Hvem står bag byggeplaner på Ragnisvænge?
Debat Ballerup Kommune inviterede til dialogmøde om udviklingen af Ragnisvænge den 24. maj. Der var stort fremmøde og stor spørgelyst fra beboerne i området.

Efter den 24. maj har vi i vores lille hustand talt om forløbet og stillede os selv spørgsmålet: Hvem står egentlig bag byggeplaner på Ragnisvænge?

Formanden for Teknik- og Miljøudvalget Helle Tidemand bød velkommen til dialogmødet. Embedsmænd gennemgik området Ragnisvænge og dets nu manglende naturværdier samt planerne om at grave en ny sø, som ”trædesten” for padder. Første tanke er derfor: Det er Ballerups Kommunes ønske at udvikle området til bebyggelse til glæde for fremtidens borgere og padder!

Så blev Rikke introduceret på dialogmødet. Hun præsenterede sig som mor til tre børn på Hareskovens Lilleskole. Hun roste området i høje toner og ønskede ideologisk at tilføre området merværdi med en økologisk bofællesskab med 43 bostande og et fælleshus. Områdets nuværende beboere blev endda inviteret til kaffedrikning med uformel snak med naboerne, som de sikkert ikke taler med nu!

Rikke havde allerede entreret med arkitektfirmaet Vandkunsten, der viste adskillige powerpoints om firmaets fortræffeligheder samt detaljerede skitser til bebyggelse af Ragnisvænge.

Det lyder som et idealistisk forslag, indtil vi begynder at finde ud af, hvem Rikke er. Rikke Sønder Larsen er direktør og ejer af det cirka et år gamle firma Eco-Village og direktør for firmaet Samfundsinvestor, som blandt sine kunder har Ballerup Kommune. En hurtig søgning på firmaet Eco-Village viser, at de allerede har tre bofællesskaber på tegnebrættet i Værløse,

Albertslund og Horslunde på Lolland. Så måske er Rikke Sønder Larsen og Vandkunsten alligevel ikke drevet at det store ideologiske ønske om at udvikle Egebjerg til fremtidens boligform?

Vi ved stadig ikke: Hvem står egentlig bag byggeplanerne på Ragnisvænge? Måske vil Ballerup Kommune hjælpe med et svar?

Det kan godt være, at borgene omkring Ragnisvænge ikke følger med udviklingen og bor i kedelige parcelhuse med carport, som arkitekt Jan Albrechtsen fra Vandskunsten og direktør Rikke Sønder Larsen fra Eco-Village tydeligt tilkendegav på mødet, men ingen borgere i området er interesseret i at opgive de fredede arealer på Ragnisvænge.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *