Fra kabler til muskler
Henrik-Greve_3.jpg
I lyse og venlige lokaler i World Trade Center har Henrik Greve åbnet sin Body-sds klinik. Her handler det om at fjerne affaldstoffer fra kroppen ved hjælp af bevægelse af muskler og led. Foto: Flemming Schiller.
Nytænkning Henrik Greve har åbnet sin nye Body-sds klinik i World Trade Center i Ballerup. Han er manden, der efter knap 30 år i telebranchen tog springet til noget helt nyt.

Når man kommer ned i det ’nye’ World Trade Center i Borupvang 3 i Ballerup, så slår det den besøgende, at der er meget livligt og at rigtig mange virksomheder, små som større, har fundet deres nye domicil i det spændende kontorhotel.

Det gælder også for Henrik Greve, der 1. januar lagde sin klinik Greve Behandling i netop World Trade Center. Han har lagt sin klinik, der udfører Body-sds, der står for Body Self Development System, på første sal, hvor der er planlagt et stort sundhedscenter med en række forskellige klinikker med psykologi, coaches, læger og altså også kropsterapi.
Ikke mystisk

Henrik Greve er 54 år og forlod sin faste stilling hos TDC, hvor han i 29 år arbejdede med lysledere og transmission. Men der skulle ske noget andet og han fik lov til at tage en suppelerende uddannelse. En uddannelse, der nu har ledt ham over i at have skiftet elektrisk transmission ud med den menneskelige af slagsen.

Henrik Greve påpeger, at Body-sds ikke er spor ’mystisk’ eller ’hokus pokus’, men derimod en gennemprøvet teknik, der renser kroppen for affaldsstoffer.

»Det er ikke massage, men derimod en teknik, hvor man ved at bevæge leddene og musklerne renser kroppen for affaldsstoffer. Det er en moderne teknik, der bruges af cykelhold og håndboldhold og jeg har mange håndværkere og andre, der kommer med ømme kroppe og efterfølgende kan mærke, at det virker. Jeg ser kroppen som en helhed, som en samlet ’maskine’ så derfor er kropsterapien effektiv og velegnet til det moderne menneske,« siger Henrik Greve.

Også for private

Han har tidligere haft klinik i Farum, hvor han også bor privat, men da prisen for at have klinik efterhånden blev meget høj, var han på jagt efter et bedre sted. Her var World Trade Center i Ballerup oplagt.

«Min klinik henvender sig både til private og virksomheder. WTC er et centralt sted, hvor der kommer rigtig mange mennesker, ikke kun folk, der arbejder her i huset. Det er et spændende og livligt sted, hvor man samtidig har en masse socialt med de andre. Det sociale er også en vigtig del af mig, så derfor er placeringen ideel,« siger Henrik Greve, der har fået en god modtagelse af både kunder og ’kolleger’.

»Det er noget af et spring at tage fra TDC til sin egen kropsterapeut-klinik. Men jeg har stadig med vedligeholdelse at gøre, nu bare af mennesker. Jeg må sige, at min hverdag er meget mere inspirerende og givende og nu føler jeg, at jeg gør en stor forskel for mange mennesker og hjælper folk i dagligdagen, så det var et godt spring at tage,« siger Henrik Greve, der understreger, at klinikken altså er for alle og at man sagtens kan gå direkte ind fra gaden og bestille en tid til den effektive og velafprøvede kropsterapi.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *