Stadig mange indbrud
politi: Ligesom i de sidste mange uger er antallet af indbrud i området højt.

Søndag den 14. august blev der begået indbrud i en villa på Ellegårdsvej i Ballerup. Mellem klokken 22 og den følgende morgen klokken 8 havde ukendte indbrudstyve brudt et vindue op, trukket alle gardiner for og derefter gennemrodet huset, inden de forlod det gennem vinduet igen.

Tirsdag den 16. august brød ukendte gerningsmænd et kældervindue op i en villa på Sneppehøj i Jonstrup. De var kommet ind ved hjælpe af et koben og havde stjålet kontanter og smykker.
Samme dag var der ubudne gæster i en villa på Lindbjergvej i Ballerup. Tyvene var kommet ind via et kældervindue og havde gennemrodet huset. Det er ikke oplyst, hvad der er stjålet.

Natten mellem torsdag den 18. august og fredag den 19. august var der indbrud i en villa på Askeengen i Skovlunde. Tyvene havde brudt et vindue op og havde rodet efter tyvekoster. Det er uvist, hvad de har stjålet.

I perioden mellem onsdag den 17. august og fredag den 19. august klokken 18.30 ind i en villa på Pilehøjvej i Ballerup. Tyvene brød et vindue op med et koben og gennemrodede huset. De slap af sted med kontanter og smykker.

Sidst men ikke mindst blev der begået indbrud i en villa på Bøndermosevej i Egebjerg i perioden lørdag den 20. august klokken 11 til søndag den 21. august klokken 13. Her havde tyvene knust terrassedøren med en spade, som de efterlod på stedet, oplyser Lokalpolitiet.

Hertil kommer yderligere to forsøg på indbrud på Klokkerhaven og Baltorpvej i Ballerup.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *