Mysteriet om pergolaen er opklaret
perkola_3-1.jpg
Den noget ramponerede have, som den har set ud i en del måneder efter det ’mystiske’ arbejdshold rykkede ind. Nu sker der snart noget. Foto: Flemming Schiller.
Mystisk Den mystiske sag om den nedrevne pergola på beboerhuset i Rugvænget er opklaret. Nu bliver der snart rykket i sagen.

Ballerup Bladet skrev i sidste uge om den mystiske nedrivning af en gammel pergola på beboerhuset på Rugvænget. Nu er sagen opklaret.

Brugerne af huset fandt for snart fem måneder siden deres have fuld af byggeaffald og en gammel pergola, der var revet ned. Desuden var et gammelt rækværk revet ned og erstattet af midlertidigt trådhegn.

Brugerne af huset undrede sig og henvendte sig til Rugvængets Skole og Ballerup Kommune, men ingen kendte noget til sagen. Siden er der gået fem måneder, uden at noget er sket.

Men nu er der gennembrud i sagen. Det viser sig, at det er Ballerup Kommunes Center for Ejendomme, der står bag den mystiske nedrivning.

For lang tid

»Det var vores konduktør, sammen med et team fra kompetencecentret, der foretog nedrivningen. Vi fandt ud af, at det var et godt projekt, som vi kunne sætte vores ledige til.

Desværre er der gået for lang tid. Vores udfordring er, at sammensætte et team og det afhænger ofte af dagsformen. Men planen er, at vi skal have et hold til at ordne det efter sommerferien,« siger Mads Bo Bojesen, chef for ejendomme i Ballerup Kommune.

Han erkender, at der har været en kommunikationsbrist, når det kommer til at fortælle om nedrivningen.

»Vi fortæller altid vore kunder eller brugere, hvad vi laver, men der er tydeligvis ikke blevet informeret ordentligt i denne sag. Det er en klar fejl,« siger Mads Bo Bojesen, der altså vil sende et hold fra Kompetencecentret ud til beboerhuset når ferien er slut i august måned.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *