Ballerup er blevet grønnere
måløv-naturpark-15.jpg
Ballerup Kommunes grønne regnskab ser rigtig godt ud. Det er lykkedes at reducere CO2 udledningen med 50 procent, til glæde for klimaet og naturen i Ballerup og omegn. Foto: Arkivfoto.
Klimamål Kommunens grønne regnskab viser, at CO2-udledningen er reduceret med 50 procent. Men det er slet ikke nok, mener kommunen.

Mange kommuner har gjort det til en del af deres mission at være bæredygtige og klimavenlige.

Både når det kommer til deres egen adfærd og til at få borgerne med på vognen.
En af de kommuner, der er gode til det, er Ballerup. Det seneste grønne regnskab, der dækker perioden 2006 til 2015, er netop afsluttet, og det viser, at den kommunale CO2 udledning i Ballerup er faldet med 50 procent. Det er tal, der vækker glæde på rådhuset.

»Det er meget flotte tal, som vi er stolte af, men vi har også gjort meget for at ændre vaner og har været meget fokuserede på at gøre en forskel. Det ser ud til, at vi er lykkedes med det,« siger klimakoordinator i Ballerup Kommune, Anette Nielsen Kollits, som har udarbejdet det grønne regnskab.

Vi skal ændre vaner

Det er ifølge Anette Nielsen Kollits især på vandforbrug og el, at der er rykket. Der er også sat fokus på bæredygtighed i nye byggerier og samtidig er der arbejdet på at ændre de daglige rutiner og vaner i en mere klimavenlig retning. Men målet er slet ikke nået endnu.

»Vi arbejder hen i mod at blive helt fossilfri i 2050 og allerede i 2035 skal vi have reduceret kraftigt i brugen af fossile brændstoffer. Det er på transportområdet, at der skal ændres ting, og det er naturligvis ikke noget man bare gør fra den ene dag til den anden. Men vi sætter os nogle klare mål, som vi skal arbejde hen i mod,« siger Anette Nielsen Kollits. Hun er opmærksom på, at det nu især handler om at ændre vaner.

»Adfærdsændringerne er det, der fremover skal batte noget, så vi når vores klimamål på både kort og langt sigt,« siger Annette Nielsen Kollits

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *