Søndag 26. Marts 2017
Annoncering | Lavselvannoncer.dk | Er avisen udeblevet? | Hvem er vi
Lone og Puma viser lidt fra deres Olsen Banden-nummer, som de tager med til EM i dogdancing. Foto: Flemming Schiller
En dansepartner med fire ben
dogdancing Første gang Lone Bach fra Ballerup stiftede bekendtskab med ’dogdancing’, syntes hun, at det var noget af det mest tossede, hun nogensinde havde set. I denne uge kører hun over 1000 kilometer i bil med sin hund Puma for at deltage i EM - i dogdancing.
Skrevet af Mia Thomsen - 20. september 2016, 13:14:12

»Jamen altså, jeg ved godt, hvordan det lyder,« Lone Bach slår en skraldlatter op og tager sig til hovedet.

Hun husker nemlig ganske tydeligt, hvordan hun selv reagerede, første gang hun hørte om – og så – fænomenet ’dogdancing’.

Dogdancing er en forholdsvis ny sport i Danmark. Den går i al sin enkelthed ud på, at et menneske og en hund udfører en koreograferet opvisning med dans og tricks til musik. Som oftest vælges et overordnet tema for opvisningen, og der bruges udklædning og rekvisitter, der understøtter temaet og fortællingen.

freestyle_dogdancing_13

Foto: Flemming Schiller

Lone Bach fra Ballerup og hendes lille hund Puma optræder i øjeblikket med Olsen Banden-tema, og der er både bowlerhat og Franz Jäger-pengeskab med i rekvisitkassen, som Lone har taget med for at vise, hvad det der dogdancing egentlig går ud på.

Det så helt tosset ud

»Første gang jeg så dogdancing, tog jeg mig til hovedet. Det var voksne mennesker, som var klædt ud som mus og Alice i Eventyrland og hvad ved jeg. Det så helt tosset ud, og jeg tænkte bare nej, nej, nej,« fortæller Lone.

Hun kan slet ikke lade være med at grine, når hun fortæller om det, for komikken er åbenlys som hun sidder der i Egon Olsen-kostume med Puma og pengeskab ved sin side.

Så hvad skete der lige?

»Det begyndte egentlig, da vi fik Puma,« begynder Lone og aer den lille Cavalier King Charles, der har lagt sig godt til rette ved hendes fødder.

»Min mand gik på sådan et hvalpehold, hvor de blandt andet skulle lære hundene at gå i snor og sådan noget. Der sagde én af trænerne, at der var noget i ham – altså Puma,« siger Lone og tilføjer:

»Og så tog jeg over.«

Medfødt talent

Det der med at gå i snor, blev Puma aldrig rigtig god til, men han var kvik og utrolig lærenem med tricks og kommandoer, så da der kom ny træner på holdet, som også bemærkede den lille hunds evner, faldt snakken på dogdancing, som træneren selv havde erfaring med.

»Selvom jeg i første omgang tænkte, aldrig i livet, så blev jeg alligevel fascineret af det. Jeg så nogle af de rigtige dygtige, som lavede nogle virkelig flotte shows. Det var helt vanvittigt, hvad de her hunde kunne, og når historien og musikken spillede sammen, så det hele gik op i en højere enhed, blev det virkelig godt,« forklarer Lone, der tog de første spæde dansetrin med Puma for tre og et halvt år siden.

freestyle_dogdancing_4

Foto: Flemming Schiller

Siden er hobbyen vokset, og i dag træner de to hver dag, tager på kurser så ofte som muligt og deltager i et hav af stævner landet over, ligesom de optræder på både Bakken, i Tivoli og ved Roskilde Dyrskue og mange andre markeder og messer.

»Det er næsten gået hen og blevet lidt af et familieforetagende. Jeg havde min datter med til show i sidste weekend og min mand i forrige weekend, så ja, det fylder en del i vores hverdag nu,« fortæller Lone.

Rettelser i sidste øjeblik

Året igennem har Lone og Puma deltaget i et hav af stævner for at samle point til udtagelsen til EM, og den kom i hus for nyligt. Det er første gang, de skal med, men Lone gør sig ingen forhåbninger om at få medaljer med hjem.

»Jeg har jo set alle de andre, som også er med til mesterskabet, så jeg ved godt, at det kommer vi slet ikke i nærheden af,« siger Lone og tilføjer:

»Vi skal bare have en fed oplevelse og nyde det. Min mand tager med på turen til Østrig, hvor mesterskabet foregår, så får vi også en tur ud af det.«

Lone og Puma stiller op i klassen ’freestyle’, hvor de skal underholde med deres sjove Olsen Banden nummer.

»Det gik pludselig op for mig, at mange udenfor Danmark jo ikke aner, hvad Olsen Banden er. Derfor har vi her i sidste øjeblik måttet rette lidt på showet, så det giver mening, uanset om man kender Olsen Banden eller ej. Det var lidt nervepirrende, men jeg synes, at vi er klar nu,« siger Lone, der når denne artikel udkommer er godt på vej mod Østrig, hvor konkurrencen begynder den 22. september.

Se billedgalleri: Dogdanceren fra Ballerup

freestyle_dogdancing_21

Foto: Flemming Schiller

Print artikel Print artikel

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

LÆS AVISEN ONLINE
DAGENS MEST LÆSTE NYHEDER
HÅNDVÆRKERGUIDEN
SENESTE BILLEDGALLERI