Der er stadig vand i stationstunnelen
tunnel-under-stationen-copy-1.jpg
Selvom DSB har skiftet grundvandspumpen, så er der stadig vådt og klamt i gangtunnelen under Ballerup Station. Så nu må DSB på den igen for at finde ud af, hvorfor der stadig løber vand ud i tunnelen. Foto: Arkivfoto
Undersøgelse Trods reparation af pumpe, flyder der stadig vand i gangtunnelen under Ballerup Station. Nu venter en større renovering.

For nogle måneder siden bed flere daglige brugere af gangtunnelen under Ballerup Station mærke i, at der løb vand ud i tunnelen. Det betød, at de mange daglige brugere skulle gå gennem vand, mudder og lugt.

DSB, der ejer tunnelen, rykkede ud og udskiftede grundvandspumpen i håb om, at det ville hjælpe.

Men der løber stadig vand ud i tunnelen og nu breder mystikken sig. For det er simpelthen ikke til at sige, hvad der er galt i den våde tunnel. Det siger Niels A. Dam, ingeniør i DSB ejendomme, der er på sagen.

»Der er ligesom at gå til lægen og få svaret, at man ikke ved hvad der er galt. Vi har skiftet grundvandspumpen, men det har tydeligvis ikke hjulpet, som jeres læsere også har bemærket.

Så nu må vi ud for at se på det igen,« siger Niels A. Dam.

Alt skal gennemgås

I løbet af den kommende uge regner han med, at der kommer et arbejdshold ned i tunnelen og ser på, hvad årsagen til det konstant rindende vand er.

»Vi må nu gennemgå alle fuger og sprækker i trappen. Måske kan vi så lokalisere fejlen. Men lige nu ved vi faktisk ikke, hvad der gør, at vandet bliver ved med at løbe i den tunnel. Det kan så også betyde, at trappen måske delvist bliver spærret af,« siger han.

Rigtig mange benytter gangtunnelen hver dag, så for at undgå totalt kaos især i myldretiden, vil man muligvis afspærre noget af trappen, mens man kan bruge den anden del af trappen, når arbejdet foregår.

»Vi vil forsøge at finde en løsning, så man stadig kan bruge noget af trappen, mens vi arbejder.

Der er rigtig mange der bruger trappen og tunnelen. Måske skal vi slet ikke spærre af, men det afhænger af, hvad vi finder,« siger Niels A. Dam, som altså regner med, at man tidligst kan gå i gang i den kommende uge.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *