Tålmodighed er en dyd
Debat Det er altid en fornøjelse at opleve succes. Hvem elsker ikke, at noget man gør eller deltager i, er en succes.

På dagtilbudsområdet skabte vi i sidste valgperiode en succes. Dialogfællesskaberne var nyskabende, fordi vi med dem havde et redskab til dokumentation af den fremragende pædagogiske praksis vi har her i Ballerup Kommune, som ikke var en lang rapport. Nej her kunne vi som politikere se og opleve, det vi før skulle læse os til.

Det var ikke bare godt. Det var skide godt! Undskyld mit sprog, men det var det, og nu ser det ud som om man efter 3 års ”revidering” genoptager dem igen. Det glæder mig rigtig meget, da jeg som en af fædrene til dem, har efterspurgt dem igen og igen og igen og igen. Det er lidt utroligt, at det har taget over 3 år at igangsætte noget, som pædagoger, forældre og nogle politikere fandt som en kæmpe gevinst. Så nu vender de tilbage efter man administrativt har bearbejdet dem i over 3 år. Lad os håbe at bearbejdningen har gjort noget fantastisk endnu bedre, for ellers virker 3 år som rigtig lang tid og en nedprioritering.

Men nuvel, det er jo en glædelig stund at vi også i denne valgperiode kan opleve det eneste nyskabende fra sidste valgperiode, om end det er i aller sidste øjeblik, da Dialogfællesskabet er planlagt til juni 2017, men tålmodighed er jo også en dyd.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *