Elever vandt en tur til Kina
elever-til-wuxi-copy.jpg
Syv af de otte dygtige elever, som har vundet kommunens konkurrence om en tur til Wuxi i efteråret, blev hyldet ved en reception på rådhuset i sidste uge. Foto: privatfoto
konkurrence Otte lokale skoleelever kan godt begynde at pudse deres kinesiske gloser af. De skal nemlig en tur til den kinesiske storby Wuxi, der er samarbejdsby for Ballerup Kommune.

De otte elever har deltaget i en stor Kina-konkurrence, hvor de har dystet mod cirka 200 andre elever fra Ballerup Kommunes 8. klasser.

Emnet for konkurrencen var internationalt samarbejde og de 17 bæredygtige udviklingsmål fra FN, der blandt andre inkluderer nul fattigdom og nul hungersnød. Eleverne har haft til opgave at give forslag på, hvordan vi på tværs af landegrænser kan tackle nogle af de udfordringer, som vi står overfor.

Torsdag eftermiddag blev de otte vindere annonceret til store klapsalver ved en reception på Ballerup Rådhus. De dygtige elever, som skal til Kina er: Dima Sammar fra Baltorpskolen afd. Rugvænget, Simon Nielsen fra Hedegårdsskolen, Tobias Størum fra Måløvhøj Skole afd. Måløv samt Andrea Freja Rugholm Sørensen, Anika Nørgaard Molbæk, Svea Wolfram, Rebecca Harte og Maria Treldal – alle fem fra Måløvhøj Skole, afd. Østerhøj.

Stort tillykke og god tur til alle otte, som rejser til Kina til september.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *