Superarena for hunde, cykler og lopper
Ballerup-Super-Arena-10.jpg
Der er åbnet for rigtig mange aktiviteter i det kommende halve år i Ballerup Super Arena. Både cykelløb, hundeudstilling og loppemarked er blandt arrangementer. Foto: Arkivfoto.
Arrangementer Ballerup Super Arena har et program klar for det næste halve år. Målet er at åbne arenaen for alle typer arrangementer.

Siden Ballerup Kommune overtog driften af Ballerup Super Arena har det været planen, at arenaen skulle være mere åben for alle slags aktiviteter.

Nu er planerne lagt for det kommende halve år i superarenaen og det er et program, der tilgodeser mange forskellige aktiviteter. Især cyklingen er kommet på programmet, og dermed udnyttes den unikke kapacitet, som arenaen har for cykelsport.

»Vi har sammensat et program, der åbner for rigtig mange forskellige aktiviteter. Det skal være en arena for alle og det synes jeg efterhånden at vi har fået,« siger Ketil Christensen, direktør i Ballerup Super Arena.

Der har netop været afholdt hundeudstilling og den er sikret de næste to år frem. Dertil kommer en række cykelløb som eksempelvis Le Mans for cykler, den 6. – 7. oktober, hvor omkring 25 hold kører 24 timer, ganske som det ’rigtige’ Le Mans løb, bare på to hjul. Løbet er primært for private og for firmahold.

Den 1. november afholdes der EM i Pace, hvor rytterne kører så hurtigt som muligt efter en knallert, der pacer dem frem. Den 26. til 31. januar afholdes det traditionsrige 6-dages løb, der plejer at være et tilløbsstykke.

Men der er også plads til en række andre aktiviteter.

Spil og lopper

Der afholdes en gamerfestival den 24. til 26. februar, hvor det sociale er i højsædet. Det er ikke et ’professionelt’ stævne men et arrangement, hvor alle kan komme og hygge, spille og være sammen.

I begyndelsen af marts måned afholdes der stort loppemarked, der normalt også tiltrækker rigtig mange mennesker.

Endelig afholdes der et stævne i fodbold for kørestolsbrugere den 5. november, som en optakt til DM i kørestolsfodbold i juni.

»Dertil kommer ti mindre eller mellemstore cykelarrangementer, atletikstævner og en række private arrangementer, hvor vi lejer hallen ud. Det betyder, at der også er basis for at vi får nogle indtægter til hallen. Samlet set er vi godt tilfredse med, at vi får brugt hallen rigtig meget af tiden, både til professionelle aktiviteter og til glæde for borgerne. Samtidig kan vi også få nogle indtægter, så vi er ved at have den udnyttelse af hallen, som vi gerne vil have,« siger Ketil Christensen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *