Pas på tricktyve på motorvejene
Politibil-genrebillede.jpg
politi: Københavns Vestegns Politi advarer alle bilister mod at stoppe, hvis personer forsøger at vinke dem ind til siden på motorveje og afkørsler.

I de seneste par uger har Københavns Vestegns Politi haft flere episoder med forskellige tricktyve, der vinker bilister ind til siden på motorvejene samt ved til- og frakørslerne.

Men det er svindlere, der blot er ude på at narre hjælpsomme borgere. Så derfor advarer politiet alle mod at stoppe.

“Vi har set en del til den type tricktyve på motorvejsnettet på Vestegnen de seneste dage. Stop ej og lad dig ikke snyde,” lyder opfordringen fra Vagtchefen.

Tricktyvene står typisk i nødsporet ved en parkeret bil og lader som om, der er løbet tør for benzin – eller de vil spørge om vej. Uanset hvad, skal man ikke stoppe, understreger politiet. Det er både farligt for trafikken – og for én selv, da tyvene er både snu og hurtige.

Hvis man ser personer, der signalerer, at man skal standse på motorvejen eller ved til- og frakørslerne, skal man blot køre videre og eventuelt melde det til politiet på telefonnummer 114.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *