finnich-Pedersen er selv uddannet ingeniør, og har gennem sit arbejdsliv arbejdet med forskning, videnskab og markedsføring. Han er ansvarlig for samarbejdet med de danske universiteter, lige om han selv er leder af en lille forskningsgruppe på Siemens, som pt. er optaget af, hvordan man lagre overskudsstrøm fra vindermøller.

Man er ikke et øjeblik at han selv har passion i sit arbejde, selv om hans fødestavn i det nordjyske ikke fornægter sig. Han udtaler sig ikke prangende, men med fokus på fakta. Han er ingeniør med stor passion for det grundlæggende, nemlig teknik.

Et arbejde med mennesker

Hvordan påvirker det dig at arbejde med skoleklasserne?

»Jamen, det er et frirum. Det er rart at beskæftige sig med noget helt andet en gang imellem og på den måde have med andre mennesker at gøre,« siger han.

Jeg ved, at du også sidder i bestyrelsen på Grantoftegård. Det er jo ikke et projekt under Siemens, men et sted med sin egen dagsorden?

»Ja, det er i virkeligheden på kanten af, hvad der er vores forretning. Men jeg arbejder jo med mennesker, som skal ind på arbejdsmarkedet, et arbejdsmarked, som jeg er en repræsentant for i bestyrelsen. Desværre er der jo en restgruppe, som har meget svært ved at få noget fornuftigt at lave, og det er jo spild af menneskelige resurser.«

John Finnich Pedersen rykker lidt rundt i stolen, inden han fortsætter:

»Så hvis vi som virksomhed kan få nogen ind på arbejdsmarkedet i stedet for offentlig forsørgelse, er det godt. Samfundet har ændret sig: Nu skal elektrikeren være ingeniør, og den ufaglærte faglært. Det er vigtigt at alle får en plads i globaliseringen, som er en hård konkurrence i forhold til, hvad man ved, og hvad man kan. Jeg ønsker på ingen måde at indoktrinere folk, men CSR-arbejdet er på den måde med til at vise de muligheder, vi ser. For uden indsigt har man ikke gode valgmuligheder,« siger John Finnich Pedersen.

Du er med i mange ting. Er du vokset op med det sociale engagement?

»Ja, jeg tror man kan sige, at det går lige fra mine bedsteforældre, som havde en gård. Når der kom en skærsliber, som tog man godt imod ham, han kom ind og fik mad og øl og et sted at sove – det er ikke iskold business det hele,« siger John Finnich Pedersen med et lille smil.

Samtalen med John Finnich Pedersen er ved at være ved vejs ende. Jeg spørger til de kommende projekter.

»Prøv at hør,« afbryder John Finnich Pedersen med fasthed i stemmen.

»Det handler om, hvem der sidder hvor. Det er ikke bare en almindelig HR opgave. Det her skal jo komme fra hjertet, det skal være naturligt at gå ud i klasserne og møde de unge i øjenhøjde, ellers gennemskuer de jo en,« slutter John Finnich Pedersen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *