Psykiatrisk Center i Ballerup udvider
Psyk-Ballerup-centerchef-Rene-Priess-4.jpg
Centerchef på Psykiatrisk Center Ballerup, René Priess, glæder sig til det nye byggeri, som skal huse hele Region Hovedstadens behandling, forskning og uddannelse i spiseforstyrrelser, står færdigt i efteråret 2017. Foto: Flemming Schiller
byggeri På Psykiatrisk Center Ballerup har man netop taget hul på byggeriet af et nyt stort center for spiseforstyrrelser. Her skal al forskning og behandling af spiseforstyrrelser hos voksne i hele Region Hovedstaden samles.

Første spadestik blev taget i sidste uge, og de næste mange måneder vil der blive arbejdet på højtryk med det 5000 kvadratmeter store byggeri, der er på vej til Psykiatrisk Center Ballerup.

På grunden ud mod Ballerup Boulevard mellem Motorring 4 og Hold-an Vej kommer der til at ske store forandringer. Region Hovedstaden har besluttet at samle al behandling af spiseforstyrrelser på et sted; Psykiatrisk Center Ballerup, og derfor skal der nu opføres et helt nyt, stort byggeri, der kan rumme både behandling og forskning i spiseforstyrrelser.

Psykiatrisk Center Ballerup er et sted, som de fleste nok har hørt om – eller ved hvor ligger. Men der er sikkert også mange, som aldrig har været inde på centrets område, og som kun kender det fra skiltet på boulevarden.

Psykiatrisk-Center-Ballerup-(1)

»Vi er omkring 650 ansatte – og snart kommer 100 mere, så vi er en stor arbejdsplads,« fortæller centerchef René Priess, der tager imod i administrationsbygningen, der ligger sådan cirka midt i ’den lille landsby’.

»I løbet af de sidste seks-syv år har vi gennemført omfattende renoveringer af alle vores bygninger herude, og med udgangen af 2017 er der så enestuer til alle patienter. Vi gør meget ud af, at her skal være rart at være. Vi tror på, at omgivelserne er medvirkende til, at man har det godt,« forklarer René Priess.

Psykiatriens Louisiana

Netop omgivelserne er der også lagt stor vægt på, da planerne for det nye center for spiseforstyrrelser, der altså skal opføres i her Ballerup, begyndte at tage form.

Byggeriet skal være smukt, lyst og indbydende – et sted som er rart at være, og selvom det skal indeholde flere forskellige funktioner, skal det være ét sammenhængende byggeri. Til den opgave har man valgt Rubow Arkitekterne A/S, som i den indledende arkitektkonkurrence kom med et bud, der passede rigtig godt ind i det allerede eksisterende byggeri på PCB.

»Vi havde et ønske om, at det nye byggeri skulle have sin egen identitet og samtidig løfte den eksisterende del af centret. Den nye afdeling kommer til at bestå af flere forskellige enheder, der bliver kædet sammen af nogle dejlige, lyse glasgange. Jeg kalder det det for ’psykiatriens Louisiana’,« siger René Priess med henvisning til det nordsjællandske museum Louisiana, der har en lignende arkitektur.

center-for-spiseforstyrrelser-gang-copy

Illustration: Rubow Arkitekterne A/S

Samler kræfterne

Det nye center for spiseforstyrrelser skal stå færdigt næste år, og dermed bliver al behandling samlet ét sted. I dag er det spredt ud over flere forskellige adresser og mange patienter oplever derfor, at de skal skifte lokalitet og behandlere undervejs i deres forløb.

»Det er noget af det, vi bliver kritiseret for – de der skift. Og det er da også virkelig ærgerligt, hvis man har knyttet sig til en bestemt person, dér hvor man har været i behandling, og man så pludselig skal flyttes til et andet sted og dermed mister den gode kontakt,« siger René Priess og fortsætter:

»Derfor giver det rigtig god mening at samle behandlingen ét sted. Det vil både give en tryghed for patienterne, fordi de så ved, at al behandling kommer til at foregå her hos os – de skal ikke pludselig flyttes. Og så vil vi også kunne udnytte de synergier der er ved at samle kræfterne. Alle de nuværende medarbejdere på de forskellige adresser bliver fusioneret herud, så der kommer til at være omkring 100 nye medarbejdere her i Ballerup.«

Forskning og uddannelse

Centret kommer til at have 27 sengepladser til voksne med en eller anden form for spiseforstyrrelse, dertil kommer forskellige fællesarealer, samtalerum, et auditorium og et stort fælles spisehus.

center-for-spiseforstyrrelser-opholdsrum-copy

Illustration: Rubow Arkitekterne A/S

Men det nye center får også sin egen forskningsenhed, der skal forske i både behandling og forebyggelse af spiseforstyrrelser.

»For ti år siden sagde man, at forskning i spiseforstyrrelser var helt umuligt. Men det er ikke rigtigt. Vi har ansat en seniorforsker, der skal stå i spidsen for forskningsarbejdet på det nye center – og som skal etablere samarbejde med landets øvrige psykiatriske centre og hospitaler,« forklarer René Priess og understreger, at det nye center i Ballerup naturligvis fokuserer på behandling af spiseforstyrrelser – men også på forskning og uddannelse.

»Vi er også et uddannelsessted, det glemmer man nogle gange. Vi har mange elever og studerende igennem kortere eller længere forløb her på centret – både lægestuderende, sygeplejersker, fysio- og ergoterapeuter med flere,« remser centerlederen op.

Et prioriteret område

»Fusionen skal ses som et udtryk for, at spiseforstyrrelser er et område, vi ønsker at prioritere. Rammerne bliver tidssvarende og dedikerede til lige præcis denne gruppe af patienter,« siger René Priess.

Han understreger dog også, at der er stor forskel på de patienter, der kommer til at bruge det nye center for spiseforstyrrelser; nogle vil være hårdt ramt om have brug for at bo og blive behandlet intensivt over en lang periode, mens andre vil være hjemmeboende, velfungerende, arbejdende mennesker, der kun kommer på centret engang i mellem.

center-for-spiseforstyrrelser-patientstue-copy

Illustration: Rubow Arkitekterne A/S

»Den enkelte patients behov vil ofte ændre sig undervejs i behandlingen, og der vil vi kunne sikre en bedre sammenhæng i forløbet ved at have det hele samlet her. Så kan vi lettere skrue op og ned løbende efterhånden som behovet ændrer sig,« forklarer centerchefen og tilføjer:

»En sidegevinst er, at vi forventer, at ventetiden mellem de forskellige faser i behandlingen bliver minimeret, da vi med den samlede behandlingsindsats her på Psykiatrisk Center Ballerup får større fleksibilitet og mulighed for at bruge vores ressourcer netop der, hvor der er aktuelt behov for dem.«

center-for-spiseforstyrrelser-udefra-copyIllustration: Rubow Arkitekterne A/S

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *