Torsdag 20. Juli 2017
Annoncering | Lavselvannoncer.dk | Er avisen udeblevet? | Hvem er vi
»Jeg hader, når folk kalder mig den der kræftpige. Jeg kunne godt tænke mig, at de mødte mig som et normalt menneske - og ikke som et der er sygt,« siger 17-årige Christina Malmer fra Ballerup. Foto: Flemming Schiller
»Jeg synes, min piratklap er nice«
Interview Det startede som en irriterende og vedvarende hovedpine. Flere lægebesøg, pilleglas og måneder senere fik 15-årige Christina Malmer konstateret kræft i hjernen. En uhelbredelig kræft, der blandt andet har kostet hende synet på det ene øje. Men det store smil og positive sind kan den forbandede sygdom ikke tage fra hende.
Skrevet af Mia Thomsen - 5. juli 2016, 19:17:20

’I’ve got cancer, but cancer never had me’, står der på Christina Malmers instagram-profil, hvor hun storsmilende fortæller, at hun er en sød pige, at man ikke skal være bange for noget – og at man altid har et valg her i livet.

Jeg har nærstuderet Christinas profiler på de sociale medier. Læst de mange opslag og kommentarer på hendes facebookside ’En ung med kræft’ og kigget på hendes billeder.

Jeg har faktisk også set hende i virkeligheden – på afstand – iført en pink t-shirt med budskabet ’Fuck kræft’ på ryggen. Hun er nem at kende med den sorte klap for øjet og det kæmpe store smil, der er hendes faste følgesvend – ligesom smerterne, som gemmer sig bag.

Jeg ved, jeg skal dø

Christina Malmer er 17 år. Hun bor i en lejlighed i Ballerup sammen med sine forældre, storesøster Sofie og hunden Nala.

Den dag jeg besøger Christina for at interviewe hende til denne artikel, er hun i et vældigt humør. Det er dagen, hvor Ung Kræft lancerer en ny, stor kampagne ’Jeg er i live’. Christina er én af de otte unge, der i små videoer fortæller om livet som ung med kræft. Og hun er mega stolt.

»Jeg synes, min video er blevet vildt god,« udbryder hun og skynder sig at line computeren op på sofabordet.

»Kan vi ikke bare se den på telefonen,« spørger hendes mor, Sonja. Men det kan hun godt glemme. Den store skærm skal frem.

Christina har selv valgt overskriften til videoen: ’Jeg ved, jeg skal dø. Jeg er i live,’ står der med versaler, som om ordene ikke var voldsomme nok i sig selv.

Videoen begynder med et lille klip af en grinende Christina, der poserer for en fotograf, mens en anden pige står og vifter ihærdigt med et stort papstykke, så Christinas lange hår hvirvler rundt om ansigtet på hende. Hun har hænderne solidt plantet i siderne og ligner én, der er klar til at tage, hvad der kommer.

»Når man fortæller folk, at man har kræft, så er alle sådan ’ej, det gør mig virkelig ked af det’ og ’det er synd for dig’. Og selvfølgelig er det sødt at skrive. Men alligevel kunne man godt skrive; hvor er du egentlig sej, at du bare fortæller det sådan direkte, når man spørger dig første gang,« siger Christina blandt andet i den fire minutter lange video.

»Det er det med at være Christina. Det holder jeg fast i. For jeg synes selv, at Christina altid har været en god person. Og jeg gider ikke være det der kræftmenneske. Jeg hader, når folk kalder mig den der kræftpige. Jeg kunne godt tænke mig, at de mødte mig som et normalt menneske – og ikke som et der er sygt,« tilføjer hun.

Jeg græmmer mig og undlader at fortælle, at da jeg susede ud af døren på redaktionen for tyve minutter siden, nåede jeg lige at sige, at jeg skulle interviewe ’hende kræftpigen’ i dag. Det siger jeg aldrig mere. Det lover jeg, Christina.

Tilbage til start

Selvom Christina er et ganske normalt menneske, så har hun alligevel de sidste par år oplevet ting, som de fleste andre 17-årige – heldigvis – er foruden. Faktisk er det ret præcist to år siden, juni 2014.

»Det startede, da jeg var i Spanien på træningslejr med taekwondo-klubben. Det var dagen før, vi skulle hjem. Der blev jeg sådan ret pludseligt meget svimmel, fik kvalme og hovedpine,« husker Christina.

Ikke noget der i sig selv var alarmerende. Det kunne være varmen, maden, for lidt væske – hvad som helst.

Men da hun kom hjem til Danmark, fortsatte hovedpinen. Efter 14 dage gik hun til lægen, der dog mente, at det nok bare handlede om, at Christina var stresset over skolen. Hun skulle begynde i 9. klasse efter sommerferien, og det var nok bare det, beroligede lægen og sendte hende hjem med besked om at tage en panodil og en ibuprofen, hvis det blev ved med at gøre ondt i hovedet.

Og sådan gik sommerferien med hovepine, piller og endnu et besøg hos lægen, der stadig mente, at Christina bare var stresset over skolen.

Da det nye skoleår var kommet godt i gang var Christinas klasse med i den årlige skolefodboldturnering. Christina var anfører og gav den fuld gas på banen.

»Så var det som om, jeg begyndte at se dobbelt. Jeg kunne pludselig ikke rigtig se, hvor bolden var – eller målet. Det var meget underligt. Og de andre kunne godt se, at der var noget galt og spurgte, om jeg var okay. Jeg sagde bare ’ja ja’ og skiftede fra midtbane til forsvar,« fortæller Christina.

Men hun var ikke okay, skulle det vise sig.

Elsker at fortælle

Den 21. oktober 2014 blev en skæbnedag for den dengang 15-årige Christina og hendes familie. Efter måneder med hovedpine, svimmelhed og nu også synsforstyrrelser på det ene øje, blev hun langt om længe undersøgt nærmere.

»Jeg kan huske, at vi sad der hos lægen, og så kiggede han mig i øjnene og sagde; ’Christina, jeg tror du har kræft i hjernen.’«

Christina lader sætningen hænge lidt i luften, mens jeg bekæmper trangen til at skynde på hende; og hvad så, hvad gjorde du så, hvad skete der så?

christina_2

Foto: Flemming Schiller

For hun skal nok fortælle. Hun elsker at fortælle, og historien om ’da Christina fik kræft’ har hun fortalt mange gange før.

»Jeg er meget åben omkring min sygdom. Faktisk så elsker jeg at tale om det. Det er så let for mig at tale om det, og det er jeg glad for, fordi det er jo en del af mig, og det er noget jeg skal have resten af mit liv, så jeg skal jo kunne tale om det,« forklarer Christina, der også har glædet sig til at få besøg i dag af både journalist og fotograf.

Hun er med på alt, fotografen kan bare sige til.

»Skal jeg flytte klappen lidt eller sidder den rigtigt,« spørger hun og viser grinende, at hun har fået så meget sol, at der bag den sorte klap nu gemmer sig en permanent hvid én i det solbrune ansigt.

Noget i hovedet

»Lige da lægen sagde det der med kræft, begyndte jeg bare at græde. Jeg tænkte, at kræft var det værste, man kunne få, og at der nok ikke var et værre sted at få kræft end i hjernen,« fortæller Christina og tilføjer:

»Jeg vidste ikke noget om kræft og kan huske, at jeg tænkte, at hvis jeg havde kræft, så var det da mærkeligt, at mit hår ikke var faldet af.«

Hun griner og ryster på hovedet af sig selv:

»Jeg troede, det var kræften, der fik håret til at falde af – ikke behandlingen.«

Christina og hendes mor blev sendt direkte på Rigshospitalet efter besøget hos lægen. Her blev hun undersøgt samme dag, og om aftenen var der møde med lægerne.

»De kunne se, der var noget oppe i mit hoved, som ikke skulle være der. En tumor. Men præcis hvad det var, kunne de ikke sige endnu,« fortæller Christina, som derefter blev indlagt på Rigshospitalets børnekræftafdeling – eller bare 5054, som den bliver kaldt af alle, der har haft deres gang der.

»Lægen kaldte den for ’afdelingen for noget i hovedet, der ikke skal være der’. For de vidste jo ikke endnu, om jeg havde kræft,« fortæller Christina.

Dagen efter var hun til øjenlæge, hvor hun fik at vide, at hendes øje havde sat sig fast og at det ville være bedst, hvis hun fik en klap for øjet.

»Det, synes jeg, var meget sejt med sådan en piratklap. Jeg synes den var nice,« griner Christina og hiver lidt ud i elastikken på den sorte klap.

Jeg vidste det

Den 5. november 2014 fik hun foretaget en biopsi.

»Ej, den historie skal du også lige høre,« siger Christina.

Jeg kan allerede ud fra hendes ansigtsudtryk tyde, at det her bliver lidt klamt.

»De gik op gennem højre næsebor, og så brækkede de næsen op og borede hul i kraniet,« fortæller hun, mens mit ansigt krøller sig sammen ved tanken om at få brækket næsen indefra.

Det gik godt, og lægerne fik fjernet så meget af tumoren at Christina for en periode fik normalt syn igen og kunne smide klappen.

Men tre uger senere kom Christina hjem fra skole og fandt sin mor siddende i køkkenet.

»Jeg kunne med det samme se på min mor, at hun var ked af det og havde grædt. Hun havde fået svar på biopsien og sagde, at det var kræft,« husker Christina.

»Men selvom det lyder mærkeligt, så vidste jeg det allerede. Jeg kan ikke forklare hvorfor, jeg kunne bare mærke det,« tilføjer hun.

Det viste sig at Christina havde en meget sjælden form for knoglekræft, chondrosarcoma. Sonja staver det for mig – flere gange – og fortæller, at diagnosen ændrede sig lidt undervejs, men det blev kun sværere at stave til.

Det er en sjælden form for kræft. Den er uhelbredelig og kan ikke behandles med kemo, men kun med kirurgi og protonstråling. Lægerne valgte sidstnævnte, da Christinas tumor sad et problematisk sted i hjernen, og risikoen for komplikationer var stor ved en operation.

Men protonstråling udføres ikke i Danmark, så Christina og hendes mor Sonja måtte pakke kufferterne og rejse til Tyskland. Her tilbragte de to lange måneder og Christina måtte igennem hele 36 strålebehandlinger – og en 16 års fødselsdag, inden de igen kunne vende hjem til Ballerup den 2. maj 2015.

Meningen var, at strålingen skulle virke som en form for sovepille for tumoren i Christinas hjerne, så den ikke voksede yderligere. Men det gik slet ikke som planlagt.

Tumoren vokser

Christina har fundet nogle sort-hvide scanningsbilleder af hendes hjerne frem.

»Ser det ikke vildt ud der ved øjnene,« spørger hun og peger på billederne.

Og jo, det må jeg indrømme, det ser faktisk helt vildt ud. Christinas øjne på scanningsbillederne er to store hvide kugler. Men det er den lyse plamage skråt bag venstre øje, der straks stjæler opmærksomheden. Der er den. Kræften. Jeg ved ikke, hvad jeg havde forestillet mig. Men den ser slet ikke farlig ud.

foto

Privatfoto

»Hvor stor er den der,« spørger jeg og peger på det ældste scanningsbillede.

»Det ved jeg faktisk ikke, jeg tror egentlig aldrig, jeg har fået at vide, hvor stor den var,« svarer Christina.

Men på det næste scanningsbillede er den i hvert fald større – stik imod forventningerne. Og det var ikke godt.

»Der skulle gå otte uger, fra vi kom hjem fra Tyskland til jeg skulle scannes igen,« husker Christina.

Scanningen viste, at tumoren var vokset, men lægerne beroligede familien med, at det nok bare var hævelse på grund af strålingen, og Christina fik en ny tid otte uger senere.

Ved anden scanning fik de samme melding: Tumoren var vokset lidt, men det var sikkert bare hævelse fra strålingen.

Otte uger senere, tredje scanning, gjorde Sonja det klart overfor lægerne, at de ikke ville høre samme undskyldning igen – der måtte være grænser for, hvor længe de kunne blive ved med at skyde skylden på hævelser fra strålerne. Kalenderen sagde december 2015 og til alles store skræk var Christinas tumor i hjernen nu dobbelt så stor som til at begynde med.

»Jeg havde så mange smerter. Konstant hovedpine og morfinen hjalp slet ikke, den gjorde mig bare træt og sløv. Det var som om, jeg kunne mærke svulsten voksede, at der skete noget inde i mig. Det trykkede,« forklarer Christina.

To operationer på en uge

Det stod hurtigt klart for familien, at den operation, som lægerne i første omgang havde frarådet, var eneste udvej. Kræften var meget mere aggressiv end forventet, og på de sidste scanningsbilleder kunne de se, at tumoren var ved at brede sig til højre side af hovedet.

De fik lov af lægerne til at vente med operationen til januar, så de kunne få en hyggelig jul alle sammen derhjemme.

Den 7. januar 2016 tjekkede Christina så endnu engang ind på Rigshospitalet. Denne gang til en operation af de helt store. Familien havde forinden fået at vide, at operationen ville tage det meste af en dag – og at der desuden var risiko for forskellige ubehagelige komplikationer.

For at få tiden til at gå, besluttede Christinas familie sig for at tage ind til byen, mens Christina blev opereret. Det var ikke til at holde ud at sidde i et venteværelse en hel dag. Så da Sonjas telefon ringede, bedst som de havde sat sig til rette med kaffen i Magasin, var det med ængstelse i stemmen, hun svarede på hospitalets opkald.

Det var dog lutter gode nyheder. Operationen var gået meget bedre end forventet, og tumoren havde været nem at fjerne, så allerede fire timer efter lægerne var gået i gang, havde de lukket Christinas hoved igen og syet hende sammen i stort flot omvendt C, der strakte sig fra hårgrænsen i panden til ned foran øret.

cris

Privatfoto

Alt var godt – altså lige indtil lægerne opdagede, at de ikke havde fået fjernet det hele.

Og så måtte Christina på operationsbordet igen kun fem dage efter første operation.

»Det var hårdt at komme igennem, men vi var alle sammen enige om, at jeg lige så godt kunne få overstået operation nummer to med det samme. Jeg fik valget mellem at få det gjort med det samme eller vente, og der havde jeg det bare sådan, at det skulle overstås nu,« fortæller Christina.

Stråleskade i hjernen

Christina gaber og læner sig tilbage i sofaen. Hendes talestrøm er aftaget, efterhånden som hun er kommet igennem historien, og et par gange har Sonja suppleret, når Christinas hukommelse svigtede.

For selvom Christina kom godt igennem både strålebehandlinger og operationer, så har det efterfølgende vist sig, at hendes hjerne har taget skade af den store omgang.

»Christina har fået en stråleskade på hjernen. Det betyder, at der er sket lidt adfærdsændringer, hun har for eksempel hukommelses- og stedsansproblemer og så har hun fået epilepsi,« fortæller Sonja.

»En dag skulle jeg gå alene til fys, og så gik jeg forkert. Så var jeg i stedet på vej over til min ergoterapeut, men så tænkte jeg pludselig: ’hov, hvad laver du,’« griner Christina, der heldigvis hurtigt kom på rette vej igen.

Ud over stråleskaden kæmper Christina også stadig med voldsomme smerter og kvalme hver dag, og hun har måtte indstille sig på, at hun formentlig skal leve med disse smerter resten af sit liv. Hun har også brug for meget hvile, da hun let bliver træt, og derfor er skolen sat på stand-by for en tid. Sonja går hjemme og hjælper Christina med at få det hele til at hænge sammen og holde humøret oppe.

I øjeblikket er en ugentlig tur til ergoterapeut og et ugentligt besøg hos fysioterapeuten, hvad Christina kan overkomme. Og så er hun lige begyndt at træne et taekwondohold igen, hvilket hun er meget glad for, da det er en sport, hun har dyrket, siden hun var seks år gammel.

»Jeg må sige, at jeg stadig har flere dårlige dage end gode. Men ellers har jeg det jo i princippet godt nok. Jeg prøver at leve et så normalt liv som muligt og at komme ud, så meget jeg nu orker,« siger Christina.

Snart skal hun begynde på et rehabiliteringscenter for børn og unge, hvor hun både skal gå lidt i skole og træne med fysio- og ergoterapeuterne.

På sigt er drømmen at tage en HF og dernæst at uddanne sig til socialpædagog. For selvom hun lider af uhelbredelig kræft og ikke aner, hvor eller hvornår sygdommen kan bryde ud igen, så vælger hun at fokusere på det positive og få det bedste ud af livet.

Stærkere og klogere

»Dengang jeg fandt ud af, at jeg havde kræft, blev jeg selvfølgelig ked af det. Men det nytter ikke noget at blive ved med at være ked af det. Man er nødt til at komme videre og være positiv,« siger Christina og tilføjer:

»Man kan virkelig ikke komme igennem kræft, hvis man både har det dårligt psykisk og har kræften.«

Styrken og støtten til at klare de hårde dage finder Christina især i familien.

»Min mor har lige fra start sagt til mig, at det er okay at have det skidt og blive vred eller ked af det, men jeg måtte bare ikke lukke mig inde,« fortæller Christina og kigger over på sin mor Sonja, der tilføjer:

»Hun måtte gerne flippe ud, men hun måtte bare ikke lukke døren og lukke os ude.«

Åbenheden og den positive tilgang til tingene, også når de var umenneskeligt hårde, har hjulpet Christina og resten af familien med at få bearbejdet mange af de svære tanker og følelser. Især har Christina brugt facebook, hvor hendes offentlige profil ’En ung med kræft’ giver et råt for usødet blik ind i Christinas verden med både opslag og billeder fra hele hendes sygdomsforløb.

»Da jeg fandt ud af, at jeg havde kræft, besluttede jeg ret hurtigt at lave et opslag på facebook. Jeg gad bare ikke høre alle mulige åndssvage rygter om, hvad der var galt med mig,« fortæller Christina, der nogle måneder senere oprettede ’En ung med kræft’.

Derudover har hun engageret sig i både Ung Kræft og Børnecancerfonden, ligesom hun tager i Kræftværket, som er Rigshospitalet særlige fællesrum og fristed for unge med kræft, så tit hun kan.

»På en måde er jeg faktisk glad for, at jeg fik kræft, for jeg er blevet både klogere og stærkere af det,« siger Christina, der efterhånden er tydeligt udmattet af vores lange snak.

»Er du ikke bange for at dø af det,« spørger jeg.

»Næh, kræft er bare en sygdom, og det nytter ikke noget at gå og tænke; ’nu har jeg fået kræft, så skal jeg dø’. Man skal tænke positivt,« svarer Christina.

Hun giver mig et kram, da jeg siger farvel, og jeg siger spøgende, at det ender med, jeg må skrive en hel bog om hende for at få alt det med, som vi har talt om.

»Jeg er allerede i gang med at skrive en bog selv,« smiler hun.

Selvfølgelig er hun det, tænker jeg på vej ned ad trappen og kigger på uret på min telefon for første gang, siden jeg kom. Der er gået tre timer. Jeg kunne have interviewet hende tre timer mere. Christina Malmer, 17 år, er det mest særlige helt almindelige menneske, jeg nogensinde har mødt.

christina_3

Foto: Flemming Schiller

Print artikel Print artikel

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

LÆS AVISEN ONLINE
DAGENS MEST LÆSTE NYHEDER
HÅNDVÆRKERGUIDEN
SENESTE BILLEDGALLERI