Flere tricktyverier i Centrumgaden
politi I sidste uge blev tre ældre kvinder udsat for tricktyveri i gågaden i Ballerup. To af gangene udgav tricktyvene sig for for at være døve.

En 85-årig kvinde var søndag den 28. august klokken 13 ude at handle i Centrumgaden i Ballerup, da hun blev antastet af en mand. Han udgav sig for at være døvstum og ville have 20 kroner. Kvinden forbarmede sig over ham og opdagede senere, at der manglede en del penge fra sin pung, som den ’døve’ havde stjålet.

Samme procedure blev brugt torsdag den 25. august, hvor en 83-årig kvinde også var i Centrumgaden mellem klokken 13 og 16. Kvinden satte sig på en bænk efter at have hævet penge i Nordea. Her blev hun kontaktet af en kvinde, der udgav sig for at være døv og bad om penge til en døveskole. Kvinden gav hende 50 kroner, men opdagede senere, at der manglede en del penge fra pungen.

Lørdag den 27. august var der også et tricktyveri i Centrumgaden. Denne gang gik det ud over en 86-årig kvinde omkring klokken 12. Her havde kvinden bemærket, at en udenlandsk kvinde havde taget pungen op af hendes taske og lagde også mærke til, at hendes armbånd var forsvundet.

Politiet advarer om, at man generelt er opmærksom på snedige tricktyve, der nu udgiver sig for at være døve. Man skal ikke give penge til tilfældige ’projekter’, da der ofte er tale om snyd.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *