Kulturen går til USA
tamra-ros.jpg
Ballerup Bibliotek og Baltoppen LIVE går all-in på USA den 1. oktober. Dagen byder blandt andet på koncert med Tamra Rosanes. Foto: pr-foto
festival: Oplev alle sider af amerikansk kultur når Ballerup Bibliotekerne i samarbejde med Baltoppen LIVE fortæller historien om verdens mægtigste land igennem mad, litteratur, dans og musik lørdag den 1. oktober.

Alles øjne er rettet mod USA dette efterår, når præsidentvalget løber af stabelen og verdens mægtigste embede skal besættes. I den anledning inviteres Ballerups borgere til en festival med udgangspunkt i USA’s historie og kultur.

Dagen starter med amerikanske pandekager klokken 10.30, og derefter kan man høre forfatteren Ole Sønnichsens spændende beretning om de 300.000 danske udvandrere, der fra 1850 til 1920 søgte et bedre liv i Amerika.

Om eftermiddagen inviterer børnebiblioteket til kreativ indianerworkshop, mens de voksne kan tage en svingom med Ballerup Linedance. Der er også mulighed for at stege skumfiduser over bål, høre foredrag om 11. september i amerikansk kultur, deltage i Oscar-show eller se Ballerups bedste bagere deltage med deres kreative amerikanske kager i en kagekonkurrence.

Klokken 20 samme aften inviterer Baltoppen LIVE inden for til det helt nye koncertformat ’Songwriter Circle’ med Tamra Rosanes, Rebekka Thornbech og Cisser. De tre kvindelige sangskrivere, der alle finder inspirationen i americana-folk, bluegrass og country, skiftes til at synge. Billetter kan købes på www.baltoppenlive.dk.

Du kan se det fulde program og bestille gratis billetter på www.bib.ballerup.dk, på biblioteket eller i kulturhusene.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *