Monique åbner sin verden for børnene
MoniquesVerden-copy.jpg
I Moniques Verden kan man høre Monique synge en masse kendte børnesange og fortælle historier. Foto: PR-foto
Udgivelse Bysbarnet Monique Spartalis har netop udgivet sin helt egen børneapp med sange og historier for de mindste.

Den kendte danske sangerinde Monique, som er opvokset i Ballerup, kan ikke selv få børn. Det har været en stor sorg for den i dag 50-årige kvinde, der siden hun var helt lille, altid har elsket at synge, fortælle historier og udfolde sin kreativitet sammen med børn.

Men selvom drømmen var at dele dette med egne børn, har hun nu i stedet skabt sin egen gratis børneapp ’Moniques Verden’, hvor hun deler sin finurlige og fantasifulde tilgang til verden, med alle de børn, der har lyst til at være med.

»Jeg har altid forestillet mig, at skulle give min kreativitet videre til egne børn, nu bliver det i stedet til alle børn, der har lyst til at udforske mit univers,« fortæller Monique Spartalis, der iført strutskørt og omgivet af glade børn og tøjdyrsvennerne Max, Marley, Marvin og lille Molly, tilbyder masser af underholdning med fortællinger og sange til de 3-6 årige.

Ikke kun for sjov

Foruden at være sangerinde, er Monique uddannet skolelærer og psykoterapeut. En baggrund, der ikke fornægter sig.

»Med Monique’s Verden er det mit ønske, at styrke børnenes sproglige, musikalske og motoriske færdigheder gennem underholdning og leg, og samtidig være med til at udvide deres horisont med gode historier, der kan opfordre til snak børn og forældre imellem,« forklarer Monique.

»Jeg er for evigt taknemmelig, for alle de inspirerende sjæle jeg har mødt på min vej, de har gjort en kæmpe forskel for mig. Jeg håber, jeg med denne lille app, kan være med til at åbne op for endnu mere kreativitet. Tænk, hvis jeg kunne være den, der kunne inspirere andre,« siger Monique.

Skal lære at give

App’en indeholder også en velgørenheds-del, hvor børn og forældre sammen kan snakke om og stemme på, hvilken af tre organisationer Monique’s Verden skal donere penge til.

»Jeg tror på, at hvis vi lærer at give og dele som små, så er det det, vi giver videre som voksne. Det synes jeg er rigtig vigtigt,« siger Monique.

Appen indeholder blandt andet ni fortællinger, 25 børnesange og syng-selv-versioner af sangene. Den kan hentes gratis i Appstore.

Læs mere på Moniquesverden.dk eller Facebook.com/moniquesverden.



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *