K-politiker efterlyser politisk ærlighed
Valhalla-1.jpg
I sagen om den truende lukning af vuggestuen i ’Valhalla i Skoven’, manglede der reel forældreindflydelse. Det mener Martin Jonassen (C), som efterlyser mere ærlige politiske udmeldinger. Foto: arkivfoto
beslutninger Martin Jonassen (C) undrer sig over den måde, som kollegerne tager beslutninger på, når det gælder forældreindflydelse på institutionsområdet. Han mener, at politikerne skal være mere ærlige i deres udmeldinger.

»Vi vil gerne involvere vores borgere og give dem indflydelse. Men når det kommer til stykket, så er indflydelsen ikke rigtig. Det er nærmest på skrømt. Det skurrer i mine ører, og der er ikke noget reelt valg for forældrene, når det kommer til institutionsområdet. Det virker som om, at politikerne forfølger et mål og så giver de, i nogle tilfælde, udtryk for, at forældrene skal høres og så er valget reelt truffet. Det er helt galt. Der skal en ny kultur til«.

Det er klare ord og de kommer fra medlem af kommunalbestyrelsen for Konservative, Martin Jonassen.

Han føler en stigende frustration over, at ’det sejler’ i kommunen, når det kommer til den måde, som man involverer borgerne på, i en tid med store omstruktureringer på institutionsområdet.

Indflydelse eller ej

Som konkrete eksempler nævner han dels lukningen af institutionen ’Bjerget’ i Østerhøj, hvor politikerne besluttede at lukke institutionen og aldrig meldte noget ud til forældrene. Dermed var beslutningen truffet og der var ingen debat.

Det andet eksempel Martin Jonassen nævner, er lukkeplanerne for vuggestuen ’Valhalla i Skoven’ i Egebjerg, hvor forældrene ved et tilfælde opdagede, at kommunen havde lukkeplaner og derfor troppede op til et udvalgsmøde for at påvirke beslutningen. Det lykkedes delvist, for der blev stablet et dialogmøde på benene.

De to eksempler bruger Martin Jonassen for at fortælle, at der ikke er nogen reel borgerindflydelse i Ballerup.

»I tilfældet med ’Bjerget’ så var beslutningen truffet i forbindelse med budgetaftalen. Men ingen ville sige noget om, hvad der skulle lukkes. Selvom personalet godt vidste det, så blev det ikke meldt ud før det var for sent i forbindelse med fremlæggelsen af budgetaftalen for 2016. Det chokerede forældrene, der slet ikke have nogen som helt former for indflydelse,« siger Martin Jonassen og fortsætter:

“I sagen om ’Valhalla i skoven’ var det stort set det samme. Det var kun et tilfælde, at forældrene opdagede det og så troppede de op til et udvalgsmøde. Her fik de så halvanden time i en skinproces, hvor ingen kunne forberede sig ordentligt og med en beslutning, der var truffet. Nogen steder vil man inddrage folk og andre gange vil man slet ikke diskutere eller nævne for borgerne, hvad der skal ske. Det er helt skævt. Der mangler en klar melding fra de folkevalgte her i kommunen. Vil man involvere borgerne reelt eller vil man ikke. Det har jeg forsøgt at gøre opmærksom på ved møderne længe, men uden held. Jeg mangler ganske enkelt åbenhed om, hvad man vil.«

For meget bullshit

Han mener, at hele den nye institutionsstruktur er langt mindre velforberedt end skolestrukturen, hvor der var tænkt mange tanker om målet med strukturen, ligesom der var en grundig debat om den nye skolestruktur.

»Det virker som om, at hele processen om den nye institutionsstruktur er styret og vedtaget på forhånd. Man ønsker ingen reel borgerindflydelse. Ja, man har sendt nogle forslag ud i høring, men det er besluttet på forhånd, hvad der skal ske og dermed er der ingen reel indflydelse. Man skal ikke prædike involvering uden at gøre det. Det er jeg sikker på, at forældrene fra ’Bjerget’ kan skrive under på,« siger Martin Jonassen, der mener at de nævnte eksempler er tegn på, at det er en generelt tendens i kommunen.

»Jeg synes, at vi som politikere er nødt til at sige åbent, om vi vil inddrage borgerne reelt eller ikke. Det er helt fint, at man selv ønsker at bestemme løbet, men så skal man ikke melde noget andet ud. Der skal ske en forventningsafstemning, ellers mister borgerne troen på, at politikerne gør, hvad de siger. Det øger politikerleden. Der er for meget bullshit og pyntede ordnavne på det, politikere vil gøre. Vi er i en tid, hvor økonomien er stram og det ved borgerne godt. I stedet for at finde på alle mulige pæne navne og kalde tingene alt muligt, så ville ærlighed være klædeligt. Jeg har altid bestræbt mig på at være ærlig og sige tingene ligeud. Så kan folk blive sure og lade være med at genvælge mig. Fair nok, men så kan jeg i det mindste se mig selv i øjnene og vide, at jeg var ærlig overfor mine vælgere. Den ærlighed synes jeg har manglet i denne proces,« siger Martin Jonassen.

Noget vrøvl

Men kritikken af manglende ærlighed vinder, ikke overraskende, ikke meget genklang hos Peter Als (A), formand for Børne- og Skoleudvalget, der arbejder med blandt andet institutionerne og den nye struktur.

»Jeg synes det er noget vrøvl, som Jonassen siger. I tilfældet med ’Bjerget’ var det en nødvendighed, at noget blev lukket. Vores tal viste tydeligt, at der var et kraftigt faldende børnetal i Østerhøj og samtidig lå ’Bjerget’ i lejede lokaler, som vi gerne ville ud af. Dermed var det besluttet, at den skulle lukke. Så ville det netop ikke være reelt at inddrage forældrene og give udtryk for, at de havde indflydelse på en proces, der var klar. I tilfældet med ’Valhalla’ kunne det godt have været bedre – det erkender jeg. Der skulle forældrene nok have været en del af processen og derfor stoppede vi også op, da forældrene gjorde os opmærksomme på det. De havde faktisk ret og derfor traf vi en beslutning om at genoptage dialogen. Det er forkert at kalde det en skinproces, for vi lyttede faktisk til, hvad forældrene sagde, og der er ikke truffet nogen endelig afgørelse. Vi forsøger så vidt muligt at få de input, som borgene kommer med, til at være en del af vores beslutninger,« siger Peter Als.

Han afviser også, at politikerne generelt er bange for at melde ærligt ud eller for at træffe upopulære beslutninger.

»Jeg har selv nogle ønsker til den nye struktur og det arbejder vi imod. Det melder vi også ud. Igennem processen tager vi, hvor det giver mening, bestyrelser og ledelse med på råd og vi læser rent faktisk de høringssvar, som kommer ind. De input tager vi ofte med i vores videre arbejde. Det betyder ikke, at alt bliver til noget og det er jeg ret sikker på, at folk ved, men vi inddrager alt, der giver mening. Som politikere skal vi ikke være bange for at træffe upopulære beslutninger og det kommer vi altid til. For hvad enten vi beslutter, er der nogen der bliver sure og nogen som bliver glade. Det er vilkårene og ved enden af dagen, skal vi stå til ansvar for vores beslutninger. Så jeg forstår simpelthen ikke kritikken,« siger Peter Als.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *