Basketdrenge vandt DM-sølv
streetbasket.jpg
Fra venstre til højre: Glade sølvmedaljevindere i streetbasket Adam, Lucas, Kristian og Vigge fra Jonstrups U12 baskethold Foto: Privatfoto
Basketball: I lørdags blev der afholdt DM GAME Finals i streetbasket. Mesterskaberne blev afholdt i Game Street Mekka i Valby, hvor der udover basketball også blev dystet i gadefodbold, breakdance, parkour, skateboard med mere.

I årgangen 2005 og yngre var Jonstrups basketdrenge repræsenterede med hele to hold, der havde kvalificeret sig til finalerne tidligere på året i Ballerup. Det ene af holdene “Scooter Drengene” gik hele vejen til finalen.

Efter tre sejre i de indledende pujlekampe, bl.a. en 6-5 sejr over storfavoritterne »Gladsaxe Kings«, nåede drengene semifinalen, Her blev til en sikker sejr på 8-1 over »Youngsters«. Men til sidst slap kræfterne og koncentrationen op i finalen, hvor Gladsaxe fortjent løb med guldet.

Men det blev altså til en flot sølvmedalje, en kasse Faxe Kondi og en T-shirt til de unge baskettalenter.

Også det andet U12 hold “Floffenpoff” klarede sig flot med bl.a. en sejr over »Fancy Unicorns« og en tredjeplads i deres pulje. Og i rækken 2003 og yngre nåede Jonstrups streethold “Make a Splash” til kvartfinalen.

Nu fortsætter optakten til den nye sæson i Jonstrup Basketball Klub, som holder til i Østerhøjhallen. Skulle man få lyst til at prøve at spille basketball, kan man gå ind på Jonstrup Basketball Klubs hjemmeside og læse mere om mulighederne. Klubbens hold omfatter både ungdomshold, divisionshold, motionshold for voksne og et hold for udviklingshandicappede børn.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *