HTX-elever fra Ballerup vandt særpris
HTX-vindere-copy.jpg
Gruppen WasteLess fra TEC Ballerup HTX vandt en særpris ved Danish Entrepreneurship Award 2013. Fra venstre er det: Oliver Pedersen, Marcus Sandland og Magnus Strøm. Desværre var gruppens fjerde medlem Peter Lauritzen syg og kom derfor ikke med på billedet.
Innovation En gruppe elever fra Ballerup Tekniske Gymnasium vandt særpris for deres endnu ikke færdiglavede produkt: En prop til mælkekartoner, som kan indikere om mælken er sur.

Seks grupper fra Ballerup Tekniske Gymnasium deltog forleden i Danish Entrepreneurship Award 2013, hvor der konkurreredes på kreativitet, innovation og iværksætteri. En af grupperne vandt flot en særpris til arrangementet.

Mere end 5000 deltager årligt til Danish Entrepreneurship Award og igen i år var der fuldt antal til det store arrangement i Fredericia, hvor 5000 deltagere fejrer og konkurrerer på kreativitet, innovation og iværksætteri. Deltagerne er unge og undervisere på forskellige uddannelsesniveauer.

TEC Ballerup HTX havde i år seks grupper tilmeldt til forskellige konkurrencer, og alle grupperne efterlod et rigtig godt indtryk, samtidig med eleverne fik en stor oplevelse og indsigt i kreativitet og innovation, som de kan tage med sig i den daglige undervisning.

Smart prop

En af de seks grupper, WasteLess, vandt en særpris i kategorien samfundsvidenskab, som omhandler idéer om samfund, globalisering, historie og bæredygtighed.

Gruppen arbejder med en ide om at mindske madspild ved at kunne bestemme, om mælken er sur efter sidste holdbarhedsdato ved at integrere en måleenhed i mælkeproppen, som vil indikere hvis mælken for sur. Gruppen bestod af Peter Lauritzen, Oliver Pedersen, Marcus Sandland og Magnus Strøm, der går i 2.b og 2.a.

»Vores mål var at undgå madspild. Derfor kom vi op med idéen om at undersøge mælkens holdbarhed. Med vores produkt kan man finde ud af om mælken stadig kan drikkes efter sidste holdbarhedsdato,« fortæller Marcus.

I en del af undervisningen har de fire drenge arbejdet selvstændigt med idéen og selvom produktet ikke er helt færdiglavet endnu, er de selv meget stolte.

»Det var en kæmpe oplevelse at være med, og nu er vores næste mål Young Enterprise, som er en konkurrence i København til januar. Her håber vi på at være kommet endnu længere med produktet. Vi får en rigtig god sparring af lærerne på skolen, som selv har prøvet at være iværksættere og kender til processen,« tilføjer Oliver Pedersen.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *